Når man hører ordene “radioaktiv zone”, kan man nemt komme til at forestille sig et dødt og øde ørkenlandskab.
Virkeligheden i nogle af verdens mest radioaktive områder er en helt anden.
I de mest forurenede zoner omkring Tjernobyl og Fukushima – steder der fortsat er for farlige for mennesker at bebo – findes et overraskende rigt dyreliv.
Ulve, vildsvin, bjørne, hjorte, vaskebjørne, fugle og herreløse hunde bevæger sig frit i landskaber, som før var dominerede af mennesker og byliv, men som nu ligger øde hen.
Naturen vender tilbage
Efter atomulykken i Tjernobyl i 1986 blev et enormt område på tusindvis af kvadratkilometer evakueret.
Det samme skete i store dele af Fukushima efter jordskælvet og tsunamien i 2011, der førte til nedsmeltninger på atomkraftværket.
I begge tilfælde forsvandt mennesker, landbrug, trafik og industri nærmest fra den ene dag til den anden.
Tilbage stod byer, marker og skove, som langsomt blev overtaget af naturen.
Forskere og journalister, der har besøgt områderne, beskriver i dag landskaber, hvor bygninger er dækket af planter, og hvor vilde dyr færdes i gader og søger ly i faldefærdige huse.
Kameraer og sporingsstudier viser, at dyrebestande mange steder er vokset ganske betydeligt siden katastroferne.
Især i Tjernobyl-zonen har man registreret store bestande af ulve, losser og bisoner – arter, som ellers har svært ved at finde fodfæste mange andre steder i Europa.
Hundene fra Tjernobyl
Særlig opmærksomhed har de vilde hunde i Tjernobyl fået.
Der lever nemlig flere hundrede hunde, som tilsyneladende klarer sig fint, i og omkring den forladte zone.
De stammer typisk fra kæledyr, der blev efterladt under evakueringen, og deres efterkommere har nu levet i området i efterhånden mange hunde-generationer.
Nyere DNA-studier antyder, at disse hunde genetisk adskiller sig betragteligt fra hunde uden for zonen.
Det har ført til spekulationer om, hvorvidt de er ved gravist at tilpasse sig det radioaktive miljø.
Nogle forskere fremhæver, at den naturlige evolution vil favorisere individer, der bedre tåler stråling, mens andre advarer mod at drage for entydige konklusioner.
Ifølge kritikerne kan forskellene lige så vel skyldes isolation, indavl eller andre miljøfaktorer end selve radioaktiviteten.
Der er altså langt fra videnskabelig enighed.
Men hundene viser i hvert fald tydeligt, at pattedyr ikke blot kan overleve, men faktisk forme temmelig stabile bestande i områder, hvor mennesker ikke længere kan bo uden at blive alvorligt syge.
Fukushima: bjørne i gaderne
Også i Fukushima har dyrelivet overrasket forskerne.
Her rapporteres der om stigende bestande af vildsvin, vaskebjørne og sorte bjørne, som bevæger sig gennem forladte byer og landsbyer.
I skovene omkring de evakuerede områder er der målt forhøjede niveauer af radioaktive stoffer, men det har ikke ført til dramatiske fald i dyrepopulationerne.
Snarere tværtimod.
Læs også: Mellem frygt og forsyning – 15 år efter Fukushima
Flere eksperter peger på, at fraværet af mennesker spiller en afgørende rolle.
Når der hverken er jagt, trafik, støj eller landbrug, bliver forholdene for især større vilde dyr hurtigt meget bedre – på trods af radioaktiviteten.
Nogle forskere har ligefrem udtalt, at “de eneste dyr, der reelt er i fare i disse områder, er mennesker”.
Er mennesker værre end stråling?
Det har ført til en opsigtsvækkende debat: Belaster menneskers tilstedeværelse naturen mere end kronisk radioaktiv forurening?
Erfaringerne fra både Tjernobyl og Fukushima indikerer med al tydelighed, at der godt kunne være noget om snakken.
Man kan jo konstatere ved selvsyn, at der nu findes masser af vilde dyr, som ikke var til stede, da områderne var domineret af mennesker.
Det betyder dog naturligvis ikke, at radioaktivitet er decideret gavnlig for dyrelivet.
Forskere har dokumenteret genetiske skader, kortere levetid og misdannelser hos visse arter, især blandt insekter og fugle.
Vores viden om emnet er dog fortsat begrænset.
Men på helt overordnet niveau ser mange dyr ud til at klare sig bedre i radioaktive zoner uden mennesker, end de gør i “rene” områder med stor menneskelig aktivitet.
Svære spørgsmål
Videnskaben står stadig med flere spørgsmål end svar.
Tilpasser nogle dyr sig faktisk radioaktiviteten? Eller er det ganske enkelt menneskets fravær, der gør, at dyrene kan trives på trods af den radioaktive stråling?
Det er spørgsmål, som forskerne debatterer flittigt.
Det står dog klart, at de radioaktive zoner omkring Tjernobyl og Fukushima langt fra er døde.
Tværtimod er de blevet en slags ufrivillige naturreservater, hvor mange forskellige dyr lever og tilsyneladende trives.
Læs også: Skabt af krig, overtaget af liv
I kølvandet på de menneskeskabte katastrofer har naturen altså fundet en måde at vende tilbage på.
Det tvinger os til at genoverveje vores indflydelse på de økosystemer, som vi indgår i.
