10.–11. juli 2025 samles EU’s miljø‑ og klimaministre på et uformelt møde i Aalborg under dansk formandskab. Mødet byder på fire kerneområder:
- Vejen til COP30 i Brasilien – Forberedelse til UNFCCC’s klimakonference i efteråret.
- Status for Europas miljø og klimapolitik frem mod 2030 – Hvordan klarer vi os, og hvad skal prioriteres?
- EU’s klimapolitik efter 2030 – Det næste store stræk: 2040‑målet.
- En global aftale om plastik – Endelige drøftelser om en international aftale mod plastikforurening.
Hvor langt er vi på de enkelte områder?
Når Europas klima- og miljøministre mødes, handler det ikke kun om nye visioner – men også om at tage temperaturen på den politik, der allerede er vedtaget. Flere af målene, særligt frem mod 2030, er blevet formuleret i løbet af det seneste årti under EU’s Grønne Pagt.
Men hvor langt er vi egentlig kommet? Er tempoet højt nok til, at vi når de næste milepæle i tide? Mange af drøftelserne i Aalborg tager afsæt i netop dette: Hvad virker, hvad halter – og hvordan skal vi prioritere for at komme videre mod både 2030 og 2040.
Herunder får du et break-down af de forskellige områder og hvad nuværende indsats og status er.
Vejen til COP30
FN’s næste store klimatopmøde, COP30, afholdes i Brasilien til november. Her skal verdens lande blive enige om, hvordan Parisaftalen konkret skal gennemføres frem mod 2035 og 2040. På mødet i Aalborg skal EU’s miljø- og klimaministre derfor diskutere, hvordan unionen bedst går ind til forhandlingerne – og med hvilken fælles stemme.
EU står stærkt som klimaaktør, men verdens klimapolitik er præget af skiftende politiske vinde og voksende spændinger mellem udviklings- og industrilande. Derfor bliver det afgørende, at EU fremstår samlet og konkret i sine ambitioner – især når det gælder finansiering af klimaindsatsen i udviklingslandene og reduktion af globale udledninger.
En stor udfordring bliver at finde balancen mellem EU’s egne klimamål og forventningerne om støtte og teknologioverførsel til resten af verden. Her er der både internt og globalt uenighed. Aalborg-mødet er derfor ikke beslutningstagende, men fungerer som en intern styrkeprøve: hvor ambitiøst tør EU gå til værks – og hvor enige er medlemslandene i det?
Status for Europas klima- og miljøpolitik frem mod 2030
EU har sat sig det mål at reducere udledningen af drivhusgasser med 55 % i 2030 sammenlignet med 1990-niveauet. Ifølge de nyeste data fra Kommissionen er unionen nået 37 % reduktion, hvilket jo egentlig virker lovende.
Men billedet er ikke entydigt positivt. Særligt transport- og landbrugssektoren har svært ved at nedbringe deres klimaaftryk, og uden målrettet regulering og investeringer kan de blive stopklodser for resten af klimaindsatsen. Derudover er der bekymring for, om de klimaforanstaltninger, der allerede er vedtaget – såsom CO₂-afgifter, energikrav til bygninger og bæredygtighedskrav til industrien – bliver implementeret hurtigt og effektivt nok i alle medlemslande.
Miljøpolitisk ser det også blandet ud. Flere lande har udskudt eller blokeret miljøtiltag med henvisning til økonomi og konkurrenceevne. Det gælder fx. pesticidregler og biodiversitetsmål, som flere øst- og sydeuropæiske lande har modsagt sig.
2030-målene stadig er inden for rækkevidde – men kun, hvis medlemslandene accelererer indsatsen og prioriterer gennemførsel.
EU’s klimapolitik efter 2030
Kommissionen har foreslået et nyt mål for 2040: 90 % reduktion af drivhusgasser i forhold til 1990. Det skal være det næste store skridt på vejen mod klimaneutralitet i 2050. Men forslaget er mødt med stor debat.
Læs også: Nyt 2040-mål fra EU: En grøn kurs mod nuludledning – og øget sikkerhed
Flere lande, herunder Polen, Tjekkiet og Italien, har krævet, at målet bliver mindre bindende og mere fleksibelt, især for energitung industri. Også dele af Europa-Parlamentet – særligt den nye højrefløj – ønsker at skrue ned for tempoet. Det øger usikkerheden om, hvorvidt EU kan blive enige om et samlet mål allerede i år.
Samtidig forsøger Kommissionen at imødekomme modstanden ved at foreslå, at lande kan bruge CO₂-kreditter, internationale klimaprojekter og særlige overgangsperioder. Det gør målet politisk lettere at sælge – men risikerer at udvande klimaeffekten.
På mødet i Aalborg skal ministrene diskutere vejen frem. Skal målet for 2040 være lige så bindende som det for 2030, og hvad kræver det at nå det? Det handler ikke kun om tal, men om hvilke sektorer der skal trække det tungeste læs, og hvilke omkostninger medlemslandene er villige til at acceptere.
En global aftale om plastik
Plastikforurening er blevet et globalt miljøproblem, som både truer havmiljøet, fødevaresystemerne og folkesundheden. FN-forhandlingerne om en global plastikaftale har været i gang siden 2022, og skal afsluttes senere i år. På mødet i Aalborg forsøger EU at lægge sidste hånd på sit fælles forhandlingsmandat.
Målet er at få en international aftale, som både regulerer produktion, forbrug og affald – og som kan sammenlignes med Paris-aftalen, bare for plastik. EU har indtil videre spillet en ledende rolle og går ind for en bindende aftale med reduktionsmål og forbud mod visse typer engangsplast. Men internt i EU er der også uenigheder, fx. om hvor langt man skal gå, og hvordan det vil påvirke erhvervslivet.
En global plastikaftale kan få stor betydning for danskere, især fordi mange plastprodukter produceres i eller importeres fra lande uden stramme miljøregler. En stærk aftale kan betyde mindre engangsplast og færre mikroplastpartikler i vores fødevarer – men det afhænger af, hvor ambitiøst EU og resten af verden tør være.
PFAS – fælles front mod de usynlige gifte
Et af de mere opsigtsvækkende indslag på mødet er, at 32 ministre frivilligt får testet deres blod for PFAS – de såkaldte evighedskemikalier, som findes i alt fra pizzabakker til regntøj og er blevet sporet i både grundvand og menneskers blod. Initiativet skal sætte fokus på den voksende sundhedstrussel og lægge pres på EU for at fremskynde et fælles forbud mod tusindvis af PFAS-stoffer.
EU arbejder allerede på en storstilet regulering, som kan blive verdens mest omfattende, men flere medlemslande er tilbageholdende af hensyn til industrien. Danmark har været blandt de mest ambitiøse og presser på for hurtig udfasning.
Læs også: Miljøstyrelsen forbyder 23 sprøjtemidler med PFAS-stoffer: Nu skal landbruget tænke nyt
Aalborg-mødet ventes ikke at føre til konkrete beslutninger, men kan styrke politisk opbakning – og sende et signal om, at PFAS er en af de miljøsager, der samler snarere end splitter.
Hvor sandsynligt er enighed?
- Om 2030‑målet foreligger der bred parlamentarisk og medlemsstats‑støtte, men sektorer som transport og landbrug kræver størst opmærksomhed.
- Om 2040‑målet er uenigheden tydelig: flertallet ønsker ambitiøse reduktioner, men flere lande, heriblandt Italien, Polen og Tjekkiet, kræver fleksibilitet og CO₂‑kreditter. EU’s politiske balance – specielt i parlamentet – gør det svært at lande en klar tekst nu.
- Plastikaftalen vurderes som sandsynlig, da de fleste EU-lande ser en fordel i global regulering.
- PFAS‑opmærksomheden er politisk lavthængende frugt, men kan bidrage til bred opbakning om kemikalielovgivning – og forventes ikke at skabe splid.
Mødet i Aalborg samler EU’s klima- og miljøministre på et tidspunkt, hvor den grønne omstilling både er trængt og mere presserende end nogensinde. Bag de tekniske dagsordener gemmer sig et større spørgsmål: Kan EU holde kursen i en tid, hvor økonomisk usikkerhed, politisk højredrejning og global uro trækker i den modsatte retning?
På områder som klimamål og plastikforurening er frontlinjerne trukket op, og kompromiser svære at lande. Men i PFAS-spørgsmålet og dele af miljøindsatsen er der fortsat politisk vilje til at finde fælles løsninger. Det giver håb for, at EU stadig kan være en drivkraft for ambitiøs og ansvarlig miljøpolitik.
For borgerne handler det i sidste ende om mere end måltal og forhandlingsspor. Det handler om renere luft, færre giftstoffer i hverdagen – og om at sikre, at omstillingen sker i fællesskab. Aalborg bliver næppe stedet, hvor de store beslutninger træffes. Men det kan blive stedet, hvor viljen til at tage dem bliver synlig.