Selv om klodens klimaproblemer er mere eller mindre direkte forårsaget af menneskets teknologiske fremskridt, bliver “innovation” ofte set som en mulig løsning.
Hvis vi er i stand til at udvikle teknologi, som kan skade Jorden, så må vi også kunne opfinde teknologi, der gør det modsatte, lyder logikken.
Mange organisationer, virksomheder og iværksættere har igennem årene påtaget sig den udfordring at forsøge at udvikle og popularisere løsninger, der fx kan skubbe os væk fra brugen af fossile brændstoffer og mod mere bæredygtige energiformer.
Men store visioner og dyre investeringer kan falde til jorden, nogle gange med et brag.
Vi har samlet tre eksempler på spændende og lovende innovative ideer, som – af forskellige årsager – aldrig helt fik fodfæste på markedet.
1. Better Place – batteriskiftestationer til elbiler
I midten af 2000’erne opstod en idé, der umiddelbart lød relevant og praktisk: hvad nu, hvis elbiler ikke skulle oplades, men i stedet få skiftet batteriet i løbet af få minutter, som man tanker benzin?
Det var netop konceptet for Better Place, et venturekapital-finansieret amerikansk firma grundlagt i 2007, som ville bygge et netværk af batteriskiftestationer og ladeinfrastruktur for elbiler.
Konceptet byggede på den simple observation, at et af de største problemer, der stod i vejen for udbredelsen af elbiler – “range anxiety”, det vil sige frygten for at løbe tør for strøm – kunne løses, hvis bilister kunne skifte batterier på få minutter i stedet for at vente, nogle gange i timevis, på opladning.
Better Place indgik partnerskaber med bilproducenter – bl.a. Renault om deres Fluence Z.E. – og begyndte at opstille stationer i Israel, Danmark og Japan.
Men trods stor kapital, vidtløftige ambitioner og tidlige tegn på succes, viste ideen sig at være økonomisk urealistisk at implementere i stor skala.
I 2013 gik Better Place derfor konkurs.
2. Dyson’s elbil – et teknisk mesterværk – uden marked
I 2017 overraskede den britiske teknologivirksomhed Dyson, der nok er er mest kendt for støvsugere, med nyheden om, at de havde arbejdet på en helt ny, ‘radikal’ elbil – en stor SUV med op mod 1000 km rækkevidde på én opladning, og en avanceret batteriteknologi.
Projektet var omgærdet af mystik og hemmelighedskræmmeri.
Dyson ansatte diverse eksperter fra bilindustrien og investerede ifølge flere kilder omkring en halv milliard pund i udviklingen.
Alligevel blev projektet helt droppet i 2019, før nogen bil nåede produktionslinjen.
James Dyson meddelte, at selvom bilen teknisk set fungerede, kunne virksomheden simpelthen ikke se en måde, hvorpå det kunne blive økonomisk levedygtigt.
Resultatet var en teknologisk overraskelse, der aldrig blev til virkelighed, selvom den viste, at Dyson både kunne udvikle og fremstille avancerede elbiler.
3. Pelamis Wave Power – bølger som energikilde
I 1998 begyndte Pelamis Wave Power i Skotland at udvikle en nyskabende bølgeenergi-teknologi – en serie flydende, sammenkoblede cylindre, der bevæger sig i takt med havets overflade for at producere elektricitet.
Pelamis var frontløber inden for bølgeenergi og lykkedes med at fremstille den første kommercielle maskine, der genererede elektricitet fra havbølger til nettet.
Pelamis fik dog aldrig plus på bundlinjen og havde til sidst svært ved at tiltrække investeringskapital.
I 2014 gik Pelamis Wave Power i betalingsstandsning og lukkede ned, på trods af at teknologien var lovende og havde bevist sit potentiale i mindre skala.
Sidenhen har der floreret rygter om, at virksomheden havde været udsat for industrispionage af et kinesisk firma, men der findes ikke konkrete beviser for det.
Hvad lærer vi af disse fiaskoer?
Først og fremmest lærer vi ikke særlig meget, fordi fallerede innovationsprojekter ikke er et særlig populært samtaleemne, især ikke hos dem, der står bag.
“Forudsætningerne har ændret sig” eller “markedet var ikke modent”, lyder forklaringen ofte.
Når først et projekt har slået fejl og et firma går konkurs er det som regel også ret nemt at slå ned på nogle interne forhold, som i retrospekt virker afgørende.
“De havde ikke styr på deres cashflow” eller “De havde for meget kapital bundet op i anlægsaktiver”, kan man så i bagklogskabens lys fastslå.
Men der er også mange succesfulde virksomheder, som i deres tidlige år har rod i regnskaberne og som spilder ressourcer på forkerte investeringer, så spørgsmålet er, hvor afgørende økonomiske nøgletal er for fremtidig succes.
Det, der dog står klart, er, at “innovation” ikke er et værktøj.
Man kan ikke “bruge innovation”.
Innovation er synonymt med markedssucces, og succes er først og fremmest et resultat – ikke et operationelt mål i sig selv.
Sådan skal man nok også forstå innovation: Det er først, når man har søsat sit projekt og markedet har taget det til sig, at man kan kalde noget for en innovation.
Indtil da er det bare en opfindsom idé, som måske aldrig rigtig bliver til noget.
