Climate Justice Days: Når klima bliver et spørgsmål om retfærdighed

København og Aarhus danner næste uge ramme om Climate Justice Days - en festival, hvor klima møder kultur, aktivisme og fællesskab. Her sættes klimaretfærdighed på dagsordenen med debatter, workshops, litteratur og madoplevelser.

Sara Holt

Redaktør

Klima retfærdighed

I næste uge forvandles København og Aarhus til rammer om en anderledes klimafestival. Climate Justice Days, arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke, er ikke kun et klassisk folkemøde med debatter og paneldiskussioner. Det er også workshops, litteratursaloner, fællesspisning og musik – alt sammen med udgangspunkt i ét centralt spørgsmål: Hvem rammes hårdest af klimakrisen, og hvem har ansvaret for at handle?

Festivalen finder sted i København fra 15.–21. september og i Aarhus fra 17.–21. september.

Det kan du opleve i København

Programmet i hovedstaden spænder vidt – fra politiske debatter til kunstneriske indslag. Ugen begynder med en samtale mellem forfatter og aktivist Emma Holten og forsker Rebecca Leigh Rutt om sammenhængen mellem omsorg, klima og økonomi. Senere følger både filmvisning, workshops om permakultur og det populære læringsspil The Climate Fresk, hvor deltagerne gennem kort og dialog får indblik i klimavidenskaben.

Midt på ugen flyttes fokus til, hvordan klimakrisen påvirker vores mentale sundhed, når unge psykologer inviterer indenfor til en workshop om klimaangst og terapi. Fredag står i fællesskabets tegn med både EU- og COP30-debat, bæredygtig fredagsbar og fællesspisning. Weekenden afrundes med et bogbyttemarked, workshops, og en litteratursalon med bl.a. Josefine Klougart og Shekufe Tadayoni Heiberg – samt en særlig kanalrundfart i klimaets navn.

Se programmet for København her

Det kan du opleve i Aarhus

I Aarhus er festivalen bygget op som en uge med både globalt udsyn og lokale rødder. Her kan du opleve alt fra drag-bingo og pub quiz til workshops i madfællesskaber og tøjreparation. Festivalen åbner med fokus på klimaretfærdighedens grundprincipper og byder samme dag på en smagsrejse til Bangladesh i Global Kitchen.

De følgende dage spænder programmet fra politiske debatter om Aarhus’ egen klimaplan til Biodiversity Bingo og en workshop med Madland om at blive en lokal madsystem-bryder. Lørdag er der både tøjbytte, reparationsværksted, madfællesskaber og fest med Jydsk Bonderepublik, mens søndagen byder på alt fra mindfulness-yoga til madlavning med havets råvarer og en debat om, hvorvidt ødelæggelse af natur burde være en forbrydelse. Ugen afsluttes i fællesskabets ånd med folkekøkken og diskussioner om, hvordan vi sammen kan skabe forandring.

Se programmet for Aarhus her

Klimafestivaler vinder frem

Med Climate Justice Days føjer Danmark endnu en begivenhed til rækken af klimafestivaler, der de seneste år har skudt op over hele landet. Klimafolkemødet i Middelfart, Alternative Fashion Week i København og en lang række lokale klimadage peger på den samme tendens: Klimadebatten er rykket ud af forhandlingslokalerne og ind i byrum, kulturhuse og parker.

Det handler ikke kun om at høre eksperter tale – men om at give plads til følelser, fællesskaber og kreative udtryk. Når litteratur, madfællesskaber og aktivisme kobles sammen, bliver klimasamtalen mere jordnær og inkluderende.

Psykologi, mad og politik

Flere af festivalens events viser, hvordan klimakrisen påvirker os på forskellige niveauer. Nogle workshops dykker ned i de mentale følger af klimafrygt og angst. Andre sætter fokus på fødevarekæden og spørgsmålet om madretfærdighed. Samtidig kobles det nære til det politiske, når lokale valgkandidater debatterer byens grønne fremtid, og når EU’s rolle i COP30 diskuteres.

Klimaretfærdighed – et voksende omdrejningspunkt

Begrebet klimaretfærdighed har på få år fået en central plads i den globale debat. Det udspringer af erkendelsen af, at klimakrisen rammer ulige: De lande, der historisk har udledt mest, er sjældent dem, der mærker konsekvenserne hårdest. Derfor handler klimaretfærdighed om at sikre, at de lande og befolkninger, der i dag står på frontlinjen af klimakrisen, også får ressourcer og indflydelse i løsningerne.

Men uligheden findes ikke kun mellem lande – den findes også internt i vores egne samfund. Tag for eksempel flyafgifter: Hvis en familie, der rejser med fly én gang hvert tredje år, skal betale samme kompensation som en velhavende, der flyver flere gange om måneden, kan det opleves uretfærdigt. Klimaretfærdighed handler i bund og grund om at finde modeller, hvor dem der udleder mest, også er dem, der tager det største ansvar. Klimaretfærdighed handler derfor også om, hvordan omstillingen gøres socialt balanceret, så byrder og gevinster fordeles mere ligeligt.

Med Climate Justice Days flyttes disse diskussioner tættere på hverdagen. Festivalen gør det klart, at retfærdighed i klimaomstillingen både er et globalt og et lokalt spørgsmål – og at solidaritet kan handle om alt fra internationale aftaler til, hvordan vi indretter vores byer, transport og madvaner.

Google advertising №2

Seneste fra Faktor

Find mere læsestof her

Populære artikler

Nyheder

| SENESTE