Når havne og sejlrender i Danmark skal vedligeholdes eller udbygges, medfører det ofte, at der graves slam op fra havbunden. Det opgravede materiale – ofte betegnet som havneslam eller havbundsmateriale – bliver i mange tilfælde dumpet direkte tilbage i havet via en proces, der kaldes klapning.
I denne artikel gennemgår vi, hvad klapning indebærer, hvorfor mange mener, at det er problematisk – og hvorfor debatten om havneslam bliver stadig mere relevant.
Hvordan foregår klapning?
Klapning betyder, at opgravet havbundsmateriale fra havne, sejlrender eller andre maritime anlægsprojekter transporteres ud til særligt udpegede dumpningspladser til søs. Et skib udstyret med ”klapper” i bunden slipper slammet, og materialet synker – eller delvist synker – til bunds. Dette er en etableret metode, der ofte er billigere end at fragte slammet på land og deponere det under kontrollerede forhold.
Ifølge en oversigt fra myndighederne findes der i Danmark mange godkendte klappladser, og klapning finder sted både ved små havne samt i forbindelse med store anlægsprojekter.
Hvor meget slam dumpes?
Mængden af klappet materiale varierer, men i perioden 2013-2019 blev der ifølge Dansk Naturfredningsforening dumpet omkring 19,4 millioner kubikmeter havbund i danske farvande – svarende til gennemsnitligt omkring 2,8 millioner kubikmeter om året. Dette tal illustrerer omfanget af klapning og gør det tydeligt, at det ikke drejer sig om enkelte mindre oprensninger, men systematiske, løbende udsættelser af bundmateriale i havet.
Hvorfor er klapning, og især havneslam, problematisk?
Kritikken af klapning retter sig primært mod miljø- og naturpåvirkninger. Flere forhold gør, at især havneslam betragtes med bekymring:
- Forurening med tungmetaller og kemikalier: Havnesedimenter kan indeholde tungmetaller og andre miljøfremmede stoffer, fordi havneområder historisk har været belastet af industriel aktivitet, skibsfart, miljøskadelige stoffer og udledninger. Når sådan sediment graves op og spredes, risikerer man at flytte forureningen fra et – trods alt – relativt kontrolleret bund- og sedimentmiljø til et mere følsomt havområde.
- Udledning af næringsstoffer og organisk materiale: Slam kan indeholde kvælstof, fosfor og organisk stof, der ved dumpning i havet kan ændre det lokale økosystem.
- Tab af habitat og forstyrrelse af bundorganismer: Når slam dumpes på bunden, kan bunddyr og planter blive dækket til eller drukne i sediment. Planter som ålegræs, og bunddyr der lever i eller på sedimentet, risikerer at miste deres levesteder midlertidigt eller permanent. I områder med stor biologisk produktion kan det være særligt problematisk.
- Usikkerhed og manglende viden: Ifølge kritikere er de nuværende regler og tilladelser ofte baseret på utilstrækkelige miljøvurderinger. I mange tilfælde testes materialet kun for et begrænset antal tungmetaller eller for gamle analyser, før det vurderes egnet til dumpning. Det er uklart, hvilke langtidsvirkninger dumpning kan have – både for lokale økosystemer og i et bredere perspektiv.
Derfor opfordrer miljøorganisationer og forskere til, at klapning kun må finde sted, hvis der foreligger en grundig og opdateret miljøanalyse – eller alternativt, at slammet bliver håndteret på land eller nyttiggjort på en sikrere måde.
Klapning i praksis: kontroverser og konkrete sager
Et af de mest omtalte eksempler i nyere tid er det planlagte projekt med Lynetteholm i Københavnsområdet. Her var planen at dumpe store mængder havneslam i Køge Bugt – men efter massiv kritik fra fagfolk, miljøorganisationer og endda fra udenlandske myndigheder, besluttede politikerne i Folketinget i 2022 at stoppe dumpningen og i stedet indarbejde havneslammet i den nye kunstige halvø.
Denne sag viser, at alternativer til traditionel klapning kan gennemføres – når politisk vilje, offentlig opmærksomhed og miljøhensyn vejer tungt. Den understreger også, at debatten om havneslam ikke kun handler om tekniske løsninger, men om vores syn på havet som natur, bolig for liv og ressource.
Økonomi og praktiske udfordringer
En af årsagerne til, at klapning fortsat anvendes bredt, er økonomisk. Det er generelt langt billigere at dumpe bundmateriale i havet end at losse det på land, transportere det og deponere det. Landdeponering kræver arealer, miljøgodkendelser og ofte omfattende håndtering. Ifølge en tidligere vurdering kunne etablering af et landbaseret depot for det mest forurenede havneslam koste staten mellem 200 og 250 millioner kroner.
Samtidig er en stor del af det opgravede materiale ofte fint mudder med ringe bæreevne, hvilket gør det mindre egnet til genanvendelse i anlægsprojekter eller til kystfodring. Derfor ender mange oprensninger med klapning, fordi der ikke findes en ”praktisk” alternativ anvendelse – med de nuværende infrastrukturer og priser.
Hvad kan og bør gøres? – Kritikernes forslag
Flere miljøorganisationer og eksperter har foreslået en række tiltag for at mindske belastningen fra havneslam:
- Skærpet regulering og strengere krav: Materialet, der ønskes dumpet, bør gennemgå omfattende analyse for forurenende stoffer – inklusive en opdateret kemisk screening. Det skal være klart dokumenteret, at slammet er uskadeligt, før tilladelse gives. Kritikere siger, at dagens praksis med få testparametre og gamle data er utilstrækkelig.
- Miljøvurdering af klappladser: Hver klapplads bør vurderes med hensyn til bundforhold, dybde, biologisk aktivitet, artsdiversitet og følsomhed. Dumpning bør undlades i områder med særlig naturværdi, iltsvingninger, sårbar fauna eller beskyttede naturtyper.
- Øget genanvendelse og alternativ håndtering: Der bør lægges større vægt på at genanvende bundmateriale, for eksempel ved at indbygge det i anlægsprojekter, kystopbygning eller deponering på land, når det er muligt – frem for automatisk at vælge dumpning. Eksemplet med Lynetteholm viser, at det kan lade sig gøre, når prioritering og planlægning ændres.
En fremtid uden havneslam-forurening?
Havneslam og klapning er ikke et entydigt problem – men et komplekst spørgsmål med miljømæssige, økonomiske og praktiske aspekter. Der er legitime behov for vedligeholdelse af havne og sejlrender, og klapning er i mange tilfælde den billigste og mest tilgængelige løsning. Men det er netop derfor, at klapning bør ske med stor varsomhed, omfattende analyser og kun under betingelser, hvor risikoen for miljøskade er minimal.
Når forurenet havneslam dumper i åbent hav, kan det flytte gamle miljøproblemer til nye, sårbare områder – med negative konsekvenser for bunddyr, fisk, vandkvalitet og hele det marine økosystem. Den politiske beslutning om at stoppe dumpningen fra Lynetteholm illustrerer, at det er muligt at vælge mere bæredygtige løsninger.
I lyset af de mængder slam, der årligt dumpes, må samfundet overveje, om det er rimeligt at fortsætte praksissen med de nuværende regler – eller om man bør stille højere krav til slammet, til klappladser og til genanvendelse. Havet fortjener at blive behandlet som en sårbar naturressource, ikke som et losseplads.
