Tirsdag aften starter som en helt almindelig aften ved COP30 i Belém. Delegerede er på vej ud af hovedindgangen, badges dingler, telefoner vibrerer, og sikkerhedsvagter styrer den vanlige strøm. Så ændrer stemningen sig.
The Guardian beretter om at en gruppe demonstranter – både oprindelige folk og allierede – bryder igennem ved indgangen, skubber mindst en dør af hængslerne og løber gennem metalbøjlerne ind i den lukkede Blue Zone, hvor de officielle forhandlinger foregår. Flere bærer fjerprydede hovedbeklædninger, andre bannere med teksten “Our forests are not for sale”. Det hele ender i skubben, råb og kortvarige slagsmål med FN’s sikkerhedsvagter, før gruppen igen bliver presset ud. Indgangen blev efterfølgende spærret af brandfolk.
FN melder ud i en pressemeddelelse senere at “tidligere denne aften, har en gruppe af demonstranter væltet sikkerhedsbarrierer ved hovedindgangen til konferencen” og at to vagter er lettere skadet.
For mange af de ledere, der sidder i klimaforhandlinger, eller folk der følger dem tæt, kan det ligne endnu en dramatisk protest. For oprindelige folk fra Amazonas er det noget andet: Et forsøg på at gennembryde en glasvæg af symbolsk inddragelse uden reel magt.
“De kan ikke bestemme for os, uden os”
En af dem, der fulgte optrinnet tæt, var Agustin Ocaña fra ungdomsnetværket Global Youth Coalition. Han fortæller til Associated Press, at nogle af dem, der trængte ind, råbte “De kan ikke bestemme for os, uden os” med direkte henvisning til, at oprindelige folk igen oplever, at beslutninger tages hen over hovedet på dem.
Ocaña beskriver, hvordan demonstranter og vagter slog ud efter hinanden med små plastkasser fra sikkerhedsområdet, og hvordan en vagt blødte fra hovedet.
Det er ikke de voldelige detaljer, der fylder mest for de oprindelige aktivister. Det er følelsen af desperation. Ifølge The Guardian havde Brasiliens regering på forhånd lovet, at COP30 i Amazonas skulle være det topmøde, hvor oprindelige folks stemmer for alvor kom på scenen.
Resultatet blev et topmøde, hvor oprindelige delegationer er mere synlige end normalt, både inde og uden for forhandlingssalen. Men synlighed er ikke det samme som indflydelse. Når de mest afgørende beslutninger om skov, finansiering og fremtidige projekter fortsat forhandles i rum domineret af regeringer og finansfolk, oplever mange, at de stadig befinder sig på tilskuerpladserne.
“Vi kan ikke spise penge”
Hvor dyb kløften er, bliver tydelig i ordene fra Gilmar, en leder fra Tupinambá-samfundet ved Tapajósfloden. I et interview med Reuters siger han:
“Vi kan ikke spise penge. Vi vil have vores land fri for agroindustri, olieefterforskning, illegale minearbejdere og illegale skovhuggere.”
For ham og mange andre handler COP30 ikke først og fremmest om abstrakte CO₂-mål, men om retten til land, vand, skov – og til selv at bestemme, hvad der skal ske der.
Samtidig har Brasiliens præsident Luiz Inácio Lula da Silva gjort det til en central del af fortællingen om COP30, at konferencen i Belém skal være en scene for netop disse stemmer.
Lula har lovet, at mødet i Amazonas skal bringe oprindelige folks erfaringer og krav i forgrunden, blandt andet gennem en ny “global ethical stocktake”, der skal fokusere på de moralske og sociale sider af klimakrisen – herunder uforholdsmæssige konsekvenser for fattige, kvinder, børn og oprindelige folk.
Det er et stærkt symbol. Men når de samme mennesker ser milliarder i klimamidler blive diskuteret uden garanti for rettigheder og reel kontrol, føles det for nogle mere som kulisse end som magtskifte.
Kapital, skovfonde og kampen om kontrollen
Det mest konkrete udtryk for denne nye klimafinans-logik er Brasiliens flagskibsprojekt ved COP30: fonden Tropical Forests Forever Facility, der skal samle 25 milliarder dollar i startkapital fra rige lande og bruge dem til at løfte en samlet fond på 125 milliarder dollar til bevarelse af tropiske skove.
Idéen er i princippet enkel: Det skal være mere værd at lade skoven stå end at fælde den. Penge fra regeringer og private investorer skal kanaliseres ind i projekter, der holder skoven intakt og støtter lokalsamfund, der ellers kan være presset til at sælge jord til kvæg, soja eller minedrift.
Men netop kombinationen af investeringer, fonde og internationale partnere vækker også mistanke. For hvem styrer retningen, når milliarderne først flyder ind i fonden og videre ud i konkrete projekter? Hvem sætter betingelser og evaluerer resultater? Og vigtigst for de oprindelige samfund: Sidder de ved bordet, eller får de blot lov til at klappe, når beslutningerne er truffet?
Der er samtidig stor forskel på de forskellige lederes holdning til fonden. Både Tyskland og Norge lovet betydelige bidrag til fonden, mens blandt andet USA under Donald Trump og Storbritannien indtil videre står uden for.
På den måde bliver protesterne foran indgangen også et opgør med en bestemt klimamodel: En model, hvor skoven bliver til en slags grøn aktivklasse i en global portefølje, mens de mennesker, der har levet i og af den i generationer, først skal bevise deres “kapacitet”, før de får lov at få del i kagen.
Brasilien åbner gaden – men hvor er nøglen til mødelokalet
Der er også en anden dimension til konflikten: værtslandet Brasilien. I The Guardian beskrives det, hvordan COP30 bevidst forsøger at skille sig ud fra de tre foregående COP’er, der fandt sted i lande med mere autoritære regeringer.
I Belém har myndighederne derimod opfordret til civilsamfundsarrangementer og demonstrationer i gaderne, og en folkelig “people’s summit” og ungdomsmarch er planlagt side om side med forhandlingerne.
Det gør protesten dobbelt: På den ene side er det et sammenstød med FN’s sikkerhedsapparat. På den anden side er det en test af, hvor langt Brasilien faktisk vil gå i praksis, når retten til at demonstrere møder kernen i et stærkt kontrolleret FN-topmøde.
For mange aktivister er svaret endnu uklart. De ser muligheden for at være mere til stede, mere synlige, mere tydelige end før. Men de ser også, at der stadig er en hård kerne af magt, hvor regeringer, forhandlere og erhvervsinteresser taler sammen i et sprog, der sjældent tager udgangspunkt i livsform og territorium, men i “risiko”, “afkast” og “skalering”.
Hvad fortæller Belém os
Det der sker foran COP30’s glasfacader disse dage, går til kernen af klimakampen.
På papiret er alle enige om, at oprindelige folk spiller en nøglerolle i at beskytte regnskoven. Forskning og internationale institutioner peger igen og igen på, at skovområder, der er formelt anerkendt som oprindelige territorier, ofte er bedre beskyttet mod rydning end nationalparker og kommercielle skovkoncessioner. Samtidig vokser den globale appetit på såkaldt grønne investeringer, der kan dokumentere klimaeffekt.
Konflikten opstår der, hvor disse to spor mødes. Når midler, fonde og projekter designes af regeringer og finanssektoren, mens oprindelige folk inviteres ind som dekorative partnere, bliver det svært at tale om reel klimaretfærdighed. Protesterne i Belém er et forsøg på at insistere på, at klimakrisen ikke kun kan løses i finansielle modeller, men også i fordelingen af rettigheder, magt og kontrol med land.
For os som danskere, der måske sorterer affald, dropper kødet lidt oftere og stemmer på partier med klimamål, kan det være en vigtig påmindelse: Den grønne omstilling er ikke kun et spørgsmål om teknologi og tal. Den handler også om, hvem der bliver hørt, og hvem der må stille sig udenfor og råbe for at trænge igennem.
I Belém er glasvæggen mellem mødelokaler og virkelighed blevet synlig. Spørgsmålet er, om COP30 ender med blot at reparere døren – eller om nogen faktisk rækker nøglen videre.
