Nye videooptagelser afslører, hvordan fusk med lange grisetransporter fra Danmark stadig lever i bedste velgående.
Optagelserne, som indgår i en pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse, viser ifølge organisationen systematiske overtrædelser af reglerne for transport af smågrise – samtidig med at de danske myndigheder fortsat godkender transporter til et omstridt staldanlæg i Norditalien, der efterforskes for ulovlige omlastninger af grise.
Hvert år transporteres mere end 16 millioner danske smågrise ud af landet, primært til opfedning og slagtning i lande som Tyskland, Polen og Italien.
Transporterne foregår ofte i lastbiler med fire eller fem etager, hvor mellem 500 og 700 grise står tæt pakket på lange ture gennem Europa.
Ifølge dyreværnsorganisationer er netop transportens længde og manglende hvile blandt de største risici for dyrenes velfærd.
Videooptagelser viser systematisk snyd
Pressemeddelelsen dokumenterer, hvordan transporter på papiret lever op til EU’s dyrevelfærdsregler, mens virkeligheden ser helt anderledes ud.
Transportørerne indsender logbøger til Fødevarestyrelsen, hvor ruter, pauser og bestemmelsessteder fremgår.
Men videooptagelser viser, at disse oplysninger i flere tilfælde ikke stemmer overens med de faktiske forhold.
Ifølge Dyrenes Beskyttelse angives der ofte et formelt bestemmelsessted, selv om grisene i praksis kun opholder sig der i få timer, før de omlastes og køres videre.
Dermed omgås reglerne for obligatorisk hvile, som kræver mindst 24 timers pause ved et hvilested og op til 48 timer ved et egentligt bestemmelsessted.
Se videoen fra Dyrenes Beskyttelse herunder:
Campo Tures: Godkendt på papiret, men…
Et centralt omdrejningspunkt i kritikken er et diskret staldanlæg i den norditalienske bjergby Campo Tures.
Udefra ligner anlægget et almindeligt parcelhus, men flere gange om ugen ankommer lastbiler fyldt med danske smågrise efter op mod 20 timers transport.
Ifølge Dyrenes Beskyttelse fungerer stedet reelt som et midlertidigt samlested og ikke som en endelig destination.
Videoovervågning foretaget i december viser, hvordan en lastbil ankommer tidligt om morgenen, hvorefter grisene kort efter vurderes at blive omlastet til en anden lastbil og kørt videre – uden det krævede hvil.
Stedet har i flere måneder været genstand for en efterforskning, som er iværksat af Fødevarestyrelsen, men hvor de italienske myndigheder har ansvaret.
Alligevel fortsætter de danske myndigheder med at forhåndsgodkende transporter til Campo Tures.
Der gribes ikke ind
Direktør i Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, retter en skarp kritik mod myndighederne:
“Jeg er forarget over, at Fødevarestyrelsen ikke tager det langt mere alvorligt. Der godkendes stadig ture til Campo Tures, uden man tilsyneladende tager ansvar for, at det udnyttes til at bryde loven. Vi plejer at være et retssamfund, men her svigter systemet“, udtaler hun således i pressemeddelelsen.
Organisationen peger på, at de italienske myndigheder allerede har bekræftet, at gps-data fra en tidligere transport understøtter observationer af ulovlig videretransport.
Alligevel har nye videooptagelser vist, at praksissen fortsætter.
Læs også: Regeringen trækker løfte tilbage: Dropper indsats mod svinetransport-snyd
Fødevarestyrelsen kan ikke gøre noget
Fødevarestyrelsen afviser kritikken og henviser til EU-reglerne.
I en skriftlig kommentar oplyser styrelsen, at Campo Tures er godkendt som bestemmelsessted, og at man derfor ikke kan afvise logbøger alene på baggrund af adressen.
“Det er vigtigt at slå fast, at det er virksomhederne, som er ansvarlige for, at reglerne overholdes, og det er de italienske myndigheder, der kontrollerer Campo Tures“, skriver styrelsen, som ikke ønsker at kommentere yderligere på kritikken, i et svar til Politiken.
Fødevareminister Jacob Jensen har heller ikke ønsket at kommentere de nye oplysninger.
Millioner af grise – og et system, der vakler
Eksporten af levende smågrise er eksploderet de seneste to årtier.
Fra omkring 2 millioner i 2004 til over 16 millioner i 2024.
Samtidig er antallet af transporter, hvor grisene angives sendt til falske bestemmelsessteder, mere end firedoblet på få år.
Ifølge Dyrenes Beskyttelse er konsekvensen et kontrolsystem, der i praksis gør det muligt at transportere grise i dagevis – uden, at de danske myndigheder ved, hvor dyrene ender, eller om reglerne overholdes.
Organisationen varsler nu politianmeldelser på baggrund af de seneste videooptagelser.
Sagen rejser ifølge dyrerettighedorganisationer et grundlæggende spørgsmål: Er kontrollen med grisetransporter er indrettet til at beskytte dyrene – eller til at holde eksportmaskinen kørende – selv når reglerne gentagne gange brydes?
