Indiske caféer lader borgerne betale med plastikaffald

Ved nogle indiske spisesteder fungerer plastikaffald som en form for valuta. På den måde forsøger landet at både tackle forurening og fattigdom.

Joséphine Ryom

Journalistpraktikant

Samle skrald

I flere indiske byer dukker caféer op, hvor man ikke betaler med penge, men med plastik. Den første “Garbage Café” åbnede i 2019 i Ambikapur, en by i delstaten Chhattisgarh, og siden er konceptet blevet kopieret i andre dele af landet (BBC).

“Jo mere skrald, jo bedre smager det”

På caféen i Ambikapur kan man betale et måltid mad med ét kilo plastik. Menuen består af ris, to grøntsagsretter, linsesuppe og grønt. For et halvt kilo plastik får man morgenmad, fx samosa, fortæller indehaveren Vinod Patel, som driver caféen på vegne af Ambikapur Municipal Corporation (AMC).

Konceptet blev lanceret med sloganet “More the waste, better the taste”. Målet var både at mindske plastikforurening og bekæmpe sult. Initiativet henvender sig især til hjemløse og udsatte borgere, som kan samle plastik fra gader og lossepladser og bytte det til varm mad.

“Det har ændret vores liv”

Kunderne er positive. Rashmi Mondal fortæller til BBC, at hun hver morgen samler plastik på gaden:
“I dag kommer jeg hjem med mad til min familie for alt det plastik, jeg har samlet. Det har ændret vores liv.”

Sharada Singh Patel, der har arbejdet på caféen siden starten, forklarer:
“Hvis mad kan betales med plastik, så kæmper vi ikke kun imod hungersnød. Vi gør også miljøet renere.”

Ifølge Vinod Patel serverer caféen i gennemsnit mad til over 20 personer om dagen.

Effekten: 23 tons plastik indsamlet

Ritesh Saini, koordinator for Ambikapurs affaldsprojekter (SBMU), vurderer, at caféen har haft mærkbar effekt. Siden 2019 er der indsamlet næsten 23 tons plastik gennem initiativet.

Plastikmængden, der ender på lossepladser, er faldet fra 5,4 tons i 2019 til omkring 2 tons i 2024. Samtidig har byen stadig et samlet plastikforbrug på 226 tons årligt, hvor en stor del dog genanvendes.

Ambikapur-modellen

Det indsamlede plastik sendes til sorteringscentre under AMC, hvor omkring 20 såkaldte “rense-søstre” arbejder. De sorterer affaldet og samler ind fra husstande ved at gå fra dør til dør. Modellen er blevet så udbredt, at den i Indien omtales som “Ambikapur-modellen”.

Sona Toppo, leder af et af centrene, fortæller, at der dagligt kommer 30–35 borgere for at aflevere plastik. Ordningen er samtidig blevet en indtægtskilde for kvinder i byen, der arbejder under bedre forhold end tidligere.

Udbredelse til andre byer

Siden er Garbage Café-konceptet blevet kopieret i andre dele af Indien. I Mulugu kan borgere få et kilo ris for et kilo plastik, mens man i Uttar Pradesh kan betale med plastik for både mad og menstruationsbind (Hindustan Times).

I New Delhi blev en Garbage Café også forsøgt, men projektet gik konkurs. Ifølge Saini skyldtes det både manglende kendskab og dårlig affaldssortering i hovedstaden.

En del af løsningen – men ikke hele

Ifølge eksperter er caféerne et vigtigt socialt og miljømæssigt initiativ – men de kan ikke løse de grundlæggende problemer med overproduktion af plastik eller de dele, der ikke kan genanvendes. Som forskeren Pathak udtrykker det til BBC:

“Disse initiativer løser de problemer, man kan se på overfladen. Men de kan ikke ændre de fundamentale årsager til Indiens plastikproblemer.”