Regnen silede ned over Bruxelles, da EU’s klimaministre sent tirsdag aften fandt hinanden i det, der skulle blive en historisk – og hårdt tilkæmpet – aftale. Efter flere måneders forhandlinger nåede de til enighed om et nyt fælles klimamål for 2040: EU skal reducere sine udledninger af drivhusgasser med 90 procent i forhold til 1990-niveauet.
Aftalen blev vedtaget blot en uge før verdens ledere samles til COP30 i Brasilien, hvor kampen om klodens fremtidige kurs mod 1,5 grader fortsætter.
Ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet spillede Danmark som formandsland en central rolle i at lande kompromiset. Minister Lars Aagaard gav udtryk for vigtigheden af beslutningen “Med det på plads kan vi bygge et stærkere, mere konkurrencedygtigt og sikkert EU. Det er stort.”
Men ikke alle deler optimismen. For bag de runde tal gemmer sig en række forbehold og smuthuller, som flere grønne organisationer advarer kan udhule effekten af det, der på papiret ligner en milepæl.
En aftale med både håb og huller
Det var et kompromis i ordets mest europæiske forstand. Aftalen giver medlemslandene mulighed for at bruge internationale CO₂-kreditter til at dække op til fem procent af reduktionen – en klausul, som ifølge kritikere risikerer at skubbe de reelle udledningsreduktioner foran sig.
Organisationen WWF Europe kalder aftalen “et vigtigt signal – men langt fra tilstrækkelig.” Ifølge WWF’s klimapolitiske leder Ester Asin åbner den for “for mange smuthuller og for få konkrete redskaber.”
Også Carbon Market Watch mener, at aftalen lader store forurenere slippe for billigt. Kritikken går især på, at brugen af kreditter og fleksible mekanismer gør det muligt for enkelte lande at udskyde de svære beslutninger – i stedet for at nedbringe udledningerne derhjemme.
Alligevel er aftalen blevet fremhævet som et vigtigt signal i en tid, hvor klimapolitikken globalt set kæmper for at bevare momentum. Ifølge EU’s egen pressemeddelelse er 90-procentmålet et nødvendigt skridt for at sikre en retfærdig overgang mod klimaneutralitet i 2050.
Læs også: EU giver sig selv en klimabagdør: Kan lempe målene, hvis økonomien strammer
Guterres: “En moralsk fiasko”
Mens ministrene i Bruxelles pustede ud efter maratonforhandlingerne, trådte FN’s generalsekretær António Guterres op på scenen i den brasilianske by Belém – og leverede en af sine mest dystre taler til dato.
Verden er, sagde han, allerede ved at miste målet om at begrænse opvarmningen til 1,5 grader. “At miste 1,5 grader er ikke blot en videnskabelig eller teknisk fejl,” sagde Guterres ifølge The Guardian. “Det er en moralsk fiasko – og en dødelig forsømmelse.”
Hans ord faldt som en skygge over den europæiske aftale. For mens EU med sine 90 procent forsøger at sende et signal om lederskab, er verdens samlede udledninger fortsat stigende. De seneste analyser fra FN’s klimapanel viser, at den nuværende kurs vil føre til en temperaturstigning på omkring 2,7 grader ved udgangen af århundredet, hvis ikke de globale reduktioner accelererer dramatisk.
Danmark i dobbeltrolle
For Danmark har aftalen en særlig betydning. Som formandsland har Lars Aagaard haft nøglerollen i at finde et kompromis, der både tilfredsstiller lande som Polen og Ungarn, der er dybt afhængige af kul, og de grønne frontløbere som Danmark, Tyskland og Sverige.
Aagard mener at aftalen både er ambitiøs og stiller EU som et godt eksempel. Han siger i ministeriets pressemeddelelsen: “Med vedtagelsen af EU’s NDC sender vi et stærkt signal forud for COP30 om, at vi stadig er fuldt ud forpligtet til at holde Paris-aftalens mål. Det er afgørende for, at vi kan presse på for mere global klimahandling fra resten af verden,“
Men Danmark står også i en dobbeltrolle. Hjemme har regeringen forpligtet sig til at reducere udledningerne med 70 procent i 2030 og at blive klimaneutral i 2045. I praksis betyder EU-aftalen, at Danmark nu skal forholde sig til, hvordan de næste skridt frem mod 2040 skal se ud – og hvordan de skal fordeles mellem industri, transport og landbrug.
Hvad betyder det for borgere og virksomheder?
Selv om 2040 føles langt væk, vil aftalen få betydning langt tidligere. Den skal nemlig danne grundlag for EU’s nye klimamål for 2035, der bliver en slags milepæl på vej mod 2050. Det betyder strammere krav til energiforbrug, transport og bygninger – og øget pres på virksomheder for at reducere deres udledninger.
Ifølge EU-Kommissionens forslag vil det kræve omfattende investeringer i vedvarende energi, CO₂-fangst og elektrificering. For danske borgere kan det betyde hurtigere udfasning af olie- og gasfyr, nye regler for klimabelastende fødevarer og større krav til grøn transport.
Men samtidig insisterer EU på, at overgangen skal være retfærdig og socialt afbalanceret. Det betyder, at lande med højere energipriser og lavere BNP skal have støtte til at gennemføre omstillingen – et kompromis, som Danmark også har bakket op om.
Mellem handlekraft og håb
EU’s beslutning bliver nu sendt videre til forhandling med Europa-Parlamentet, før den kan blive endelig lovgivning. For mange symboliserer den et vendepunkt: et forsøg på at fastholde Europas rolle som klimapolitisk frontløber i en verden, hvor tempoet i den grønne omstilling vakler.
For EU og Danmark handler det næste kapitel ikke længere om at sætte mål, men om at holde dem. Og mens ministrene i Bruxelles kan notere et foreløbigt fremskridt, lød Guterres’ stemme fra Brasilien som en påmindelse om, at tiden er knap. Som han tidligere har gjort opmærksom på:
“Planeten kan ikke forhandle, men det kan vi.”
