Der dufter af kanel, gran og brændte mandler, når december folder sig ud i Danmark. Men meget af det, vi i dag forbinder med julen, har fået en tyk dyne af overflod over sig. Indkøbskurvene bliver hurtigt fyldt, køleskabene bugner, og vi taler om både madspild og gavepres som faste decembertemaer. Før i tiden var julen noget ganske andet. Ifølge Nationalmuseet var den et højdepunkt i et år, hvor sparsommelighed og omtanke var livsnødvendigt, ikke et moralsk valg. Julens mad, pynt og traditioner var skabt ud fra, hvad man havde ved hånden, og alt blev brugt til sidste krumme.
I en tid hvor mange leder efter mere bæredygtige måder at fejre højtiden på, er det bemærkelsesværdigt, hvor moderne fortidens december faktisk virker. For selvom teknologien ændrer sig, er tankerne bag datidens jul overraskende tidløse: Brug det du har, pas på det du ejer, og lad intet gå til spilde.
Risengrøden der aldrig gik til spilde
Risengrød har en lang historie i Danmark, men den var ikke altid for alle. Ifølge Lex.dk var risengrød i mange år en luksusret, fordi ris var en importvare, som kun velstående familier havde råd til at bruge i større mængder. I 1700- og begyndelsen af 1800-tallet var det derfor primært i borgerlige byhjem, at risengrød blev serveret som festmad i julen, mens folk på landet typisk spiste sødgrød af byg eller havre.
Det var først i løbet af 1800-tallet, at ris blev mere tilgængelige – især i takt med øget handel og faldende priser. Den Gamle By beskriver, hvordan risengrød i denne periode begyndte at overtage pladsen fra sødgrøden i mange hjem, og hvordan den gradvist blev en fast del af juleforberedelserne.
Tradition med at bruge rester fra grøden til risalamande peger på en praktisk måde at forlænge råvarernes levetid – en logik der i dag læses som bæredygtig, men som dengang var almindelig husholdningstænkning.
Syltning og saltning: Den oprindelige decemberforberedelse
Konservering var en nødvendig del af hverdagen før køleskabets tid, og mange af de retter vi forbinder med jul, udspringer af netop denne praksis. Ifølge Den Gamle By var syltning, saltning, tørring og røgning centrale metoder til at sikre mad gennem vinterhalvåret. Grøntsager som rødkål, rødbeder og agurker kunne holde sig i månedsvis, når de blev syltet eller opbevaret køligt, og kød blev lagt i saltlage eller hængt til tørre.
Også juletilbehøret har rødder i denne måde at sikre vinterforråd på. Rødkål blev ofte forberedt i efteråret og brugt i december, og sild i lage var en vigtig del af vinterkosten i både by og på land. Retter som medister og sylte blev traditionelt lavet i forbindelse med vinterslagtningen, hvor man udnyttede hele dyret og fik skabt mad, der kunne række længe.
Selvom syltning i dag er blevet et hobbyprojekt for mange, var det oprindeligt en essentiel del af decemberforberedelserne – og et eksempel på hvordan fortidens husholdninger arbejdede med ressourcer på en måde, der er tæt på det, vi i dag kalder bæredygtigt.
Vintergrønt som festmad
Julens farver har altid været grønne, men det gjaldt også maden. Ikke for at være moderne, men fordi det var det, årstiden bød på. Ifølge Landbrugsmuseet Gl. Estrup var danske vintermåltider historisk baseret på rodfrugter, kål, porrer, æbler og tørrede frugter. Alt, hvad der kunne holde sig i fadeburet eller på loftet, blev brugt i månederne med frost.
Derfor var julemaden i mange hjem præget af netop disse råvarer. Rødkål var ikke et tilbehør, man valgte af traditionel pyntesyge. Det var en af de grøntsager, der havde stået stærkt i frostgraderne. Bagte æbler, kålretter og retter med kartofler og selleri var almindelige dele af julemåltidet, længe før importeret frugt eller grønne salater fandt vej til decemberbordet.
I dag, hvor supermarkederne bugner af jordbær, avokado og asparges året rundt, giver vintergrøntsagernes sæsonlogik stadig mening. Mange vælger igen at dyrke en mere årstidsbestemt tilgang til madlavning, hvor december får lov at smage af det, der faktisk findes i jorden på denne tid af året.
Julepynt der gik i arv
Før pynt blev masseproduceret, var det noget man lavede selv og passede på. Nationalmuseet beskriver, hvordan flettede hjerter, kravlenisser og små figurer i papir og karton prægede danske hjem gennem 1900-tallets første halvdel. Stråstjerner og flettede kurve var almindelige, fordi materialerne var tilgængelige og kunne bruges igen år efter år.
Pynten blev ofte pakket nænsomt ned i kasser, der kun blev åbnet én gang om året. Slidte hjerter blev limet, figurer blev repareret, og papirgirlander blev hængt op igen, selvom farverne var falmet. Ikke fordi man romantiserede det enkle, men fordi julen ikke handlede om udskiftning, men om genkendelse.
Nutidens bevægelse mod genbrug og hjemmelavet pynt har et tydeligt slægtskab med denne kultur. Mange laver igen deres egne stjerner, genbruger gamle glas som lysestager eller finder stofrester frem til små ophæng. Ikke som et nostalgisk projekt, men som en moderne måde at skære ned på decemberforbruget og få julehyggen ind i stuerne.
Hjemmelavede gaver før købsgaver gjorde sit indtog
I de fleste danske hjem var gaver i gamle dage noget, man lavede selv. Ifølge Nationalmuseet bestod de tidlige julegaver i 1800-tallet især af håndarbejde, strikkede strømper, små træfigurer, broderede lommetørklæder eller tegninger fra børnene. Gaverne var ikke en selvstændig begivenhed som i dag, men en del af den langsomme decemberforberedelse, hvor man brugte de materialer, der allerede fandtes i hjemmet. Det var tanken og tiden, der talte, ikke prisen.
Den moderne idé om at give julegaver dukkede først for alvor op i Danmark, da juletræet blev almindeligt udbredt i midten af 1800-tallet. Ifølge Nationalmuseet kom juletræstraditionen til Danmark via tyske borgerlige familier, og med træet fulgte også små gaver, som blev lagt under grenene juleaften. Men det var stadig beskedne ting, ofte hjemmelavede eller praktiske.
Det er først i begyndelsen af 1900-tallet, at købte gaver for alvor begynder at blive en folkelig tradition. Industrialiseringen gjorde nye varer billigere, byerne voksede, og butikkerne begyndte at markedsføre julen på en måde, som lignede den moderne forbrugskultur. Efter 2. verdenskrig voksede forbruget i Danmark markant i takt med stigende velstand og masseproduktion, og man kan derfor forestille sig at det er her gaveindkøbet for alvor tager fart.
Set i det lys er hjemmelavede gaver ikke en nostalgisk kuriositet, men faktisk den ældste og mest bæredygtige gaveform vi har. En tradition, der har eksisteret i århundreder, længe før de første gaveindpakninger, ønskesedler og butikkernes julekampagner overhovedet fandtes.
Hvad vi kan tage med os i dag
Fortidens jul var langt fra perfekt, og mange traditioner gav mening under helt andre vilkår end dem vi lever med nu. Men ideerne bag dem er overraskende aktuelle. Når vi i dag taler om madspild, sæson, genbrug og mindre forbrug, følger vi i sporet på tidligere generationer, der var eksperter i netop ressourceeffektivitet.
Vi kan lade os inspirere af den gammeldags sparsommelighed og bruge risengrød, brød eller grøntsager i nye retter dagen efter. Vi kan give syltning og langtidsopbevaring en chance, eller vi kan lade julebordet smage af årstidens grønt i stedet for at hente verden hjem i supermarkedet. Vi kan også gøre pynten mere personlig og holde fast i det, vi allerede har liggende i julekassen.
Julen har altid forandret sig med tiden. Men nogle af de mest bæredygtige idéer er måske dem, vi allerede kender. De ligger i gamle kogebøger, i et syltet glas på hylden og i en papirkasse med pynt, der har overlevet mange generationer. Og måske er det netop de traditioner, der gør julen både smukkere og mere meningsfuld.
