EU’s ambitioner om at gennemføre en hurtig grøn omstilling og samtidig styrke sin forsvarsindustri står over for en alvorlig udfordring: mangel på kritiske råstoffer.
Ifølge en ny rapport fra Den Europæiske Revisionsret er EU i dag stærkt afhængig af tredjelande, ikke mindst Kina, når det gælder metaller og mineraler, der er afgørende for både vindmøller, solceller, batterier og for at kunne fremstille avanceret militært udstyr.
Rapporten, som internationale medier har betegnet som potentielt ødelæggende for EUs grønne fremtid, konkluderer, at minedrift og forædling af kritiske råstoffer i Europa er “underudviklet”.
Det gør unionen sårbar over for geopolitiske spændinger og handelsrestriktioner – og kan i sidste ende bringe klimamålet for 2030 i fare.
Målet er, at mindst 42,5 procent af EU’s energiforbrug på det tidspunkt skal komme fra vedvarende energikilder.
Problemet er især knyttet til såkaldte kritiske mineraler og sjældne jordartsmetaller.
Disse grundstoffer er uundværlige i moderne teknologi, men EU producerer kun en meget begrænset del selv.
Desuden tager det ofte op mod 20 år fra en ny mine identificeres, til den kan komme i drift – altså langt længere tid, end der er til rådighed frem mod 2030.
Afhængighed af Kina og skrøbelige forsyningskæder
Tallene i rapporten illustrerer tydeligt problemets omfang.
Kina leverer omkring 97 procent af det magnesium og 71 procent af det gallium, som anvendes i EU, og landet dominerer den globale forædling af sjældne jordarter.
EU importerer størstedelen af sit litium fra Chile, fosfor fra Kasakhstan og aluminium fra Guinea, mens næsten al bor stammer fra Tyrkiet.
Denne afhængighed er ikke blot et klimaproblem, men også et potentielt alvorligt sikkerhedspolitisk anliggende.
Kritiske mineraler indgår i alt fra it-udstyr til avancerede våbensystemer.
Et moderne F-35-kampfly indeholder eksempelvis omkring 450 kilo sjældne jordartsmetaller.
Når Kina samtidig indfører eksportkontrol på udvalgte råstoffer, kan der opstå alvorlige flaskehalse i europæisk industri.
Grønland: strategisk håb – og udfordring
I den sammenhæng rettes blikket ofte mod Grønland, der rummer betydelige forekomster af sjældne jordartsmetaller, guld, kobber og andre strategisk vigtige råstoffer.
EU indgik i 2023 et råstofpartnerskab med Grønland i håbet om på længere sigt at styrke forsyningssikkerheden.
Men forestillingen om Grønland som et hurtigt råstof-eldorado er ifølge flere geologer en myte.
Professor Minik Rosing fra Københavns Universitet har allerede i en rapport fra 2014 advaret mod at basere Grønlands økonomi på råstofudvinding som et “quick fix”.
Råmaterialer er relativt billige på verdensmarkedet, og den reelle værdi skabes først i den videre forarbejdning – et område, hvor Kina i dag er verdensførende.
Derudover er minedrift i Grønland forbundet med massive praktiske udfordringer.
Det barske arktiske klima, manglen på infrastruktur og de enorme afstande gør både identificering af nye miner og den egentlige drift ekstremt kostbar.
Læs også: Genåbningen af grafitmine i Grønland: grønnere udvinding eller greenwashing?
Kun forekomster med meget høj lødighed og store mængder kan realistisk blive rentable.
Samtidig skaber klimaforandringer mere ustabile vejrforhold og problemer med smeltende permafrost, hvilket yderligere vanskeliggør etablering af miner og transportinfrastruktur.
Ingen nemme løsninger
Selv hvor store forekomster af værdifulde mineraler findes, kan politiske og miljømæssige hensyn bremse udnyttelsen.
Det ses tydeligt i Serbien, hvor massive protester i årevis har forhindret åbningen af en stor litiummine, der ellers kunne have gjort Europa næsten selvforsynende med det eftertragtede metal.
Lignende konflikter risikerer at opstå andre steder, når hensynet til natur, lokalsamfund og klima kolliderer med strategiske råstofinteresser.
Konklusionen fra både EU-rapporten og eksperterne er klar: Der findes ingen hurtig løsning på Europas råstofproblem.
På kort sigt vil EU forblive afhængig af globale forsyningskæder og kinesisk videreforarbejdning og forædling.
På længere sigt kræver større selvforsyning massive investeringer, politisk mod og en afvejning mellem grønne ambitioner, miljøhensyn og geopolitisk realisme.
Råstofmanglen er derfor en teknisk udfordring, der udgør et grundlæggende strategisk spørgsmål om Europas fremtidige handlefrihed i en verden præget af øget konkurrence og usikkerhed.
