Mange vasker tøj flere gange om ugen – men hver vask koster energi og vand, og det slider på tøjet. Heldigvis kan du med nogle få justeringer vaske både mere miljøvenligt og billigere, og samtidig holde tøjet pænt i længere tid. Her guider vi dig igennem de vigtigste valg, så du kan finde en god balance mellem bæredygtighed og hygiejne.
Fyld maskinen rigtigt
En af de største klimasyndere er at køre maskinen halvt fyldt. Jo mere effektivt du fylder maskinen, desto færre vaske og mindre energiforbrug. Dog må den ikke presses helt overfyldt, for så bliver tøjet ikke ordentligt rent.
- Fyld maskinen cirka tre fjerdedele op – der skal være lidt plads til, at tøjet kan bevæge sig
- Sortér i lyst, mørkt og kulørt, så farverne bevares længst muligt
- Vask sarte materialer separat og brug vaskeposer til undertøj og finere tekstiler
Indstillingerne på din vaskemaskine
Din vaskemaskine har ofte mange programmer, men ikke alle er lige gode for klimaet eller dit tøj.
Programvalg og tidsindstillinger
Det kan virke logisk, at korte programmer er mest klimavenlige – men faktisk er det omvendt. Fordi vandet skal varmes hurtigt op, bruger hurtigprogrammerne mere energi. Økoprogrammer varer længere, men vasker ved lavere temperaturer og med mindre strømforbrug i alt.
Fakta:
- Økoprogrammer bruger op til 40% mindre energi end hurtigprogrammer (Forbrugerrådet Tænk)
- Hurtigprogrammer slider ofte mere på tøjet
Temperatur
Den største klimafordel finder du ved at skrue ned for graderne. Til dagligdagstøj er 20-30 grader nok – moderne vaskemidler er udviklet til at være effektive ved lave temperaturer. Et studie fra University of Leeds viser, at vask ved 30 grader kan være lige så effektiv mod almindelige pletter og snavs som ved 40 grader, når der bruges moderne vaskemidler.
Dog er der situationer, hvor højere varme er nødvendig. Bakterier og vira dræbes først ved 60 grader, hvilket gør det relevant til fx. viskestykker, håndklæder og undertøj. Du behøver ikke vaske alt ved 60 grader – men indimellem er det en god idé.
Huskeregler til temperatur-indstillinger:
- 20-30 grader: Til almindeligt, let beskidt tøj
- 40 grader: Hvis tøjet er mere snavset eller fedtet
- 60 grader: Til hygiejnevask af sengetøj, viskestykker, undertøj
Vaskemidler og alternativer
Valget af vaskemiddel er et af de steder, hvor du både kan påvirke klima, miljø, tøjets holdbarhed og din økonomi. De forskellige typer har hver deres styrker og svagheder.
Pulvervaskemiddel
Pulver er det klassiske valg og generelt det billigste. Det vasker effektivt ved høje temperaturer, især når der er tale om hvide tekstiler eller meget snavset tøj. Pulver indeholder typisk blegemidler, der kan fjerne pletter bedre end flydende midler. Ulempen er, at det kan efterlade hvide striber, hvis det ikke opløses ordentligt, og det kan være hårdere mod sarte farver og fibre.
Flydende vaskemiddel
Flydende midler fungerer godt ved lave temperaturer og er oplagte til farvet tøj. De opløses hurtigt i vandet, hvilket gør dem velegnede til korte programmer. De indeholder dog sjældent blegemidler, så de er mindre effektive til hvide tekstiler eller genstridige pletter. Prisen pr. vask er ofte lidt højere end for pulver.
Kapsler
Kapsler er designet for nemhedens skyld: Du skal ikke afmåle, og doseringen er altid korrekt. Det sikrer, at du ikke overdoserer, og passer bedre på tøjet. Til gengæld er de dyrere pr. vask, og miljøgevinsten er tvivlsom. Selvom kapslerne opløses i vand, kræver de ekstra emballage, og de indeholder samme kemikalier som traditionelle vaskemidler. Forbrugerrådet Tænk vurderer, at kapsler ikke er mere miljøvenlige end pulver eller flydende midler.
Sæbebær og vaskenødder
Sæbebær og vaskenødder markedsføres som naturlige og skånsomme. Uafhængige tests, bl.a. fra Universitetet i København og internationale forbrugerorganisationer, viser imidlertid, at de har begrænset effekt på både pletter og bakterier. Risikoen er, at tøjet ikke bliver ordentligt rent, hvilket kan betyde, at du ender med at vaske mere eller ved højere temperaturer – og dermed mister den klimafordel, du gik efter.
Miljømærkede alternativer
Vi vurderer de miljømærkede vaskemidler – svanemærkede eller EU-Blomst-mærkede – til at være det mest bæredygtige valg, både for miljø, sundhed og tøjets holdbarhed. De er testet for at sikre, at de belaster miljøet mindre, fx ved at indeholde færre problematiske kemikalier. Samtidig er de dokumenteret effektive, så du ikke risikerer, at tøjet ikke bliver rent. Ofte er der meget emballage som følger med disse, så hvis det er muligt for dig, kan du prøve at købe større pakker eller vælge produkter med skånsom emballage.
Oversigt
- Pulver er billigst og effektivt ved høje temperaturer, men kan være hårdt mod tøjet.
- Flydende vaskemiddel er godt ved lave temperaturer og skånsomt for farver, men lidt dyrere.
- Kapsler er praktiske og kan være bedre for tøjet, men er dyrere pr. vask.
- Miljømærkede produkter repræsenterer det bedste kompromis mellem renhed, sundhed og miljø.
- Sæbebær og vaskenødder er ikke dokumenteret effektive og kan i praksis øge dit energiforbrug.
Det betyder, at du både for klima, miljø, tøjets levetid og økonomi står stærkest ved at vælge miljømærkede pulver- eller flydende vaskemidler og dosere korrekt.
Skyllemiddel og alternativer
Skyllemiddel gør tøjet blødt og velduftende, men det har ingen effekt på selve vaskeresultatet. Samtidig kan det begrænse tøjets levetid, fordi det lægger en hinde på fibrene. Miljøstyrelsen siger, at skyllemiddel er unødvendigt og kan være belastende for miljøet og for personer med sart hud. Overvej derfor at droppe det og prøve alternativer i stedet.
- En lille sjat hvid eddike i skyllevandet blødgør og neutraliserer lugt
- Uldkugler i tørretumbleren kan erstatte skyllemiddel helt uden kemi
Mikroplast og vaskeposer
Når du vasker syntetiske tekstiler som fleece og polyester, frigives der mikrofibre, som ender i naturen. Vaskeposer kan opsamle en del af disse fibre. Hver opmærksom på at de vaskeposer, du køber, ikke selv er af polyester.
- Vaskeposer beskytter også tøjet mod slid
- Mest relevant til sportstøj, overtøj og fleece
Undgå polyester, når det er muligt
Selvom vaskeposer kan mindske problemet, er den mest bæredygtige løsning at reducere mængden af syntetiske tekstiler i garderoben. Polyester, akryl og nylon er alle plastbaserede materialer, som ikke blot frigiver mikroplast under vask, men også kræver olie i produktionen og er vanskelige at genanvende. Pointen er ikke at smide alt polyester ud, men at købe færre nye syntetiske tekstiler og bruge de stykker, du allerede ejer, så længe som muligt.
Tørring af tøjet
Selve tørringen kan være endnu mere energitung end vasken. En tørretumbler bruger store mængder strøm og slider hårdt på tøjet. Ifølge Energistyrelsen kan du spare op mod 700 kWh om året ved at hænge tøjet til tørre i stedet for at bruge tumbleren.:
- Tørresnor eller stativ er klart det mest bæredygtige valg
- Uldkugler i tumbleren kan reducere tørretiden og dermed elforbruget
- Lufttørring bevarer farver og elasticitet i tøjet bedst
Vedligehold din vaskemaskine
For at få mest muligt ud af din maskine – og forlænge dens levetid – er det vigtigt at holde den ren. Kalk, sæberester og snavs kan opbygge sig over tid og gøre vasken mindre effektiv.
- Rens filteret jævnligt for fnuller og smågenstande
- Kør en tom vask på 60 grader med lidt eddike eller maskinerens for at fjerne kalk og bakterier
- Lad lågen stå på klem efter vask, så maskinen kan tørre
Det handler om balance
Du behøver ikke ændre alle dine vaner fra den ene dag til den anden. Start med de små skridt: skru ned for temperaturen, vælg økoprogrammet og lad tumbleren få en pause. På den måde passer du både på klimaet, dit tøj og din økonomi – uden at gå på kompromis med hygiejnen.