I disse dage tuner milliarder af mennesker fra hele verden ind på vinter-OL.
De ser skiløbere kaste sig ud over isede bjergsider, kunstskøjteløbere tegne mønstre i isen og små nationer bryde ud i jubel over medaljer, der rækker langt ud over sportens verden.
Vinter-OL er mere end en konkurrence.
Det er et globalt samlingspunkt, et udstillingsvindue for værtslandet og et brand, som forbindes med fællesskab, præstation og håb.
Netop derfor er det også en scene, hvor værdier og interesser mødes – og nogle gange støder sammen.
Det sker igen nu.
Ifølge mediet Earth.Org har Greenpeace rettet kritik mod, at den italienske olie- og gaskoncern Eni er blandt sponsorerne for Vinter-OL 2026 i Milano-Cortina.
Greenpeace kalder sponsoratet problematisk og peger på, at Eni fortsat har hovedparten af sin forretning i olie- og gasproduktion.
Ifølge Greenpeace risikerer sponsoratet at give indtryk af en grønnere profil, end Eni’s forretning afspejler. Organisationen betegner det som greenwashing.
En bæredygtig fortælling under pres
Eni er ikke den eneste sponsor, der kan defineres som tvivlsom.
OL’s partnerliste viser mange koncerner, der kan forbindes med høje CO2-udledninger og miljøpåvirkning -såsom Alibaba og flere bilmærker.
Kritikere peger på, at det rejser spørgsmål om, hvor konsekvent OL’s bæredygtighedsprofil egentlig er.
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har nemlig de senere år arbejdet målrettet med at profilere legene som mere bæredygtige.
Organisationen har vedtaget en klimastrategi og forpligtet sig til at reducere CO2-udledninger fra de olympiske lege.
Ved Sommer-OL 2024 blev det eksempelvis meldt ud, at legene skulle halvere deres CO2-aftryk sammenlignet med tidligere arrangementer.
Det er en del af en større bevægelse, hvor internationale sportsbegivenheder forsøger at tilpasse sig en verden præget af klimakrise og stigende krav om ansvarlighed.
Men OL er samtidig en massiv kommerciel konstruktion.
Sponsorater er en grundpille i finansieringen, og partnere betaler betydelige beløb for at blive associeret med de olympiske værdier.
Når et fossilt selskab får plads blandt sponsorerne, opstår der et spændingsfelt mellem den grønne fortælling og de økonomiske realiteter.
For OL fungerer ikke blot som sportsarena, men som global platform.
Et sponsorlogo under de olympiske ringe er et stærkt signal.
Hvad måler OL egentlig deres bæredygtighed på?
Når IOC fremhæver, at Sommer-OL 2024 reducerede CO2-udledningen med omkring 54 procent sammenlignet med tidligere lege, bygger det på et klimaregnskab, der primært omfatter selve arrangementet: byggeri, energi, transport, mad og logistik i forbindelse med legene.
Ifølge Den Internationale Olympiske Komité måles udledningerne i tre kategorier, der svarer til internationale standarder for klimaregnskab.
Det inkluderer både direkte udledninger fra afviklingen og indirekte udledninger fra eksempelvis tilskuernes transport.
Men sponsorernes samlede forretningsmodel indgår ikke i det regnskab.
Når et energiselskab, en bilkoncern eller et flyselskab indgår som officiel partner, er det ikke deres globale udledninger, der tælles med i OL’s klimabogholderi.
Det er alene aftrykket fra deres konkrete leverancer til legene.
Men hvis OL vil positionere sig som en drivkraft i den grønne omstilling, bør de så ikke forholde sig til, hvordan deres samarbejdspartnere tjener deres penge? Eller er bæredygtighed alene et spørgsmål om at reducere udledningerne fra selve eventet?
En organisation med en politisk historie
OL har gennem historien gentagne gange befundet sig i politiske stormvejr.
Vinter-OL 2014 blev mødt med omfattende kritik af Ruslands menneskerettighedssituation.
Sommer-OL 2008 og Vinter-OL 2022 førte til international debat om Kinas behandling af minoriteter og ytringsfrihed, og flere lande gennemførte diplomatiske boykotter i 2022.
Også miljøspørgsmål har tidligere været en del af kritikken.
Forud for Sommer-OL 2016 blev arrangørerne kritiseret for manglende oprydning i forurenede farvande, trods tidligere løfter.
Sommer-OL 2020 blev blandt andet diskuteret i forhold til bæredygtighedsambitioner og materialevalg.
Hver gang har IOC fastholdt, at OL er politisk neutralt.
Men valget af værtslande og sponsorer er aldrig værdineutralt.
Det er beslutninger, der sender signaler om, hvilke aktører og hvilke interesser der anses som legitime samarbejdspartnere.
Mere end en medaljedebat
Sagen om Eni og Vinter-OL 2026 er derfor mere end en diskussion om sponsorstrategi.
Den er en del af en bredere bevægelse, hvor store institutioner bliver målt på, om deres handlinger stemmer overens med deres værdier.
OL har i generationer været et udstillingsvindue for værtsnationer.
I dag er det også et spejl for en verden i omstilling.
Når vinterlegene ruller over skærmene, handler det om sport, præstation og fællesskab.
Men bag billederne af sne og is ligger et mere jordnært spørgsmål: Hvilket ansvar følger med, når man står på verdens største scene?
