Atomkraft har gennem mere end 70 år været et tilbagevendende – og ofte kontroversielt – emne i dansk energipolitik.
Selvom Danmark aldrig har haft kommercielle atomkraftværker i drift, har vi traditionelt spillet en ganske aktiv rolle i forskning, debat og politisk stillingtagen, og befolkningens, såvel som politikernes holdninger til atomkraft har ændret sig drastisk igennem årene.
Læs også: Hvad er reglerne for atomkraft i EU og Danmark?
De tidlige år og Atomenergikommissionen
I tiden efter Anden Verdenskrig var var de militære stormagter tilbageholdende med at dele deres viden om kernekraft og holdt derfor kortene tæt til kroppen.
Dette ændrede sig i 1953, da USA’s præsident Eisenhower tilsluttede sig idéen om atomenergiens fredelige anvendelse i forbindelse med oprettelsen af Det Internationale Atomenergiagentur.
Inspireret heraf – og ikke mindst efter opfordring fra den danske fysiker Niels Bohr – nedsatte den danske regering i 1955 Atomenergikommissionen, med Niels Bohr som formand.
Kommissionens formål var at fremme atomenergiens fredelige udnyttelse til gavn for samfundet.
Kommissionens vigtigste opgave blev etableringen af Forsøgsstation Risø (det nuværende DTU Risø campus), der fra slutningen af 1950’erne blev centrum for dansk atomforskning.
Her blev det tidlige fundament lagt for Danmarks tekniske og videnskabelige viden om kernekraft.
Forsøgsstationen blev opført på halvøen Risø i Roskilde Fjord og indviet i 1958. I alt blev tre forskningsreaktorer taget i brug: DR1, DR2 og DR3 (“DR” står her for “dansk reaktor”).
Reaktorerne var relativt små og udelukkende beregnet til forskning, undervisning og test – ikke til egentlig elproduktion.
Alligevel kom de til at spille en vigtig rolle, ikke mindst i uddannelsen af danske ingeniører og forskere og i opbygningen af national ekspertise inden for kernefysik.
Risø voksede til en relativt stor forskningsinstitution med op mod 750 medarbejdere og var med til at signalere, at Danmark var et seriøst, om end forsigtigt, atomland i international sammenhæng.
Energi- og atomdebatten i 1970’erne
I 1950’erne og 1960’erne var atomkraft ikke økonomisk attraktiv for Danmark, eftersom billig importeret olie dækkede langt størstedelen af energiforbruget.
Dette billede ændrede sig brat med oliekrisen i 1973, hvor priserne steg voldsomt, og forsyningssikkerheden kom i fokus.
Atomkraft blev af mange set som en mulig løsning, og i 1974 mente et flertal i Folketinget, at Danmark skulle opføre fem atomkraftværker før 1995.
Der blev udpeget ni mulige placeringer i Jylland og på Fyn, blandt andet Gyllingnæs ved Odder.
Samtidig indgik atomkraft i de officielle energiplaner som et supplement til kul, naturgas og vedvarende energi.
Oliekrisen havde vist, hvor forsyningsmæssigt risikabelt det var at være så afhængig af olie.
Parallelt med planerne voksede en stærk folkelig modstand.
Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) blev dannet i 1974 og er blevet verdenskendt for sit logo med den smilende sol og det mundrette slogan “Atomkraft? Nej tak”.
Modstanden byggede især på frygt for ulykker, affaldsdeponeringsproblemer og manglende sikkerhed i det hele taget.
Da det svenske Barsebäck-værk blev indviet blot 20 kilometer fra København, voksede bekymringen yderligere blandt danskerne.
Ulykken på Tremileøen USA i 1979 og senere Tjernobyl-ulykken i 1986 forstærkede modstanden yderligere.
I 1985 besluttede Folketinget endeligt, at atomkraft ikke skulle indgå i Danmarks energiplanlægning.
Læs også: Myter om atomkraft – hvad passer?
Fra atomforskning til grøn omstilling
Efterhånden skiftede Risø fokus fra kernekraft til vedvarende energi, især vindkraft.
Institutionen skiftede navn til Forskningscenter Risø og blev i 2007 en del af DTU.
De gamle reaktorer blev demonteret, og Dansk Dekommissionering overtog ansvaret for det nukleare affald, hvoraf størstedelen af det brugte brændsel blev returneret til USA som led i en international aftale.
Den grønne omstilling og ønsket om klimaneutralitet har i 2020’erne genstartet atomdebatten.
Modviljen mod russisk naturgas, samt stigende energipriser har været med til at ændre holdningen hos mange danskere.
Flere meningsmålinger har vist et flertal for at bruge atomkraft som supplement til sol- og vindenergi.
Læs også: Atomkraft – ja tak eller nej tak?
Politisk er der dog fortsat skepsis over for traditionel atomkraft.
Fokus ligger i stedet på nye teknologier som små modulære reaktorer, der potentielt kan være mere sikre og fleksible.
I 2025 besluttede regeringen således at iværksætte et analysearbejde, der skal afdække muligheder og risici ved atomkraft i en dansk kontekst.
Forudsætningerne ændrer sig
Det er tydeligt, at den folkelige og politiske holdning til kernekraft både afspejler prioriteringer i energipolitik, klima- og miljøpåvirkning og forsvarspolitik.
I 1980erne og 1990erne henviste mange skeptikere til Sovjetunionens uhensigtsmæssige brug af atomkraft, mens der nu er politiske kræfter, som direkte siger, at kernekraft kan hjælpe os med at blive fri for russisk gas.
Derudover handler holdningsændringerne formentlig også om, hvordan vi forstår miljø og klima.
Frem til cirka midten af 1990erne, var der ikke megen fokus på drivhusgasser i den politiske debat.
Derimod fyldte frygten for både atomkrig og -katastrofer meget.
Når fokus således skifter, kan kernekraft gradvist komme til at fremstå som et mere attraktivt alternativ.
Der er stadig stor politisk uenighed om, hvordan vi bør prioritere vores energipolitik, men grundlaget for den diskussion har unægtelig ændret sig.
