Elektrificering bliver ofte præsenteret som en af de mest håndgribelige vej til den grønne omstilling.
Hvis vi kan erstatte benzin, diesel og gas med elektricitet – og hvis den elektricitet i stigende grad kommer fra vind og sol – så falder udledningerne.
Det er formentlig også derfor, at elektrificering typisk forbindes med elbiler, varmepumper og et mere “rent” energisystem.
Men i Danmark er elektrificeringen stødt ind i nogle meget lavpraktiske udfordringer: elnettets begrænsninger.
Energinet har netop meldt ud, at man indfører en midlertidig pause i nye nettilslutningsaftaler, fordi efterspørgslen efter netkapacitet har overhalet det, der på kort sigt realistisk kan leveres.
Der ligger omkring 60 gigawatt nyt forbrug i kø på tværs af transmissions- og distributionsnettet, mens Danmarks maksimale elforbrug i dag er omkring 7 gigawatt.
Uanset om alle projekter bliver til virkelighed, siger tallet noget afgørende: Mange vil på én gang, og systemet kan ikke bare udvides i samme tempo.
Det mærkes ikke kun i de store fremtidsindustrier, men også hos virksomheder, der vil omlægge drift og transport.
Når en aktør som Lidl vil etablere ladestandere til ellastbiler og mødes af kø og uklare tidshorisonter, bliver den grønne omstillings praktiske udfordringer pludselig meget konkrete.
Elnettet som flaskehals i en ellers grøn fortælling
Elnettet er bygget til en, i bund og grund, anden virkelighed end den, vi befinder os i på nuværende tidspunkt.
Nye højspændingsforbindelser og udbygning af kapacitet tager år og kræver lange godkendelsesprocesser.
Samtidig ændrer forbrugsmønstre sig hurtigt: Elbiler skaber nye spidsbelastninger, især når mange lader samtidigt i de billige nattetimer.
Fjernvarmen bruger mere el. Og oveni kommer en række helt nye strømkrævende projekter.
Det er her, elektrificering-narrativets paradokser bliver tydelige.
Den grønne omstilling skal angiveligt drives frem af grøn elektrificering – men elektrificeringen kan samtidig bremse omstillingen, fordi den presser kapaciteten så hårdt, at projekter må vente.
På den måde bliver “den grønne løsning” afhængig af en infrastruktur, der ikke nødvendigvis er grøn i sig selv, men bare skal være til stede: kabler, transformerstationer, tilladelser, investeringer og tid.
Datacentre – en kæmpe energisluger
Når politikere og eksperter taler om elektrificering i klimasammenhæng, taler vi næsten altid om transport.
Ideen er, at vi – ved at erstatte benzin og diesel med el – kan få et grønnere samfund.
Folk skal nu engang bruge transportmidler, så en overgang til mere el, repræsenterer en klimamæssig forbedring.
Datacentre er noget andet.
For det første er det egentlig ikke noget, som traditionelt har behøvet.
For relativt få år siden eksisterede de nærmest ikke.
Deres eksistensgrundlag er baseret på mere eller mindre optimistiske ideer om, at AI er nødvendig for vores fremtid.
Mange politikere undgår faktisk helt at forholde sig til datacentre og AI’s egentlige relevans.
I stedet taler de om datacentre som noget uafvendeligt.
Noget som nærmest helt naturligt vil opstå og som vi derfor må finde plads i elnettet til.
Det gør datacentre til en slags blind vinkel i den offentlige forestilling om grøn omstilling.
Vi forbinder dem ikke med “grønne løsninger” – snarere tværtimod – men de er naturligvis med til at definere, hvor stort elforbruget bliver, og hvor presset nettet er.
Og i en tid, hvor AI og cloud vokser voldsomt, er det svært at ignorere, at digitaliseringen har fået sin egen energiregning – en regning, som lander i samme system som elbilerne og varmepumperne.
Læs også: Datacentrets pris: Når vores digitale liv kræver jord, strøm og CO2-regnskaber
Danfoss’ skifte: Fra elbilkomponenter til datacentre
Danfoss har besluttet at sætte dele af sin automotive-forretning til salg – altså den del, der leverer komponenter til elbiler i Europa og USA – med henvisning til, at elbiludrulningen går langsommere end ventet og kræver mere langsigtede investeringer.
Der er ikke nok penge i det.
Danfoss fremhæver datacentre som et område med stærk vækst og gode indtjeningsmuligheder, og virksomheden markedsfører samtidig løsninger, der skal gøre datacentre “klimavenlige” gennem blandt andet køling, varmegenindvinding og effektiv strømdistribution.
Men “grønne datacentre” er et lidt kompliceret begreb.
Der kan være store gevinster i at reducere energitab, udnytte overskudsvarme og effektivisere driften, men om det ligefrem vil gøre datacentre til en del af den grønne omstilling er svært at se – på nuværende tidspunkt.
Og så er der det grundlæggende spørgsmål, som sjældent stilles højt: Hvad er formålet med al den beregning?
I det omfang datacentres “grønhed” primært måles i energieffektiv drift, risikerer man at flytte debatten væk fra, om væksten i databehandling i sig selv er forenelig med et system med begrænset grøn kapacitet.
Det kan let blive en fortælling, hvor alt kan kaldes grønt, hvis det bare gøres lidt mere effektivt end før.
Når strømmen bliver et prioriteringsspørgsmål
Det er her, Danfoss’ prioritering komplicerer den klassiske elektrificeringshistorie.
For hvis elektrificering i vores bevidsthed betyder “elbiler og mindre CO₂”, men elektrificering i virkeligheden også betyder “datacentre og kraftigt stigende elforbrug”, så bliver den grønne omstilling pludselig meget kompliceret.
Elbiler og datacentre trækker i samme ledninger.
Begge kan pege på effektivitet og innovation. Men de bidrager ikke nødvendigvis til den samme type omstilling – og de konkurrerer om en ressource, der lige nu er knap.
Når virksomheder må vente i kø for at få strøm til at elektrificere transport og produktion, samtidig med at andre strømkrævende projekter vokser, opstår et ubehageligt, men nødvendigt spørgsmål: Hvad skal elnettet først og fremmest bruges til i de næste 5-10 år, hvor udbygningen alligevel ikke kan følge med?
Det er også et politisk spørgsmål, fordi “først til mølle” ikke er det samme som “størst klimaeffekt” eller “størst samfundsværdi”.
Og det er et spørgsmål, der bliver stadig sværere at undgå, når køerne vokser, og elektrificeringens mange nye forbrugere melder sig på banen.
