Kan luftens CO₂ ende som ingrediens i fremtidens aftensmad? Det er netop visionen bag et nyt danskledet konsortium, der med støtte fra Novo Nordisk Fonden og Bill & Melinda Gates Foundation nu sætter sig for at udvikle de første egentlige prototyper af fødevarer baseret på CO₂. Projektet, som allerede har rejst op mod 200 millioner kroner i finansiering, har fået navnet ”CO₂ som råvare” og samler både forskere og virksomheder i Danmark og udlandet. Ambitionen er intet mindre end at frigøre fødevareproduktionen fra dens afhængighed af jord, vand og sukkerholdige afgrøder.
Blandt partnerne finder man både Aarhus Universitet, Topsoe, Novonesis og den danske kok Rasmus Munk fra restauranten Alchemist. Med i kredsen er også Washington University i St. Louis, og der arbejdes på at løfte teknologien fra laboratorie-eksperimenter til demonstrationer i større skala. Ifølge Novo Nordisk Fonden handler det ikke længere kun om at bevise, at det kan lade sig gøre i et reagensglas. Nu skal det vises, at man kan skabe konkrete produkter, som kan spises, smages på og produceres i større mængder.
Fra CO₂ til protein
Selve ideen bygger på en bioteknologisk proces, hvor CO₂ kombineres med grøn strøm og mikroorganismer. Normalt bruger man sukker eller stivelse som næring i fermentering, men forskerne har udviklet metoder til at erstatte de afgrøder med en base lavet af CO₂. Gassen omdannes til enkle forbindelser som acetat, som mikroorganismer kan leve af og forvandle til protein. På den måde kan man lave fødevareingredienser uden at dyrke sukkerroer, majs eller andre stivelsesrige planter, der skal bruge store landbrugsarealer. Aarhus Universitet har allerede vist, at det kan lade sig gøre at opfange CO₂ fra biogas og bruge det som grundlag for produktionen, og der arbejdes nu med at teste teknologien på større punktkilder som cementfabrikker og kraftværker.
Hos Novonesis, tidligere kendt som Novozymes, handler det om at skræddersy de mikroorganismer, der skal stå for selve omdannelsen. Claus Crone Fuglsang, virksomhedens videnskabelige direktør, understreger, at det handler om at flytte fødevareproduktionen ind i en ny æra: ”Vi er dybt engagerede i videnskab og bæredygtighed. At udnytte CO₂ til at producere fødevareproteiner uden brug af landbrugsjord er en central del af vores forpligtelse til at transformere fødevaresystemerne og accelerere vejen mod et klimaneutralt samfund,” siger han i en officiel udtalelse fra selskabet.
Cirkulær CO2-udledning
Når CO₂ bruges som råvare i fødevareproduktionen, handler det ikke om at fjerne drivhusgasser permanent, men om at genbruge dem. Man danner dermed ikke ny CO₂, men benytter den, der allerede er i kredsløbet. Den kuldioxid, der opsamles fra atmosfæren eller fra industrielle kilder, indgår i produktionen af protein og fødevarer og vender igen tilbage, når maden spises eller nedbrydes. Pointen er, at CO₂’en får en funktion undervejs i stedet for blot at udledes direkte. Det gør systemet cirkulært og betyder, at man kan reducere behovet for sukker og andre afgrøder, der beslaglægger jord og skaber nye udledninger. Samtidig frigøres der plads til natur og skov, som i modsætning til maden kan lagre kulstof mere varigt.
Klimakrisens fødevareparadoks
Det er ikke tilfældigt, at Novo Nordisk Fonden og Gates Foundation har valgt at investere massivt i denne type forskning. Landbruget står globalt for en stor del af klimabelastningen, både gennem metan fra husdyr og gennem den plads, det beslaglægger. Sukker- og stivelsesafgrøder fylder enorme arealer, som i princippet kunne bruges til natur, skov eller andre fødevarer. At kunne skifte sukker ud med CO₂ i fermenteringsprocesser rummer derfor en dobbelt gevinst: Dels kan man mindske presset på jorden, dels kan man give CO₂ en funktion som råmateriale i stedet for blot at se den som affald.
For de kommende årtier er det et centralt spørgsmål, hvordan vi som samfund kan brødføde en voksende befolkning uden at udvide landbrugsarealet yderligere. Netop her kommer CO₂-teknologien ind i billedet. Hvis det lykkes at modne processerne til industriel skala, kan man forestille sig store anlæg, der ligger tæt på CO₂-kilder, hvor gassen opsamles og bruges direkte til at producere protein til fødevarer.
Fra laboratorium til spisebord
Indtil videre befinder teknologien sig stadig i en udviklingsfase. De næste to år bliver afgørende, hvor målet er at nå et demonstrationsniveau, hvor man ikke blot kan vise processen i laboratoriet, men rent faktisk udvikle fødevareprototyper. Det kan være alt fra proteinpulver til nye ingredienser i kød- eller mejerialternativer. Ambitionen er, at kokke som Rasmus Munk kan være med til at eksperimentere med, hvordan maden kan tilberedes, så det ikke kun er en teknologisk landvinding, men også noget, der vækker appetit og nysgerrighed hos forbrugerne.
Der ligger dog store udfordringer foran konsortiet. Smag, pris og forbrugernes villighed til at acceptere mad baseret på gas er usikre faktorer. Forskerne peger selv på, at prisen bliver afgørende. Hvis proteiner baseret på CO₂ skal kunne konkurrere med både kød og plantebaserede alternativer, skal de produceres billigt og i stor skala. Samtidig venter et massivt arbejde med regulering og godkendelse, før nye fødevareingredienser kan lande på markedet.
Et glimt af fremtidens mad
For danskerne betyder det ikke, at vi i morgen kan finde CO₂-baserede produkter i supermarkedet. Men der er en reel mulighed for, at vi om få år kan støde på ingredienser, hvor en del af proteinet er udviklet gennem denne teknologi. Hvis det lykkes, kan det blive en af de mest radikale forandringer i fødevareproduktionen i nyere tid – en omstilling, der ikke blot handler om at erstatte kød med planter, men om at opfinde helt nye måder at lave mad på.
For klimaforskere og politikere er det særligt interessant, fordi teknologien kan bidrage til at bremse den negative spiral, hvor mere fødevareproduktion kræver mere jord, som igen skubber til klimakrisen. For forbrugerne kan det på længere sigt betyde nye valgmuligheder i køledisken – måske endda til priser, der er konkurrencedygtige med de kendte alternativer.
At forvandle luftens CO₂ til spiselig mad kan lyde som science fiction, men de næste par år bliver afgørende for, om det kan bevæge sig fra forskernes bioreaktorer til køkkenet. Lykkes det, kan det blive et vigtigt skridt mod at løse klimakrisens fødevareparadoks: hvordan vi producerer mere mad til flere mennesker uden at ødelægge de naturressourcer, vi har tilbage.
