CO₂-kompensation er i løbet af de seneste år blevet et udbredt redskab for virksomheder, organisationer og privatpersoner, der ønsker at vise, at de tager ansvar for deres klimaaftryk.
Grundtanken er enkel: Hvis man udleder en vis mængde CO₂ ét sted, kan man kompensere for det ved at reducere eller optage en tilsvarende mængde et andet sted. Det sker typisk gennem køb af klimakreditter, som finansierer projekter, der enten binder CO₂ – for eksempel gennem skovrejsning – eller reducerer udledninger, eksempelvis ved at støtte udviklingen af vedvarende energi eller energieffektive teknologier i lande, hvor sådanne projekter ellers ikke ville blive gennemført.
Sådan fungerer det i praksis
CO₂-kompensation foregår ved, at projekter udsteder kreditter, hvor hver kredit svarer til ét ton CO₂, der ifølge projektets beregninger spares eller optages. Projekterne godkendes af forskellige standarder og verificeringsordninger, som skal sikre, at reduktionen er reel og ekstra – altså at den ikke ville være sket uden finansieringen fra kreditkøberen (såkaldt “additionalitet“).
Klimaprojekter deles ofte op i naturbaserede løsninger, såsom skovrejsning og vådområder, og teknologiske eller energirelaterede projekter som vindmøller eller biogasanlæg. Naturbaserede projekter kan have ekstra fordele, blandt andet for biodiversitet, men kritiseres for usikkerhed i målingerne og risikoen for, at skove senere fældes eller brænder. Teknologiske projekter anses ofte som mere stabile og lettere at dokumentere, men har ikke nødvendigvis samme lokale naturgevinster.
Greenwashing-fælden: Hvem gavner CO₂-kompensation egentlig?
Selvom ideen om CO₂-kompensation umiddelbart er tiltalende for mange, er den også meget kontroversiel. For det første er det indlysende, at begrebet “additionalitet” – altså det forhold, at det skal kunne dokumenteres, at CO₂-kompensationen ikke ville være sket uden finansiering fra køberen – i praksis er svært at arbejde med. Hvordan dokumenterer man, at noget ikke ville være sket i en hypotetisk, kontrafaktisk fremtid?
Derudover har Forbrugerombudsmanden vurderet, at det hidtil har været svært at dokumentere klimaeffekterne af de projekter, som bliver iværksat med det formål at kompensere for CO₂-udledningerne.
Endelig har der været flere skandaler med danske virksomheder, der købte klimakreditter fra svindel-virksomheder i udlandet. I de situationer står klimaet som den ultimative taber, mens virksomhederne drager nytte af hinanden.
Nye EU-regler skal dæmme op for vildledende grøn markedsføring
For at skabe mere gennemsigtighed og beskytte forbrugerne mod misvisende grønne påstande har Folketinget – på baggrund af et EU-direktiv – vedtaget nye regler, der træder i kraft i Danmark den 27. september 2026. De skærper rammerne for, hvordan virksomheder må kommunikere om klima og miljø.
De nye regler indebærer blandt andet:
- at generelle udsagn som “miljøvenlig” og “bæredygtig” bliver forbudt uden solid dokumentation
- at definitioner af miljøanprisninger og certificeringer præciseres
- at markedsføringslovens sortliste udvides med flere former for vildledende praksis
Hvad betyder lovændringen for CO₂-kompensation?
Lovgivningen vedrører markedsføring, så det er ikke garanteret, at den får nogen nævneværdig effekt på miljøet. Virksomheder, der ønsker at brande sig som bæredygtige, skal nu leve op til flere krav, men selv om man certificerer og dokumenterer, er det stadig utroligt svært at sikre, at der sker en reel miljøforbedring. Mange projekter har lange tidshorisonter fx skovrejsning, og hvordan vurderer man værdien af en skov, der ikke eksisterer endnu?
Hjælper CO₂-kompensation så eller ej?
Det er umuligt at give et entydigt, objektivt svar på, om CO₂-kompensation hjælper klimaet. Det, der er klart, er at det indtil nu har hjulpet virksomheder i Danmark med at forbedre deres grønne image – nogle gange måske lidt for meget – hvilket er årsagen til den kommende lovændring.
Et andet afkast af lovændringen, skulle være hjælp til fattige lande, der håber på at tjene penge på salg af CO₂-kreditter. Sund fornuft siger dog, at der er meget, der taler imod hele tanken om at købe klimapolitisk aflad på et globalt marked.
Hvis man som virksomhed oprigtigt vil støtte bæredygtighed, er det mest oplagt at gribe i egen barm og tage ansvar over egne aktiviteter. Det kan hurtigt blive en glidebane, når man outsourcer ansvarlighed.
