Flere planter, bænke og plads til fællesskab.
Seks gader i København skal have nyt liv, når parkeringspladser bliver erstattet af grønne opholdsrum.
Og det er i høj grad beboerne selv, der har sat forandringerne i gang.
En bænk i solen, lidt mere grønt mellem bygningerne og et sted at mødes med naboerne. Det er nogle af de forandringer, der snart kan blive virkelighed i seks københavnske gader.
Københavns Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikudvalg har nemlig godkendt seks nye bylivsgadeprojekter, der skal skabe mere plads til mennesker og mindre plads til biler.
Projekterne fordeler sig på fire bydele: Dronningensgade på Christianshavn, Frejasgade og Heimdalsgade på Nørrebro, Teglværksgade på Østerbro samt Tullinsgade og Valdemarsgade på Vesterbro.

46 parkeringspladser skal give plads til byliv
Forandringerne bliver ikke nødvendigvis store eller omfattende.
I stedet skal mindre indgreb som plantekummer, bænke og trafikdæmpende løsninger gøre gaderne grønnere og mere indbydende.
Ifølge kommunens projektforslag skal 46 parkeringspladser nedlægges for at skabe plads til de nye byrum.
Kommunen oplyser, at pladserne erstattes af lejede parkeringspladser i eksisterende parkeringsanlæg.
De ligger dog mellem 250 meter og 1,5 kilometer fra de pladser, der forsvinder.
Beslutningen har derfor heller ikke været uden politisk uenighed.
De Konservative ønskede blandt andet permanente erstatningspladser, mens Radikale Venstre er gået i den anden retning og efterlyst mere permanent beplantning frem for midlertidige plantekummer.

Beboerne har selv taget initiativet
Det særlige ved bylivsgaderne er, at idéerne kommer fra dem, der bor i områderne.
Gennem kommunens bylivsgadepulje kan lokale beboere foreslå ændringer, der gør deres gade grønnere og mere attraktiv at opholde sig i.
Interessen har været stor.
I den seneste ansøgningsrunde modtog kommunen 33 projektidéer, og siden ordningens begyndelse er der kommet i alt 167 ansøgninger.
Flere gader har allerede gennemgået forvandlingen.
Blandt andet er der etableret bylivsgader i Ægirsgade og ved krydset mellem Thorsgade og Ydunsgade på Nørrebro.
Læs også: Vesterbro Passage bliver bilfri – og forvandles til grønt byrum
De første gader kan stå klar i 2027
De seks nye bylivsgader er en del af Københavns Kommunes arbejde med at skabe grønnere og mere indbydende byrum.
I budgettet for 2025 blev der afsat 20,7 millioner kroner til at fortsætte ordningen, hvor beboerne selv kan komme med forslag til at forandre deres gader.
Og nu er flere af idéerne altså på vej til at blive til virkelighed.
Arbejdet med de seks gader forventes at begynde i foråret 2027, og den første kan stå færdig allerede i tredje kvartal samme år.
De øvrige ventes færdige frem mod vinteren 2027, men først skal den endelige anlægsbevilling godkendes politisk.
Hvis alt går efter planen, kan beboerne derfor næste år se frem til lidt færre parkerede biler og lidt mere grønt, naboskab og liv lige uden for hoveddøren.