Nu om stunder bliver atomkraft ofte fremhævet som en klimavenlig energikilde, fordi den producerer elektricitet uden direkte udledning af CO2.
Alligevel er atomenergi-området fortsat ganske kontroversielt og der er meget delte meninger om, hvorvidt teknologien egentlig er miljø- og klimamæssigt bæredygtig
En af de vigtigste årsager er problemet med atomaffald, der består af stærkt radioaktive restprodukter, som kan være farlige for mennesker, dyreliv og miljø i titusinder af år.
Spørgsmålet om, hvordan dette affald skal opbevares, transporteres og sikres på langt sigt, er stadig uklart – og netop derfor er atomaffald så kontroversielt.
Hvad er atomaffald overhovedet?
Atomaffald består primært af brugt brændsel fra atomkraftværker, men opstår også i forbindelse produktion af atomvåben og fra visse typer forskning.
Især det såkaldte højradioaktive affald indeholder stoffer som plutonium og uran samt radioaktive isotoper som cæsium-137 og strontium-90.
Disse stoffer udsender ioniserende stråling, som kan forårsage kræft, genetiske skader og alvorlige miljøproblemer.
Problemet forværres af, at mange af disse stoffer har ekstremt lange halveringstider.
Det betyder, at affaldet skal isoleres sikkert fra omgivelserne i op til 100.000 år – et tidsperspektiv, som kort sagt er umuligt at overskue.
Selv små lækager kan forurene jord, grundvand, landbrugsområder og drikkevandsressourcer i en sådan grad, at det er miljøskadeligt i flere generationer.
Visse typer affald kan delvist oparbejdes og på sigt kan man udvinde bl.a. uran og plutonium, som kan genanvendes i kernekraft-reaktorer.
Andre kortlivede isotoper, som adskilles ved oparbejdelsesprocesser, kan bruges i bl.a. medicinske sammenhænge.
Andre typer atomaffald er vanskeligere at genanvende.
Ulykker og erfaringer
Tidligere atomulykker har vist, hvor alvorlige konsekvenser radioaktiv forurening kan have, når det virkelig går galt.
Katastroferne ved Tjernobyl i 1986 og Fukushima i 2011 førte til udslip af radioaktive stoffer og tusindvis af folk måtte evakueres.
Læs også: Mellem frygt og forsyning – 15 år efter Fukushima
I Ukraine findes der stadig enorme mængder radioaktivt affald på det tidligere Tjernobyl-værk, som nu er indkapslet i store beton- og stålkonstruktioner.
Disse løsninger er dog kun midlertidige og forventes at være sikre i omkring 100 år – langt kortere end affaldets faktiske farlighed.
Derfor skal der på sigt findes en anden måde at opbevare Tjernobyl-resterne.
Midlertidig opbevaring
I mange lande bliver atomaffald opbevaret på eller nær de atomkraftværker, hvor det er produceret.
Det gælder blandt andet i Ukraine, USA og Storbritannien.
En sådan løsning kræver konstant overvågning, vedligeholdelse og et højt sikkerhedsniveau, hvilket gør den ekstremt dyr.
Desuden betyder atomaffaldets lange halveringstid, at det næsten pr. definition udgør en varig sikkerhedsrisiko, så længe det ligger deponeret i anlæg.
Risikoen for menneskelige fejl, tekniske svigt eller politisk ustabilitet gør, at mange eksperter mener, at affaldet bør sikres et mere forsvarligt sted.
Finland og idéen om dyb geologisk lagring
Et af de mere opfindsomme forsøg på en permanent løsning findes i Finland.
Her har man opført et dybt geologisk depot ved Olkiluoto, hvor atomaffald kapsles ind i kobberbeholdere og placeres 400–450 meter under jorden i stabil granit.
Tanken er, at både tekniske barrierer og naturlige geologiske forhold skal forhindre radioaktivt udslip i op mod 100.000 år.
Selvom projektet ofte fremhæves som et gennembrud, er det stadig kontroversielt.
Kritikerne peger på, at vi – af indlysende årsager – ikke har historisk erfaring med anlæg, der skal fungere sikkert over så lange tidsrum.
Klimaændringer, jordskælv eller uforudsete kemiske processer kan potentielt kompromittere sikkerheden og efterlade fremtidige generationer med konsekvenserne.
Transport af atomaffald – en overset risiko
Ud over opbevaringen udgør transporten af atomaffald en betydelig – og til tider over set – udfordring.
Affaldet skal ofte flyttes over lange afstande fra kraftværker til midlertidige lagre eller permanente depoter – nogle gange gennem tætbefolkede områder eller over landegrænser.
Selvom transporten er strengt reguleret og fortrolig, har der igennem tiden været adskillige ulykker, protester og politiske konflikter forbundet med disse transporter.
Risikoen ved transport handler selvfølgelig ikke kun om uheld, men også om frygten for sabotage, terrorisme og tyveri af radioaktivt materiale.
Derfor møder planer om atomaffaldstransport ofte massiv lokal modstand, hvilket yderligere forsinker og komplicerer håndteringen.
Hvorfor forbliver atomaffald kontroversielt?
Atomaffald er kontroversielt, fordi det berører så mange tekniske, miljømæssige, økonomiske og etiske problemstillinger.
Nutidens samfund kan måske nok drage fordel af atomenergi, men uanset, hvordan man vender og drejer det, så efterlader vi samtidig ansvaret for affaldet til kommende generationer.
I hvert fald med viden, som vi på nuværende tidspunkt besidder.
På den anden side hører vi jævnligt fra klima- og miljøeksperter, at vi allerede på på vej til at ødelægge jordkloden.
Skal vi derfor satse på kernekraft og vedvarende energi for at sænke vores CO2-udledninger? Eller er atomkraft simpelthen for uhåndtérbart og farligt til at det udgør et reelt alternativ til gas og olie?
Det er meget delte meninger om.
For selvom der ganske vist er gjort teknologiske fremskridt, findes der endnu ingen helt risikofri og globalt accepteret løsning på især atomaffald.
Netop denne usikkerhed betyder, at atomkraft fortsat er et yderst kontroversielt emne.
