Netop nu forbereder landets kommuner sig til de forestående kommunalvalg d. 18. november 2025. Valgkampen er i fuld gang, og klimapolitik er blevet et meget relevant emne for mange borgere. På den ene side er danskerne generelt enige i, at klimaforandringer er en realitet – på den anden side er der begyndt at opstå uenigheder om, præcis hvordan de problemer skal løses i praksis.
Som vi tidligere har beskrevet her på Faktor, lader der til at være en tendens, hvor lokale bevægelser stiller spørgsmålstegn ved det rimelige i, at de skal lægge ryg og ressourcer til den grønne omstilling. Eksempelvis har Hugo Andresen fra Lolland startet gruppen “Nej tak til PtX, nye solceller og vindmøller. Ja tak til grøn strøm”. I byen Vestbjerg i Nordjylland har 860 af byens blot 3000 indbyggere har skrevet under på på en underskriftindsamling for at forhindre opførelsen af en planlagt ny solcellepark.
For de skeptiske lokale opleves den grønne omstilling til tider som udemokratisk og ødelæggende for naturskønhed og livskvalitet. Desuden frygter mange borgere, at de store anlæg vil påvirke værdien af deres ejendomme negativt. Bedre bliver det ikke af, at mange byrådspolitikere har en ret nonchalant tilgang til disse anlægsbyggerier, der unægtelig vil få stor indflydelse på det lokale liv. I Aarhus kan Socialdemokratiet og Venstre fx ikke blive enige om, hvor høje de vindmøller, man overvejer at placere på havnen, egentlig skal være… Det er måske ikke så sært, at visse borgere begynder at undre sig over, hvad der egentlig foregår.
Ofte er den politiske reaktion at love, at borgerne “skal inddrages”. Det er vigtigt at borgerne “føler sig hørt”. Men borgerne føler sig tydeligvis ikke hørt i Vestbjerg.
Danmarksdemokraterne i clinch med regeringen
Som en reaktion på bl.a. den lokale modvilje er Danmarksdemokraterne kommet med et opsigtsvækkende forslag: De vil, på statsligt niveau, sætte en stopper for udbygningen af solcelle- og vindmølleparker på land. Det får klimaminister Lars Aagaard til at beskylde Danmarksdemokraterne for at ville undergrave kommunernes politiske magt og tage magt væk fra lokalbefolkningerne.
Allerede på Danmarksdemokraternes landsmøde sidste år, tordnede Inger Støjberg imod de statslige solcelleparker og på lokalt niveau har forskellige medlemmer af partiet udtrykt lignende holdninger.
Borgerne fanget i midten
Både klimaministeren og Danmarksdemokraterne hævder selvfølgelig, at de vil borgerne det bedste.
Klimaministeren positionerer sig som én, der vil forsvare kommunernes ret til selvbestemmelse, og Danmarksdemokraterne positionerer sig som nogen, der vil sikre, at borgerne ikke bliver kørt over af en lokalpolitik, som ikke altid forekommer alle lige fair. Deres forslag bliver præsenteret som en slags mindretalsbeskyttelse.
I midten står de berørte borgere. På den ene side vil et nationalt stop for solcelleparker betyde, at de udkantsdanskere, der føler sig overrumplet og klemt, kan ånde lettet op – for en stund, i hvert fald. På den anden side vil et overordnet stop også betyde, at de kommuner, der godt kan finde et lokalpolitisk kompromis, nu ikke længere har mulighed for at opstille solcelleparker. På den måde har klimaministeren ret i, at Danmarksdemokraternes forslag kan resultere i en udvanding af kommunernes selvbestemmelse. Omvendt må man erkende, at den kommunalpolitiske tendens med at promovere grønne anlægsbyggerier, imens man lover at “inddrage borgerne” (uden at lade dem få tilstrækkelig selvbestemmelse) i sig selv repræsenterer et tab af lokaldemokratisk legitimitet. Det giver trods alt kun mening at forsvare kommunernes selvbestemmelse, i det omfang kommunerne har demokratisk opbakning.
Derfor bliver det interessant at se, om de mange lokale protestbevægelser får vind i sejlene til kommunalvalget – og hvad den politiske reaktion i så fald bliver. Vil borgerne sige fra? Og – mere vigtigt – vil politikerne i så fald lytte?
