10. jan.

Hestens år – vi galopperer ind i 2026

2026 er Hestens år ifølge den kinesiske kalender. Hesten er mere end et astrologisk symbol - i Danmark har den bevæget sig fra uundværligt arbejdskraft til hobbydyr og, måske, en potentielt vigtig kilde til menneskelig velvære?

Jørgen Banke

Journalist

Billede af Frank Ng/Unsplash
Billede af Frank Ng/Unsplash

I 2026 byder vi velkommen til Hestens år i den kinesiske kalender – en periode, der ifølge traditionen løber fra den 17. februar 2026 til 5. februar 2027 og repræsenterer det syvende dyr i den kinesiske dyrekreds.

Ifølge kinesisk astrologi er hvert år i en periode på tolv år knyttet til et bestemt dyr, som sætter sit præg på året og mennesker født i dette tegn.

Systemet stammer fra en flere tusind år gammel kultur, hvor hvert af de tolv dyr – fra rotte til gris – symboliserer særlige karaktertræk, energier og muligheder.

Personer født i et hestens år siges at være individualistiske, handlekraftige og eventyrlystne, med en ubændigt trang til at bryde grænser og bevæge sig fremad i livet.

Den kinesiske kalender og dyrekredsen

Kinesisk astrologi adskiller sig fra den vestlige ved at koble et dyr til året for fødslen, snarere end måneden som i den vestlige stjernetegnskalender.

Dyrekredsen består af 12 dyr, som gentager sig i en cyklus – så hvis du fx er født i 1990, 2002 eller 2014, kan du siges at være født i hestens år.

Hestens år siges at repræsentere mulighed for hurtige ændringer, kreativitet og frihed, og det bliver derfor nogle gange set som et godt tidspunkt til at påbegynde nye projekter, styrke sociale relationer og udfordre gamle normer.

Hesten i Danmark – fra arbejde til hobby

Hestens historie i Danmark går langt tilbage.

Arkæologiske fund peger på, at hesten var til stede i landet allerede i yngre stenalder, omkring 3.000 år f.Kr., efter at være kommet hertil fra sydøst og sydvest.

I århundreder var hesten et uundværligt arbejdsdyr.

I landbruget trak heste plove og vogne, hjalp med at transportere korn og andre afgrøder og var et centralt element i den præindustrielle samfundsøkonomi.

Hesten var ikke blot et husdyr – den var en partner i menneskets daglige slid i en tid før traktorer og andre industrimaskiner gjorde deres indtog.

Som teknologien udviklede sig, og landbrugets mekanisering gradvist eliminerede behovet for tungt hestearbejde, ændrede hestens rolle sig også. Den blev i stigende grad til et symbol på fritid, sport og fritidsinteresse.

Fra omkring midten af det 20. århundrede voksede ridesporten i popularitet i Danmark.

I hele landet opstod der klubber, stævner og hele fællesskaber omkring ridning og hestepasning.

I dag er heste primært forbundet med hobby, sport og samvær.

Rideskoler og stutterier findes over hele landet, og tusindvis af danskere bruger deres fritid på at ride, træne og pleje heste.

Hestens betydning for menneskers velvære

Det moderne forhold til heste rækker dog længere end til sport og fritidsinteresse.

En ny undersøgelse udført af Agria viser, at heste kan have en stor betydning for vores psykiske velvære.

Ifølge undersøgelsen oplever 2 ud af 3 hesteejere, at det altid eller ofte har en positiv indvirkning på deres mentale tilstand at tilbringe tid med heste, og mange føler, at deres energi stiger gennem interaktion med dyrene.

Det skyldes tilsyneladende, at hestes sociale natur og den nærværende kontakt kan øge koncentrationen af neurotransmittere – såsom dopamin og oxytocin – der er kendt for at bidrage til glæde og mindske stress.

Resultaterne viser også, at kvinder i særlig grad oplever mental forbedring gennem hestelivet, hvilket kan være en forklaring på, hvorfor højere andele af hesteejere og ryttere i Danmark er kvinder.

Symbol på bevægelse og balance

Når vi ser mod 2026 og Hestens år, kan vi måske bruge det som inspiration til at få gjort op med gamle vaner og tage et decideret spring ind i fremtiden – i stedet for at lade os begrænse af gamle vaner.

De af os, der opstiller nytårsforsæt, kan lade os motivere til at træffe ambitiøse valg – og faktisk følge dem til dørs (for én gangs skyld).

I en politisk sammenhæng kan man i sit stille sind håbe på, at det vil lykkes at skabe mere tilslutning til klimapolitiske tiltag og den grønne omstilling i det hele taget.

Som vi så i 2025 er der langt fra enighed om, hvordan bæredygtig politik skal udfolde sig rent praktisk.

På trods af at der fra politisk side fokuseres storstilet på grønne energiprojekter, sagde mange af de danskere, der bor i udkantskommuner, fra over for både solcelleparker og vindmøller.

Også fra erhvervslivets side viste det sig, at der var meget begrænset interesse for statens millard-udbud af vedvarende energi-projekter.

Forhåbentligt lykkes det bedre i 2026 at sikre jævnt trav og fælles fodslag.

Nok er ambitioner og nytænkning nødvendige, men man er nødt til at få befolkningen – og erhvervslivet med.

Ellers kan det hurtigt komme til at minde om to mand i et heste-kostume, der ikke kan blive enige om, hvor de er på vej hen.

Rigtig godt nytår!