I de sydlige fjelde på Grønland forbereder selskabet GreenRoc Strategic Materials sig på at genåbne en gammel grafitmine. Råstoffet skal bruges til batterier i elbiler og lagring af grøn energi – og ifølge selskabet selv bliver det gjort “bæredygtigt”.
Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) støtter projektet med et lån på 5,2 millioner euro og fremhæver det som et skridt mod en mere ansvarlig forsyning af kritiske råstoffer. Selvom projektet taler ind i den grønne omstilling, vækker det dog også debat. For hvordan ser bæredygtig minedrift egentlig ud – og hvad betyder det, når det foregår i Arktis?
En brik i den grønne teknologi
Grafit er et af de vigtigste råstoffer i elbilbatterier. Det bruges i den del af batteriet, hvor energien lagres, og uden grafit ville de fleste grønne teknologier – fra elbiler til vindmøller – ikke fungere.
EU har derfor udpeget grafit som et kritisk råstof, og behovet ventes at stige dramatisk i de kommende år. I dag producerer Kina langt størstedelen af verdens grafit, men europæiske lande forsøger at gøre sig mindre afhængige af kinesisk forsyning.
Her får Grønland en strategisk rolle. Landet har betydelige forekomster af grafit, kobber og sjældne jordarter, og projekter som Amitsoq-minen passer direkte ind i EU’s råstofstrategi. Samtidig kan minedrift give Grønland nye indtægtskilder og arbejdspladser – et vigtigt mål for et samfund, hvor økonomien stadig i høj grad er afhængig af fiskeri og det danske bloktilskud.
Grønlands regering har flere gange fremhævet, at landet ønsker at udvikle nye erhverv, men på en måde, der tager hensyn til naturen og den lokale kultur.
Et løfte om bæredygtighed
For GreenRoc handler bæredygtighed om flere ting. Dels at grafitten i Amitsoq har en meget høj koncentration, hvilket betyder, at der skal graves mindre for at få samme mængde materiale. Dels at Grønland har klare miljøkrav og mulighed for tæt kontrol.
EIFO fremhæver, at det er bedre, at råstoffer til grøn omstilling udvindes i lande med stærk miljøregulering end i regioner, hvor forurening og dårlige arbejdsforhold ofte ignoreres. Med andre ord: Hvis vi alligevel skal bruge grafit til elbiler og batterier, giver det mening at udvinde den dér, hvor det kan gøres mest ansvarligt.
Derudover kan projektet skabe lokale arbejdspladser, især i Sydgrønland, hvor der i forvejen er få erhvervsmuligheder uden for fiskeriet. Den lokale infrastruktur kan også blive forbedret – nye veje, havneanlæg og forsyningslinjer kan give afledte fordele for området.
Men alt det afhænger af, hvordan projektet udføres i praksis.
Arktisk natur på vippen
Selv om minedriften i Grønland skal ske under strengere miljøkrav end i mange andre lande, er naturen også mere sårbar. Det arktiske klima gør det svært at rydde op, hvis der opstår forurening, og tidligere erfaringer giver grund til forsigtighed.
Da zinkminen ved Maamorilik lukkede i 1990’erne, viste målinger i årevis forhøjede tungmetalværdier i fjorden. Og selv små udledninger kan have langvarige konsekvenser i økosystemer, hvor planter og dyr vokser ekstremt langsomt.
Derudover vil enhver mine kræve anlægsarbejde, som ændrer landskabet. Nye veje og havne vil blive bygget, og maskiner samt transport skal tilføres et område, der i dag er næsten urørt. De fleste energikilder i Grønland er stadig fossile, hvilket betyder, at selve udvindingen vil udlede en del CO₂ – i hvert fald i de første år.
Flere lokale organisationer har derfor efterlyst større åbenhed om, hvordan virksomheden planlægger at minimere affald, beskytte fjordmiljøet og sikre, at naturen reetableres, når udvindingen stopper.
Grønland mellem udvikling og afhængighed
For nogle grønlændere repræsenterer mineprojekterne håb om selvstændighed. Et vellykket mineeventyr kan skabe økonomisk styrke og politisk frihed. For andre vækker det bekymring. Mange lokalsamfund lever af jagt og fiskeri og frygter, at de industrielle projekter kan forstyrre havmiljøet og skræmme dyrelivet væk.
En undersøgelse fra GEUS beskriver, hvordan minedrift i Grønland ofte kræver store investeringer udefra – hvilket kan betyde, at de økonomiske gevinster ender uden for landet. Samtidig risikerer Grønland at bære miljøregningen, hvis noget går galt.
Det er denne ulighed, der får mange til at efterlyse klare aftaler om, hvordan lokale borgere inddrages, og hvordan samfundet sikres en retfærdig andel af udbyttet.
Det cirkulære spørgsmål
Grafitminen i Grønland sætter også fokus på et større dilemma: Skal vi løse klimakrisen ved at udvinde mere – eller ved at bruge mindre?
I dag bliver kun omkring fem procent af grafitten fra brugte batterier genanvendt. Resten går tabt, selv om materialet i princippet kan bruges igen. Det skyldes, at genvinding stadig er dyr og teknisk besværlig, selvom forskere og virksomheder arbejder på løsninger.
I Tyskland og Sverige testes metoder, hvor brugte elbilbatterier adskilles og genanvendes i nye celler. Andre steder får de et “andet liv” som stationære energilagre, før materialerne genvindes.
Hvis en cirkulær udviklingen lykkes, kan den reducere behovet for ny minedrift betydeligt. Men det kræver politisk vilje, teknologisk innovation og investeringer i genanvendelsesanlæg.
To sandheder på én gang
Der findes ikke ét klart svar på, om minedriften ved Amitsoq er god eller dårlig. På den ene side er der stærke argumenter for at udvikle en europæisk, reguleret råstofindustri, der kan støtte den grønne omstilling og skabe lokal vækst. På den anden side er det svært at forene ny udvinding med de idealer, der forbindes med bæredygtighed.
I internationale diskussioner bliver udtrykket bæredygtig minedrift ofte udfordret. Som den britiske innovationsplatform IgniteC formulerer det:
“Minedrift kan aldrig blive fuldt ud bæredygtig i traditionel forstand, fordi den handler om at udvinde begrænsede ressourcer og medfører uundgåelige miljøomkostninger. Men ved at tage nye teknologier i brug, arbejde mere ansvarligt og aktivt reducere skader, kan minedriften bevæge sig i en mere regenerativ retning.”
Virkeligheden viser, at grøn energi og elektrificering ikke kan ske uden nye materialer. At sige nej til al udvinding er derfor ikke realistisk – spørgsmålet er, hvordan den kan ske med mindst mulig skade og størst mulig lokal nytte.
Bæredygtighed kræver bevis
Om GreenRocs projekt ender som et forbillede på ansvarlig minedrift eller et eksempel på greenwashing, afhænger af, hvordan det gennemføres.
Myndighederne i Grønland skal stadig godkende miljøvurderingerne, og det vil være afgørende, hvordan virksomheden håndterer affald, energi og lokal inddragelse.
Men den største diskussion rækker langt ud over Grønland: Hvordan balancerer vi ønsket om en grøn fremtid med den rå virkelighed, at vores teknologier kræver stadig flere ressourcer?
For hvis den grønne omstilling skal være troværdig, må den også handle om at bruge det, vi allerede har klogere – før vi igen begynder at grave dybere i jorden.
