I Belém forsøger delegationer fra næsten 200 lande at holde fokus på de store spørgsmål: klimatilpasning, finansiering og hjælp til de mest udsatte. Specielt i et mødelokale er stemningen skiftet. Det er det rum, hvor der skal laves handlingsplan for at styrke kvinder i klimaarbejdet. Efter dokumenterne blev delt ud, blev én sætning fremhæves, og pludselig er det ikke længere CO₂, der optager alle. Det er ordet “gender”.
Hvorfor en handlingsplan nødvendig
Dagsordene for mødet ligger i et grundlæggende behov, som ofte overses i klimadebatten: Klimaændringer rammer ikke alle lige hårdt, og kvinder er i mange sammenhænge blandt de mest sårbare. Det skyldes blandt andet, at kvinder i store dele af verden står med ansvaret for vand, fødevarer og omsorg i lokalsamfund, der allerede er presset af tørke, oversvømmelser eller ødelagte afgrøder.
Samtidig har kvinder langt mindre adgang til beslutningsrum, jordrettigheder og økonomiske ressourcer, hvilket gør det sværere for dem at tilpasse sig og komme sig efter klimakatastrofer. Formålet med handlingsplanen er derfor at sikre, at deres erfaringer faktisk bliver en del af den globale klimapolitik, og at løsninger udvikles med dem, der mærker krisen tættest på kroppen. Det handler både om retfærdighed og om effektivitet: Klimapolitik virker bedre, når den tager højde for de mennesker, der står midt i konsekvenserne.
Køn – biologisk eller socialt
Men Ifølge The Guardian er disse forhandlinger på COP30 nu gået helt i stå. I stedet for at forhandle en ny handlingsplan, der skal styrke kvinders rolle i klimaarbejdet, har en gruppe lande gjort definitionen af køn til selve kamppladsen. Saudi Arabien, Egypten, Rusland og Iran kræver, at “gender” skal forstås som “biological sex”, altså udelukkende som biologisk mand eller kvinde.
På den anden side står en række vestlige og latinamerikanske delegationer, blandt andre Canada, Norge og flere EU-lande, der fastholder den eksisterende FN-forståelse af “gender” som et socialt og kulturelt begreb, der også omfatter trans- og nonbinære personer. De frygter, at en stram definition vil underminere mange års arbejde for at sikre, at kvinder og kønsminoriteter får reel indflydelse på klimabeslutninger.
Bevidst sabortage af forhandlinger
Midt i modsætningerne står en gruppe eksperter og aktivister, der bruger deres dage og aftener på at navigere mellem forhandlingsrum, pressemøder og hastemøder. Blandt dem er Claudia Rubio Giraldo fra Women’s Environment & Development Organization, som i The Guardian advarer om, at kampen om definitionen ikke bare er en principiel diskussion. Hun kalder det et bevidst forsøg på at trække forhandlingerne i langdrag ved at “stall the negotiations, burden the process and block more ambitious conversations”.
Det er netop denne frygt for at “inkludere for mange”, som flere observatører mener er blevet strategisk nyttig for en gruppe konservative stater. For hvis man stiller spørgsmål til selve ordvalget, kan man undgå at forholde sig til alt det, der følger: finansiering, målsætninger, dataindsamling, opfølgning og kontrol. Det er en velkendt forhandlingsteknik i FN-regi. Hvis man saboterer sproget, lammer man processen.
For aktivister som Lorena Aguilar, leder af Kaschak Institute for Social Justice for Women and Girls og tidligere viceminister i Costa Rica, er det et skræmmende tilbageskridt. Hun siger til The Guardian, at “some countries want to push us back to 30 years ago” – og understreger, at de ikke vil acceptere en plan, der giver mindre end hvad tidligere aftaler allerede har slået fast.
Fjerner fokus fra det reelle problem
Kønsdiskussionen fylder så meget, at den skygger for det egentlige arbejde. Den nye handlingsplan, som skulle opdateres på COP30, er central for at sikre, at klimaprojekter globalt tager højde for, hvordan kvinder og kønsminoriteter rammes forskelligt af klimaændringer. Ifølge The Guardian gik kun fire procent af den globale klimatilpasningsfinansiering i 2022 til projekter, hvor køn var hovedfokus. Derfor er behovet for en stærk og opdateret plan enormt.
Men indtil definitionen er afklaret, kan forhandlerne ikke engang nå til de centrale spørgsmål om finansiering, implementering og mål. Hele processen ligger stille i det, flere beskriver som en “sproglig skyttegrav”. I Belém tales der åbent om, at COP30 risikerer at ende med en udvandet eller symbolsk tekst, hvis ingen tør bryde dødvandet.
Kvindeorganisationer i frustration
I mellemtiden vokser frustrationen hos kvindeorganisationer, især fra lande i det globale syd, der i forvejen kæmper med alvorlige klimakonsekvenser. Mange fortæller, at de i årevis har forsøgt at få deres erfaringer ind i de globale klimabeslutninger – erfaringer fra landbrug, vandforsyning, katastrofeberedskab og lokalsamfund, hvor kvinder ofte står for den praktiske håndtering af klimakrisen.
Når definitionen af køn snævres ind, frygter de, at deres viden bliver marginaliseret, eller at kun nogle grupper af kvinder – ofte de mest privilegerede – repræsenteres i de store internationale programmer.
Danmark i kamp for retfærdighed
For danske aktører er situationen også relevant. Danmark har længe arbejdet for, at klimahandling skal være lige så meget et socialt og menneskeretligt spørgsmål som et teknisk. Når definitionen af køn bliver politiseret i en grad, så den forhindrer videre forhandlinger, udfordrer det grundlaget for mange af de værdier, Danmark forsøger at fremme. Det handler ikke kun om menneskerettigheder, men også om effektiv klimapolitik. En plan, der ikke tager højde for forskelle mellem køn og identiteter, risikerer nemlig at ramme skævt og virke mindre.
Inklusionens usikkerhed
I Belém taler flere delegationer nu om, hvordan man kan komme videre. Nogle forsøger at bygge kompromiser ind i teksten, andre forsøger at udskyde den konkrete definition til senere. Men mange kvinderettighedsorganisationer advarer mod netop denne løsning. Hvis definitionen udskydes, bliver det næsten umuligt at sikre, at handlingsplanens finansiering og implementering rent faktisk inkluderer de grupper, den er tænkt til.
Det store spørgsmål er derfor, om COP30 kan bryde ud af definitionsknuden, inden topmødet slutter. Hvis ikke, kan man ende med endnu en erklæring, der lyder flot, men reelt ikke ændrer noget. Og så står de kvinder og kønsminoriteter, som allerede rammes hårdest af klimakrisen, tilbage uden den støtte, som en stærk handlingsplan skulle have sikret dem.
For lige nu, midt i Beléms varme og summen af kameraer, er det stadig kun ét ord, der afgør hele planens fremdrift: gender.
