Europa er midt i en klimakamp, der bl.a. handler om at skære ned på brugen af fossile brændstoffer og at satse mere på sol-, vind- og energieffektivitet. Alligevel har EU netop udvidet sit energisamarbejde med USA og sagt ja til at importere endnu mere flydende naturgas (LNG). Det kan virke som et paradoks. Hvorfor satser vi på gas, når vi skal bruge mindre af netop den type brændstof?
Forklaringen skal findes i en kombination af geopolitik, energisikkerhed og pragmatisk krisestyring.
Gas som nødløsning
Siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har EU arbejdet intenst på at vride sig fri af russisk gas. I løbet af det første år blev importen reduceret med over 80 %, og europæiske lagre blev fyldt med gas fra andre leverandører. Her kom USA ind i billedet som en vigtig partner.
Den nye aftale mellem EU og USA styrker det samarbejde. USA forpligter sig til at levere betydelige mængder LNG, som europæiske lande kan importere via havneterminaler og omdanne til gas til opvarmning, industri og elproduktion.
I en pressemeddelelse fra Europa-Kommissionen den 30. juli 2025 står der: “This cooperation has proven essential to end our reliance on Russian fossil fuels, and to ensure Europe’s energy security in times of crisis.”
En omvej på vejen mod det grønne mål
Kritikere mener, at aftalen risikerer at binde EU til en længere afhængighed af fossile brændstoffer. Naturgas er trods alt stadig et fossilt brændstof, og store investeringer i import- og terminalinfrastruktur kan trække i den gale retning.
“[With this deal] the EU will be contributing to developing the US’ fossil fuel-based economic model, in a huge boost for Trumpian politics and a massive hit to the climate,” siger Bas Eickhout fra Green MEP.
EU understreger dog, at importen fra USA skal ses som en midlertidig nødløsning, mens udbygningen af vedvarende energi accelererer.
Sådan er Danmark involveret
Danmark er i dag et af de EU-lande, der bruger mindst gas per indbygger. Ifølge Energistyrelsens opgørelser faldt det danske gasforbrug med cirka 29 procent i 2022 i forhold til året før, og i 2023 var forbruget omkring 19,7 TWh – et fald på cirka 25 procent sammenlignet med gennemsnittet for 2017–2021. Samtidig blev næsten 40.000 husstande i 2023 omlagt fra gasfyr til fjernvarme eller varmepumper.
Alligevel har Danmark også været en del af gasstrategien i EU. Blandt andet gennem havneterminalen i Eemshaven i Holland, hvor danske energiselskaber kan importere LNG via samarbejder.
Samtidig har Danmark selv genoptaget en del af sin gasproduktion i Nordsøen, blandt andet på Tyra-feltet, som i 2024 igen skal levere gas til det danske marked.
Hvad betyder det for klimaet?
Naturgas udleder mindre CO2 end kul, men stadig langt mere end vedvarende energikilder. Derudover er der risiko for metanudslip under produktion og transport, som kan underminere klimaeffekten. Det gør, at mange klimaorganisationer advarer mod at se gas som en “ren” overgangsenergi.
Europa-Kommissionen anfører, at importeret LNG skal leve op til høje standarder, og skriver: “The Commission and the US are committed to ensuring that LNG traded under this cooperation is produced, transported and used with the lowest possible methane emissions.”
Et kompromis i en krisetid
I bund og grund er den øgede gasimport et kompromis. For at udfase russisk energi og undgå kolde stuer og fabrikslukninger må EU i en overgangsperiode skaffe energi fra mere stabile partnere, lyder forklaringen.
Det betyder ikke, at klimaambitionerne er sat på pause. Men det viser, hvor kompleks og sårbar den grønne omstilling er i et Europa, hvor geopolitik og energisikkerhed spiller en voksende rolle.
Spørgsmålet er, om vi som borgere vil acceptere, at klimapolitikken nogle gange kommer lidt på afveje, så længe slutmålet er klart og den overordnede kursen holdes.
