I dag begynder FN’s store biodiversitetstopmøde i Armenien.
Her skal de forsøge at finde ud af, hvordan verden kan bremse den naturkrise, der truer både dyrearter, økosystemer og menneskers levevilkår.
Topmødet hedder COP17 og er FN’s 17. biodiversitetskonference.
Det er på mange måder naturens svar på de mere kendte klimatopmøder, hvor verdens ledere forhandler om at begrænse den globale opvarmning.
Men hvor klimaforhandlingerne handler om at reducere drivhusgasser, handler COP17 om at bevare det liv, der findes på Jorden.
Fra insekterne i vores haver til fiskene i havet og skovene, der er levesteder for tusindvis af arter.
Og der er god grund til bekymring.
Verdens lande lovede at redde naturen
I december 2022 indgik verdens lande en historisk aftale ved biodiversitetstopmødet COP15 i Montreal i Canada.
Aftalen, der kaldes Kunming-Montreal-aftalen, indeholder 23 mål, som skal hjælpe verden med at standse og vende tabet af biodiversitet inden 2030.
Et af de mest kendte mål er det såkaldte 30×30-mål.
Det betyder, at mindst 30 procent af verdens land- og havområder skal være effektivt beskyttet og forvaltet inden 2030.
Men aftalen rækker langt videre end nationalparker og naturreservater.
Landene har også forpligtet sig til at arbejde for mindre forurening, genopretning af ødelagt natur, mere bæredygtigt landbrug og færre økonomiske støtteordninger, der skader biodiversiteten.
Det er ambitiøse mål.
Og med blot fire år tilbage til 2030 er spørgsmålet, hvor meget der faktisk er blevet gennemført og om målene overhovedet kan nås.
Nye FN-tal afslører, hvor langt verden er bagud
Dagen før topmødet blev den første store globale status over naturmålene offentliggjort.
Og selvom der er sket fremskridt, er konklusionen langt fra opløftende.
Ifølge FN’s nye rapport, State of Biodiversity Action, har næsten 90 procent af landene fastlagt nationale biodiversitetsmål.
Men færre end halvdelen af de vurderede nationale mål er på rette kurs.
Samtidig viser en gennemgang fra Reuters, at verden er bagud med hele 22 af de 23 mål, som landene har aftalt at nå inden 2030.
Der er altså stor forskel på at vedtage en plan og faktisk føre den ud i livet.
På ét område er der dog tegn på fremgang.
Ifølge Reuters peger fremskrivninger på, at omkring 27,5 procent af verdens landarealer kan være beskyttet i 2030.
Det er tæt på målet om 30 procent.
Men beskyttelse på papiret er ikke nødvendigvis det samme som sund og velfungerende natur.
Et område kan være udpeget som beskyttet, uden at de arter og økosystemer, der lever der, nødvendigvis har det godt.
Og når det gælder havene, er udviklingen endnu mere bekymrende.
Samlet set lægger de nationale planer op til kun at beskytte omkring 12 procent af havområderne inden 2030.
Læs også: I årevis har tunge fiskeredskaber kørt over beskyttede rev – nu skal det være slut
Naturkrisen handler også om vores hverdag
Når vi taler om biodiversitet, er det let at tænke på truede elefanter, sjældne fugle eller regnskove på den anden side af kloden.
Men naturkrisen er langt tættere på vores hverdag, end man måske skulle tro.
Den handler også om bierne, der bestøver vores afgrøder, om jordens evne til at producere fødevarer og om de naturlige systemer, der hjælper med at rense vores vand.
Når arter forsvinder og økosystemer bliver ødelagt, kan det få konsekvenser langt ud over det enkelte naturområde.
Intensivt landbrug, overfiskeri, forurening og klimaforandringer er blandt de forhold, der presser naturen.
Samtidig kan ødelæggelsen af skove, vådområder og andre naturområder forværre klimaforandringerne, fordi naturen spiller en vigtig rolle i at optage og lagre CO2.
Derfor hænger de to kriser tæt sammen.
Men de kan ikke løses med præcis de samme værktøjer.
Selv hvis verden lykkes med at reducere sine CO2-udledninger, vil naturen fortsat være truet, hvis levesteder ødelægges, havene overfiskes og forureningen fortsætter.
Det er netop en af grundene til, at biodiversitetstopmødet er så vigtigt.
Milliarder til naturen – men endnu flere til at ødelægge den
Et af de helt store spørgsmål i Armenien bliver, hvem der skal betale for at beskytte og genoprette verdens natur.
I biodiversitetsaftalen fra 2022 blev landene enige om at mobilisere mindst 200 milliarder dollar om året til biodiversitet inden 2030.
En del af pengene skal gå til udviklingslande, hvor nogle af verdens mest artsrige naturområder findes.
Men ifølge Associated Press ligger den nuværende globale finansiering af biodiversitet på anslået 75 til 92 milliarder dollar årligt.
Der mangler altså fortsat betydelige beløb.
Samtidig er der et andet paradoks.
Mens verdens lande forsøger at skaffe flere penge til naturbeskyttelse, bruger regeringer fortsat store summer på støtteordninger til aktiviteter, der kan skade naturen.
Derfor indeholder biodiversitetsaftalen også et mål om at reducere naturødelæggende subsidier med mindst 500 milliarder dollar årligt inden 2030.
Det kan eksempelvis handle om økonomisk støtte, der fremmer intensiv udnyttelse af naturressourcer eller bidrager til overfiskeri.
Men reformerne er politisk vanskelige.
Subsidier kan samtidig understøtte arbejdspladser, fødevareproduktion og lokalsamfund, og ændringer kan få økonomiske konsekvenser for dem, der er afhængige af støtten.
Det er derfor ikke kun et spørgsmål om at finde flere penge.
Det handler også om at ændre den måde, verdens økonomier påvirker naturen på.
Danmark er heller ikke uden for naturkrisen
Selvom topmødet foregår mere end 3.000 kilometer fra Danmark, er diskussionerne langt fra uvedkommende herhjemme.
Danmark står nemlig med mange af de samme udfordringer, som verdens lande forsøger at løse i fællesskab.
Det gælder blandt andet presset på havmiljøet, tabet af levesteder og diskussionen om, hvor meget plads der skal være til natur i et land, hvor store arealer bruges til landbrug.
Den grønne trepart, der blandt andet skal bidrage til at omlægge landbrugsjord til skov og natur, er et eksempel på, hvordan Danmark forsøger at ændre arealanvendelsen.
Men naturbeskyttelse handler ikke kun om, hvor mange hektar der bliver udlagt til natur.
Det handler også om, hvilken kvalitet naturen har, og om dyr og planter faktisk får bedre muligheder for at overleve.
Det er en central forskel, når landene skal gøre status over deres indsats.
For det er muligt at opfylde et mål om beskyttede arealer uden nødvendigvis at have standset tilbagegangen i biodiversiteten.
Fire år til at vende udviklingen
Når COP17 afsluttes den 30. oktober, vil det stå klarere, om verdens lande kan blive enige om at sætte mere fart på indsatsen.
Topmødet skal ikke skabe endnu en stor international aftale. Den blev allerede indgået i 2022.
Opgaven er nu at omsætte løfterne til handling, finde finansieringen og sikre, at landene faktisk gennemfører deres planer.
Der er også fremskridt at bygge videre på.
Flere lande har vedtaget nationale mål, naturbeskyttelsen er blevet udvidet flere steder, og konkrete indsatser har vist, at truede arter kan komme sig, når de får den nødvendige beskyttelse.
Men tiden er knap.
Med kun fire år tilbage til 2030 risikerer verdens store naturplan at ende som endnu et sæt internationale løfter, der aldrig blev indfriet.
Og for de arter og økosystemer, der allerede er under pres, kan konsekvenserne blive svære at rette op på.
