Når finansministre, centralbankdirektører og udviklingschefer mødes i Washington senere i oktober, bliver det ikke kun økonomi og inflation, der står på dagsordenen. Bag kulisserne udspiller der sig en kamp om, hvad verdens udviklingsbanker egentlig skal være: et redskab til at løfte økonomier ud af fattigdom – eller en drivkraft for den globale grønne omstilling.
EU har allerede valgt side. I et udkast, som Reuters har fået indsigt i, lægger unionen op til at presse på for at få de store multilaterale udviklingsbanker – som Verdensbanken, Den Afrikanske Udviklingsbank og Den Asiatiske Udviklingsbank – til at skrue markant op for deres klimafokus. Ifølge udkastet skal bankerne i højere grad støtte Parisaftalens mål, afvikle investeringer i fossile brændsler og hjælpe med at tiltrække privat kapital til grønne projekter.
USA, som er den største aktionær i Verdensbanken og IMF, ser anderledes på det. Den amerikanske regering under præsident Trump har signaleret, at klimarelaterede initiativer bør fylde mindre, og at udviklingsbankerne i stedet skal vende tilbage til deres “kerneopgave”: økonomisk stabilitet og traditionel udviklingsstøtte.
To syn på udvikling
Uenigheden mellem EU og USA handler ikke blot om prioriteringer, men om to vidt forskellige syn på, hvad “udvikling” egentlig er.
For EU hænger kampen mod klimaforandringer uløseligt sammen med økonomisk vækst. Kommissionen har gentagne gange understreget, at udviklingsbankerne spiller en central rolle i at mobilisere investeringer til den grønne omstilling, og at reformer af bankernes struktur er nødvendige for at nå Parisaftalens mål.
USA’s tilgang er mere traditionel: fokus på økonomisk vækst og jobskabelse først – klima bagefter. Ifølge diplomatiske kilder, som Reuters har talt med, mener den amerikanske delegation, at bankerne er blevet for politiserede, og at klimamål ikke bør udgøre et særskilt mandat.
Fra bistand til klimafinansiering
Striden afspejler en større bevægelse i international politik. De seneste år har EU arbejdet for, at udviklingsbankerne skal tænke klima og udvikling som ét samlet felt. Siden Verdensbankens nye præsident Ajay Banga trådte til i 2023, har banken bevæget sig i en grønnere retning – men tempoet og prioriteringen er omdiskuteret.
Flere udviklingslande har udtrykt bekymring for, at et stærkt klimafokus kan flytte finansiering væk fra grundlæggende behov som sundhed, uddannelse og infrastruktur. Andre advarer om, at strammere grønne kriterier kan gøre lån dyrere og dermed udelukke de lande, der i forvejen har mindst adgang til kapital. Det synspunkt deles blandt andet af repræsentanter fra afrikanske og asiatiske udviklingsbanker, som i internationale medier har efterlyst mere fleksibilitet i de kommende reformer.
EU vil vise lederskab
For EU er målet at vise, at grøn omstilling og økonomisk udvikling ikke behøver være hinandens modsætninger. Den Europæiske Investeringsbank (EIB) har allerede meldt ud, at den vil fordoble sine investeringer i klimatilpasning til 30 milliarder euro inden 2030. Samtidig har både Tyskland, Frankrig og Danmark presset på for, at de øvrige udviklingsbanker følger trop.
I Udenrigsministeriets strategi for global klimapolitik står der direkte, at Danmark vil arbejde for “at bidrage til at flytte de globale finansielle strømme væk fra fossile brændsler og over mod grønne, klimavenlige investeringer.”
Der er også en erkendelse af, at omstillingen ikke kan løftes af offentlige midler alene. Ifølge Verdensbanken og International Finance Corporation kan investeringer, hvor det offentlige tager en del af risikoen, tiltrække betydelige private midler – i nogle tilfælde flere gange det oprindelige beløb – når rammerne er stabile og projekterne velstrukturerede.
EU’s mærkesag frem mod COP30
EU’s pres på udviklingsbankerne er ikke tilfældigt timet. I november samles verdens lande til COP30 i Brasilien, hvor finansiering af den grønne omstilling bliver et af de mest omstridte emner. EU ønsker at møde op med en samlet strategi for, hvordan de internationale finansinstitutioner skal bidrage til at betale for klimakrisen – ikke kun gennem klassisk bistand, men ved at omstille hele kapitalstrømme mod bæredygtige investeringer.
Flere diplomatiske kilder har peget på, at EU vil bruge efterårets forhandlinger i Verdensbanken og IMF som løftestang for at få større opbakning til sin linje under COP30.
For EU er det afgørende at vise, at klimafinansiering ikke kun handler om støtte, men om global økonomisk reform – og at verdens rigeste lande har et ansvar for at skabe de finansielle rammer, der gør det muligt for udviklingslande at handle.
Men hvis USA fastholder sin modstand, kan konflikten mellem de to parter trække dybe spor ind i COP30-forhandlingerne. Den vil i så fald blive endnu et bevis på, at kampen for den grønne omstilling ikke kun udspiller sig i klimamødernes forhandlingsrum – men også i bankernes bestyrelser og finansverdenens maskinrum.
En global gældskrise lurer
Bag de tekniske forhandlinger ulmer en større bekymring: Mange udviklingslande er i forvejen tynget af gæld og har begrænset adgang til finansiering. Hvis klimafokus betyder strammere betingelser eller højere renter, kan det forværre situationen. Derfor insisterer EU på, at reformerne skal gøre det lettere – ikke sværere – at investere i grøn udvikling.
Udkastet, som Reuters har set, foreslår blandt andet, at bankerne skal bruge flere lokale valutaer, udvikle bedre risikodelingsmekanismer og offentliggøre mere gennemsigtige klimadata. På den måde håber EU at skabe tillid til, at investeringerne faktisk virker – og at pengene ender dér, hvor de gør størst forskel.
Et spørgsmål om troværdighed
Konflikten mellem EU og USA er i sidste ende et spørgsmål om lederskab. For EU handler det om at bevare troværdigheden som drivkraft i den globale grønne omstilling. For USA handler det om at beskytte sine økonomiske interesser og undgå, at internationale institutioner bliver arenaer for klimaaktivisme.
Når Verdensbanken og IMF mødes senere i oktober, bliver det derfor mere end blot et finansmøde. Det bliver en test på, om verden stadig kan samle sig om Parisaftalens målsætninger – eller om de smuldrer, når nationale interesser tager over.
