Københavns Kommune har nu afsluttet bekæmpelsen af egeprocessionsspinderen på de kommunale arealer langs Artillerivej på Amager.
Siden larven blev opdaget i området tidligere på sommeren, har specialister fjernet reder fra omkring 40 egetræer ved hjælp af blandt andet støvsugning og anden professionel bekæmpelse.
Kommunen understreger dog, at arbejdet ikke betyder, at risikoen er helt væk.
Gamle reder kan fortsat indeholde de mikroskopiske brandhår, som kan blive siddende i lang tid og stadig give kraftig kløe, hududslæt, øjenirritation og i nogle tilfælde luftvejsproblemer, hvis de hvirvles op.
Derfor opfordres borgere fortsat til at undgå kontakt med reder og ikke selv forsøge at fjerne dem.
Læs også: København går i krig mod Larven fra Helvede – eksperter kalder det udsigtsløst
Ifølge Københavns Kommune bør man holde afstand til både larver og reder, holde hunde i snor i området og søge læge, hvis man oplever kraftige allergiske reaktioner eller vejrtrækningsproblemer.
Får man brandhår på huden, anbefales det blandt andet at skylle området forsigtigt og undgå at gnide på huden, da det kan forværre generne.
Kommunen oplyser samtidig, at området fortsat vil blive overvåget, og at der kan blive sat ind igen, hvis der opdages nye angreb.
