Danmark forbereder et politisk kursskifte, som for få år siden virkede utænkeligt. Landet, der i 1980’erne blev et globalt symbol på modstanden mod atomkraft, undersøger nu, hvordan moderne atomteknologi kan spille sammen med vind og sol.
Intentionerne blev gjort tydlige før sommeren, da klima‑, energi‑ og forsyningsminister Lars Aagaard advarede EU mod at bremse den grønne omstilling og samtidig slog fast, at Europas vej til mindre CO₂ kan gå både via vedvarende energi og atomkraft.
Udmeldingen kom forud for det danske EU‑formandskab og de kommende forhandlinger om et 2040‑mål om reducere drivhusgasudledninger med 90 procent i forhold til 1990.
Samtidig åbnede regeringen for at kigge på, om et 40 år gammelt forbud kan lempes. En officiel analyse af nyere reaktorteknologier – især små modulære reaktorer (SMR) – er sat i gang med henblik på at levere et beslutningsgrundlag næste år. Pointen er ikke at erstatte vind og sol, men at undersøge om en stabil, ikke‑fossil grundlast kan aflaste et elsystem med voksende mængder variabel produktion.
Hvad er forbuddet – og hvordan ændres det?
Det danske nej til atomkraft har to komponenter. For det første vedtog Folketinget i 1985 en beslutning om, at atomkraft ikke skal indgå i Danmarks energiplanlægning. For det andet indeholder Elforsyningsloven i dag et udtrykkeligt forbud mod at etablere nukleare produktionsanlæg til el i Danmark (§ 11, stk. 6).
For at åbne døren for atomkraft skal et politisk flertal derfor som minimum ændre Elforsyningsloven og – politisk – tilsidesætte eller erstatte 1985‑beslutningen. Herefter følger almindelig projektproces: strategisk miljøvurdering, VVM, lokal planlægning, sikkerhedstilsyn og godkendelser efter Atomanlægsloven.
Med andre ord: Det kræver et egentligt lovforslag, høringer og et flertal i Folketinget – og for konkrete anlæg en flerårig myndighedsproces. Juridisk er stien tydelig, men politisk og praktisk er den lang.
Hvor sandsynligt er det, at forbuddet fjernes?
Det politiske momentum er stærkere end det længe har været. Regeringen har sat en omfattende analyse i gang, der skal belyse fordele og ulemper ved atomkraft i en dansk kontekst. Flere borgerlige partier ønsker at fjerne forbuddet hurtigst muligt, og også enkelte midterpartier er åbne for at drøfte ændringen.
Samtidig viser meningsmålinger, at interessen i befolkningen er voksende.
Alligevel er der ikke truffet nogen beslutning om at ændre loven. Før analysen er færdig i 2026, forventes regeringen ikke at tage stilling til et egentligt lovforslag. Processen er derfor trinvis: først viden, så politisk vurdering – og derefter, hvis der er flertal, en lovændring.
Det betyder, at selv med politisk vilje vil der gå mindst et par år, før et forbud realistisk kan fjernes, og endnu længere, før konkrete projekter kan påbegyndes.
Sandsynligheden? På kort sigt begrænset, fordi arbejdet stadig er i analysefasen. På mellemlang sigt voksende, hvis konklusionerne viser klare samfundsøkonomiske fordele og styrket energisikkerhed. Den største usikkerhed handler ikke om teknologi, men om politik og lokal accept: hvor et anlæg kan placeres, hvem der siger ja, og hvordan affaldet skal håndteres.
Argumenterne for
Fortalerne peger på klima, systemøkonomi og sikkerhed. Atomkraft udleder meget lidt CO₂ i drift og er stabilt uafhængigt af vejret. I et elsystem med mere vind og sol kan en stabil ikke‑fossil grundlast mindske behovet for gas og kul.
Efter energikrisen 2022‑23 er det blevet et argument, at atomkraft kan styrke robustheden, især når industrien elektrificeres, og når varme, transport og datacentre presser forbruget op.
Argumenterne imod
Kritikere fremhæver pris, tid og risiko. Store reaktorer er dyre og tager lang tid at bygge, og flere europæiske projekter har haft forsinkelser. Selv SMR‑teknologi, der lover kortere byggetid, er endnu ikke udrullet i stor skala i Europa. Dertil kommer affaldshåndtering og slutdepot, som kræver planlægning og lokal accept.
På systemniveau argumenteres der for, at et fleksibelt elsystem med mere havvind, storskala lagring, varmepumper, el‑til‑varme og interconnectors kan levere billigere og hurtigere CO₂‑reduktioner end atomkraft i et lille land som Danmark.
Hvad mener danskerne?
Holdningerne har rykket sig. En Epinion‑måling refereret i en officiel Folketing‑høring viser, at et flertal af danskerne i 2023 ønskede, at Danmark undersøger atomkraftmulighederne. En nordisk meningsmåling offentliggjort i januar 2025 fandt, at 55 procent af danskerne ville stemme ja til atomkraft i en folkeafstemning, 27 procent nej og 18 procent var i tvivl. Det er en markant forskydning fra 00’erne og 10’erne, hvor “Atomkraft? Nej tak”-tænkningen stadig stod stærkt.
Det betyder ikke et automatisk ja til et konkret anlæg i en konkret kommune. Historisk har atomspørgsmålet været præget af borgerbevægelser, og minderne fra Tjernobyl og Fukushima lever i dele af befolkningen. Det kan gøre lokal accept til den største udfordring, hvis lovgrundlaget åbnes.
Hvad sker der nu?
På kort sigt: Ministeriets analysearbejde fortsætter. Når den foreligger i 2026, kan regeringen vælge at fremsætte et lovforslag om at fjerne eller ændre § 11, stk. 6, i Elforsyningsloven. Et flertal kan gennemføre det efter normal lovproces.
Parallelt vil et eventuelt skifte kræve opdaterede planer for affald, sikkerhed og kriseberedskab samt en afklaring af, hvordan atomkraft interagerer med fjernvarme, PtX og havvind.
Hvis loven ændres, følger en flerårig myndigheds‑ og planlægningsproces for specifikke projekter, inkl. VVM og offentlig høring. Kort sagt: politisk beslutning i løbet af få år er realistisk, men fysisk produktion ligger langt ude i tidshorisonten.
