Når danskerne stemmer til kommunalvalget, handler det ikke kun om skoler og ældrepleje. Kommunerne spiller også en central rolle i arbejdet med at nå Danmarks klima- og miljømål.
Selvom de nationale rammer fastlægges af Folketinget, er det kommunerne, der i praksis skal føre mange af beslutningerne ud i livet. De planlægger, prioriterer og forvalter store dele af den grønne omstilling i hverdagen – fra varmeforsyning og affaldshåndtering til naturpleje og klimatilpasning.
Forsyning
Kommunerne har et afgørende ansvar for varmeforsyning, el og vand. Staten fastsætter de overordnede mål – som at Danmark skal have fossilfri fjernvarme senest i 2030 – men det er kommunerne, der bestemmer, hvordan målet skal nås lokalt.
Hver kommune skal udarbejde en varmeplan, der viser, hvilke områder der skal have fjernvarme, varmepumper eller individuel opvarmning. Det betyder, at der kan være store forskelle fra kommune til kommune. I nogle byer satses der på store fjernvarmenet med grøn energi, mens mere landlige kommuner arbejder med decentrale løsninger som lokale biovarmeværker eller fælles varmepumper.
Også drikkevand og spildevand hører under kommunernes ansvar, dog inden for nationale rammer. Staten sætter krav til kvalitet, grundvandsbeskyttelse og rensning, men kommunerne står for den praktiske forvaltning. Det er dem, der planlægger nye boringer, overvåger vandmiljøet og fastlægger, hvor meget vand der må indvindes.
I el-forsyningen har kommunerne mindre direkte ansvar, men de kan understøtte udbygningen af vedvarende energi gennem lokalplanlægning – for eksempel ved at reservere arealer til solceller og vindmøller.
Klimatilpasning
Klimaændringerne mærkes allerede lokalt, og her spiller kommunerne en nøglerolle, da klimatilpasning er i praksis et kommunalt anliggende.
Kommunerne udarbejder klimatilpasningsplaner, der skal beskytte mod oversvømmelser, skybrud og stigende vandstande. Det handler både om store tekniske løsninger – som bassiner og kloakforstærkning – og om naturbaserede tiltag som regnbede, grønne tage og åbne vandløb.
Kommunerne prioriterer også, hvilke områder der skal beskyttes, og hvor der kan være brug for at give naturen mere plads. I kystnære kommuner er arbejdet med stormflodssikring og diger særligt centralt, men ofte sker det i samarbejde med staten, fordi projekterne krydser kommunegrænser eller kræver store investeringer.
Et eksempel er de store skybrudsprojekter i København, hvor kommunen har stået for planlægning og finansiering, mens staten har fastsat de tekniske krav og sikret samspillet med vandlovgivningen.
Affaldsområdet
Kommunerne står for indsamling og sortering af affald, mens staten fastlægger de overordnede mål og krav – eksempelvis at 80 procent af husholdningsaffaldet skal genanvendes i 2030.
Hvordan målet nås, er kommunalt besluttet. Nogle kommuner satser på mange fraktioner og avanceret sortering ved husstanden, mens andre fokuserer på fælles indsamlingspunkter. Kommunerne ejer ofte også affaldsselskaber, der driver genbrugsstationer og forbrændingsanlæg.
Når der tales om cirkulær økonomi, er det typisk kommunerne, der skal omsætte principperne til praksis: ved at sikre, at affald bliver til ressourcer, støtte lokale reparationsinitiativer og udvikle systemer for genbrug og deling.
Staten sætter dog rammer for, hvor affaldet må behandles, og har de seneste år centraliseret dele af sektoren for at skabe større effektivitet. Kommunerne har fortsat et ansvar for at få borgerne med – og sikre, at sorteringen rent faktisk fungerer i hverdagen.
Naturområder
Natur og biodiversitet er et andet område, hvor kommunerne har betydelig indflydelse. Staten ejer og forvalter store dele af den beskyttede natur, men kommunerne planlægger og plejer størstedelen af de grønne områder, parker, skove og søer, som borgerne bruger i hverdagen.
Kommunerne udpeger lokal naturbeskyttelse, laver naturplejeplaner og kan vælge at omlægge kommunale arealer til vild natur. De står også for håndhævelse af naturbeskyttelsesloven lokalt – for eksempel ved at vurdere, om byggeri eller anlæg påvirker fredede områder.
Nogle kommuner har valgt at gå længere end lovens minimum, fx ved at indføre pesticidfri drift eller udvikle kommunale biodiversitetsstrategier. Andre har samarbejder med landmænd og lodsejere om at skabe mere natur på private arealer.
Selve målene for naturbeskyttelse fastlægges dog nationalt. Staten beslutter, hvor mange naturarealer der skal være beskyttet, og fastlægger regler for Natura 2000-områder, vandplaner og arter under EU’s habitatdirektiv. Kommunerne får så ansvaret for at føre planerne ud i livet lokalt.
Transport og byplanlægning
Transportsektoren er en af de store kilder til CO₂-udledning, og her spiller kommunerne en vigtig, men delt rolle. Staten fastsætter overordnede regler for veje, afgifter og kollektiv trafik, men kommunerne har indflydelse på, hvordan byer og landsbyer udvikles – og hvor meget transport, der bliver nødvendig.
Gennem lokalplanlægning kan kommunerne skabe tættere byer, sikre gode cykelforbindelser og prioritere grøn mobilitet. De kan også investere i elbil-ladestandere, begrænse biltrafik i bymidten og stille krav til transport i kommunens egne indkøb og driftsopgaver.
Men store infrastrukturbeslutninger – som motorveje, togstrækninger eller statslig kollektiv trafik – afgøres på nationalt niveau. Kommunerne kan dog påvirke projekterne gennem høringer og samarbejde.
Kommunernes rolle i praksis
Selvom det meste klima- og miljøarbejde bygger på nationale mål, er kommunerne helt afgørende for, at planerne lykkes. De omsætter de politiske beslutninger til konkrete handlinger og har samtidig frihed til at vælge de løsninger, der passer bedst til lokale forhold.
Det betyder, at den grønne omstilling kan se meget forskellig ud rundt i landet. En bykommune som København prioriterer fjernvarme, grøn mobilitet og skybrudssikring, mens en landkommune som Lemvig fokuserer på naturbaseret klimatilpasning og lokale energifællesskaber.
I sidste ende er kommunerne de steder, hvor klimamål bliver til virkelighed.
Hvad du kan se efter som vælger
Når du skal vælge, hvem du vil stemme på ved kommunalvalget, kan det være værd at undersøge, hvordan kandidaterne forholder sig til klima og miljø i praksis. Lokale beslutninger handler sjældent om de store internationale aftaler, men om prioriteringer, der former hverdagen: varme, vand, transport og natur.
Som vælger kan du især kigge efter:
- Varmeforsyning og energi: Vil kandidaterne satse på grøn fjernvarme, lokale varmepumper og energirenovering – eller på lavere priser frem for grøn omstilling?
- Klimatilpasning: Hvordan vil de beskytte kommunen mod oversvømmelser og stigende vandstande – med tekniske løsninger som diger og kloakker eller grønne løsninger som parker og regnbede?
- Affald og ressourcer: Ønsker de mere sortering og genbrug lokalt, eller vil de overlade håndteringen til større, centrale anlæg?
- Natur og biodiversitet: Støtter de flere vildere arealer og beskyttelse af arter, eller ser de naturen primært som rekreative områder?
- Transport og byplanlægning: Vil de gøre det nemmere at cykle, bruge kollektiv trafik og lade elbiler – eller er biltrafikken fortsat den højeste prioritet?
- Kommunens egne indkøb og drift: Skal kommunen gå forrest med grønne indkøb, bæredygtige byggekrav og CO₂-neutrale bygninger?
Klimapolitik i kommunerne handler i sidste ende om, hvordan fælles ressourcer bruges – og hvor meget de lokale beslutningstagere vægter miljø og bæredygtighed, når hverdagen planlægges. Din stemme er med til at sætte retningen.
