Overgangen fra frost til tøvejr kan skabe store udfordringer for danske boligejere – både i byen og i sommerhusene.
To af landets store forsikringsselskaber, Alm. Brand og If, har netop udsendt pressemeddelelser med advarsler, og opfordringer til husejere om at handle nu for at forebygge potentielt omfattende skader.
Øget risiko for vandskader ved tøbrud
Efter en kold vinter med store mængder sne er der nu varslet tøvejr med både plusgrader og betydelig regn.
Ifølge Alm. Brand betyder denne vejrcocktail, at risikoen for vandskader stiger markant.
Regnen, der lægger sig oven på sneen, har svært ved at løbe væk, og i stedet kan det trænge ind i bygninger – især hvis sneen ligger tæt på taget og op ad fundamentet.
Det er derfor nu, boligejere bør tage forebyggende skridt.
Hvis man kan, bør man fjerne sne fra taget og omkring fundamentet, rense tagrender og sikre, at smeltevand kan bliver effektivt ledt væk fra huset – uden forhindringer.
Det er først er i denne fase – når sneen begynder at smelte – at problemerne virkelig kan vise sig.
Når vandet har svært ved at finde vej væk, kan det trænge ind i konstruktioner og give fugtskader, råd og i sidste ende kan det resultere i dyre reparationer.
Desuden er der altid en hvis risiko forbundet med tunge snemængder på flade tage eller udhuse.
Steder, hvor sne og regn samlet vejer tungt, kan der opstå omfattende, strukturelle skader, hvis ikke det bliver fjernet i tide.

Sommerhusejere skal især være opmærksomme
For sommerhusejerne er situationen en anelse anderledes, men mindst lige så alvorlig.
If Forsikring peger på, at skaderne ofte først bliver synlige i overgangsperioden mellem frost og mildere vejr.
Det skyldes, at rør, som ikke har været tilstrækkeligt isolerede eller tømt for vand, kan være sprængt under frost – ganske ubemærket.
Når frosten slipper sit tag, smelter isen i disse rør, og vandet kan sive ud – ofte først efter flere dage med plusgrader.
Skaderne kan være omfattende og dyre at udbedre, fordi de ofte påvirker både vægge, gulve og anden bygningsstruktur, før de overhovedet bliver opdaget.
Hvis man tilmed ikke opholder sig i sommerhuset og derfor heller ikke kan konstatere vandskaderne, når de først viser sig, kan det selvsagt gå endnu mere galt.
For sommerhusejere, som har slukket helt for varmen i vinterperioden, er risikoen især stor, hvis rørene ikke er blevet tømt ordentligt, inden frosten satte ind, fremhæver If i sin pressemeddelelse.
If understreger, at forsikringen normalt ikke dækker skader, der skyldes manglende opvarmning – altså hvor ejeren selv har slukket for varmen og dermed ikke har sikret rør mod frost.
Hvis skaden derimod skyldes en utilsigtet afbrydelse i varmeforsyningen, kan forsikringen i nogle tilfælde dække – men kun hvis de almindelige krav til opvarmning er opfyldt.
Praktiske råd til at forebygge skader
Begge selskaber kommer med konkrete råd, som boligejere kan følge for at minimere risikoen for skader:
Fra Alm. Brand:
- Fjern sne under taget og omkring ydermure, inden den smelter.
- Sørg for, at smeltevand og regn kan løbe frit væk fra huset – især ved fundamentet.
- Rens tagrender og nedløbsrør for is og blade.
- Vær ekstra opmærksom på tunge snemængder på flade tage.
Fra If til sommerhusejere:
- Sørg for, at huset er tilstrækkeligt opvarmet – også i skjulte rum som skunk og loft – så rør holdes frostfri.
- Hvis huset ikke er opvarmet, så luk for vandet ved hovedhanen og tøm alle rør.
- Frostsikr toilettet og tilsæt frostvæske i afløb.
- Tjek loftet for sne, der kan være trængt ind gennem ventilationsåbninger og tagdækning.
Klima, vejr og forsikring
Disse opfordringer kommer midt i en tid, hvor danske forsikringsselskaber generelt oplever et stigende antal skader som følge af vejrliget.
Det har samtidig sat fokus på behovet for klimasikring af boliger – altså at tilpasse bygninger, så de bedre kan modstå ekstreme vejrhændelser og de mere volatile skift mellem frost og tø.
Samtidig understreger både Alm. Brand og If vigtigheden af, at boligejere selv tager ansvar for at forebygge skader frem for kun at forlade sig på forsikringen.
Selvfølgelig har de en økonomisk interesse i at påvirke deres kunder til selv at drage omsorg for boligen, hvis alternativet er, at de skal udbetale forsikringssummer, men på den anden side er der nok ingen borgere, der decideret ønsker sig vandskader, så det er altid en god idé at sikre sig, at man har beskyttet sin bolig tilstrækkeligt.
Mange skader kan nemlig undgås eller begrænses med relativt enkle foranstaltninger, som samtidig kan spare boligejerne for både økonomiske udgifter og store personlige gener.
