Gratis loppestand som ekstra julehjælp

Flere tusinde familier søger igen i år julehjælp, og behovet vokser. Nu tilbyder Kirppu to ugers gratis standleje til økonomisk pressede børnefamilier, så de kan tjene deres egen indtægt på genbrug og skabe lidt mere luft i økonomien.

Sara Holt

Redaktør

Kirrpu loppeshop
Foto: Silje Louw/Kirppu

For nogle danske familier, er december ikke lig med hyggelige traditioner og lækker mad, men i stedet en kamp om prioriteringer og at føle sig udenfor.

Flere tusinde har igen i år søgt om hjælp gennem Julehjælpen.dk, og behovet er endda vokset. Faktisk så meget at nogle organisationer har måttet lukke for ansøgninger.

Læs også: Ærgerlig rekord: Flere end nogensinde ansøger om julehjælp

Midt i den udvikling introducerer genbrugskæden Kirppu et nyt tiltag, der skal give økonomisk pressede børnefamilier en mulighed for selv at skabe en indtægt.

Tiltaget går ud på, at familier, der har ansøgt hjælp via Julehjælpen.dk, kan få to ugers gratis standleje i alle Kirppus butikker. Det skal give dem mulighed for at tjene penge på de ting, de allerede har derhjemme.

En december med voksende behov

Ifølge Julehjælpen.dk oplever organisationen endnu en gang en markant efterspørgsel fra familier, der mangler økonomisk råderum i højtiden. Mange af dem er enlige forsørgere, og udfordringerne stopper ikke ved juletid.

Det understøttes af en Egmont-undersøgelse fra 2024, hvor 10 procent af de økonomisk belastede familier måtte undvære nødvendigt tøj og fodtøj til deres børn, og hvor 17 procent af børnene havde sprunget måltider over.

I Kirppus pressemeddelelse siger Nina Wejdemann, talsperson for Julehjælpen.dk:

For et stigende antal familier er december ikke hygge og forventningsglæde, men en påmindelse om alt det, de ikke har råd til. Vi kan ikke redde familierne ud af fattigdom, men vi kan give dem et frirum. At Kirppu tilbyder gratis standleje, hjælper familierne med at skabe egen økonomi, ikke kun til julegaver, men også efter jul. Det betyder rigtig meget.”

Et tilbud der giver mulighed for indtjening

Kirppu tilbyder gratis standleje frem til udgangen af februar 2026 for alle, der har ansøgt om hjælp hos Julehjælpen.dk.

Modellen giver familierne mulighed for selv at bestemme, hvad de vil sælge. Det kan være tøj, legetøj, køkkenudstyr eller ting, der ellers har samlet støv derhjemme.

Når varerne er prissat og sat på standen, varetager Kirppu selve salget i butikken, mens hele overskuddet går til familien. For mange kan det være en måde at skabe økonomisk luft på en tid af året, hvor udgifterne er høje.

Kirppus marketingchef Sophia Kalb Møller siger om tiltaget:

“For os handler det om at give en håndsrækning, der både gør en forskel her og nu og viser det potentiale, der ligger i genbrug. Når man sælger ud af ting, man allerede har derhjemme, skaber man sin egen indtægt, og mange oplever, at overskuddet rækker længere end forventet.”

Hun påpeger også at tiltaget kan give inspiration til andre danskere:

“…Men det er i lige så høj grad et signal til alle andre danskere: Genbrug er et fornuftigt valg, uanset økonomi. Man kan tjene lidt ekstra, man kan købe kvalitetsvarer billigere, og samtidig bidrager man til den cirkulære økonomi.”

Når man har en stand hos Kirppu, skal man ofte vente omkring en månedstid på udbetalingen af ens salg, men man kan også vælge at bruge ens saldo til at købe ting direkte hos dem. På den måde kan familierne, der bruger tilbuddet i december købe julegaver uden at skulle have penge op ad lommen.

Cirka 350 familier har allerede taget imod tilbuddet via Julehjælpens portal, fremgår det af pressemeddelelsen. Det viser ifølge organisationen selv, at behovet er stort, og at nye løsninger tages imod med interesse.

Når genbrug bliver en del af økonomien

Genbrug har i mange år været knyttet til miljø- og klimabudskaber, men for mange familier er det også blevet en del af den økonomiske strategi.

At sælge ting på en stand giver mulighed for at tjene penge uden at skulle investere først, og det kan være en mere overskuelig model end at sælge ting enkeltvis online.

Samtidig rummer Kirppus model et element af værdighed, fordi familierne selv skaber indtægten og dermed selv bestemmer, hvad pengene skal gå til.

Samtidig rejser initiativet bredere spørgsmål. Tiltaget kan skabe et pusterum, men det kan ikke ændre på de strukturelle udfordringer, som mange økonomisk pressede familier står i.

Det gør Nina Wejdemann selv opmærksom på, hvor hun siger, at behovet vokser år for år, og at løsninger som denne kan gøre en reel forskel, men ikke kan løse fattigdommen i sig selv.

Et lille skub i en svær måned

For nogle familier kan en gratis stand betyde, at der bliver råd til vinterstøvler, mad eller en gave, som ellers ville være valgt fra. For andre kan det være en måde at opdage en ny indtægtsmulighed, der også kan bruges resten af året. Normalt koster en uges standleje ved Kirppu 200-250 kr – afhængigt af by – og standene er ofte ganske eftertragtede.

Uanset udfaldet viser tiltaget, at også den cirkulære økonomi kan finde nye roller, når privat, frivillig og kommerciel indsats mødes.

Kirppus tilbud løber indtil udgangen af februar 2026 og gælder alle ansøgere til Julehjælpen.dk.

Ifølge organisationen selv var næsten 9.000 familier afhængige af julehjælp i 2024, og meget tyder på, at tallet ikke falder i de kommende år. I den virkelighed bliver selv mindre initiativer en del af en større fortælling om, hvordan Danmark håndterer voksende økonomisk usikkerhed blandt børnefamilier.

Står du selv og tænker hvad du kan gøre for at hjælpe? Så kan du enten donere pengebeløb – eller endnu bedre – brugte ting til Julehjælpen.dk.

Find mere læsestof her