For ti år siden trådte Parisaftalen i kraft.
Verdens lande havde for første gang indgået en fælles klimaaftale, der skulle begrænse den globale opvarmning og sætte verden på kurs mod en grønnere fremtid.
Nu er verdens lande igen samlet til klimatopmøde.
COP31 er i gang i Tyrkiet, og her begynder arbejdet med den anden store evaluering af Parisaftalen.
Men vi behøver ikke vente på evalueringen for at få et billede af udviklingen.
Nye rapporter fra FN og internationale klimaforskere viser, at verden på flere områder har bevæget sig i den rigtige retning.
Vedvarende energi er vokset markant, og klimapolitik har bidraget til at reducere udledningerne i en række lande.
Alligevel er der langt fra ambitionerne til virkeligheden.
De globale udledninger er fortsat rekordhøje, og med den nuværende klimapolitik er verden på vej mod en opvarmning, der ligger væsentligt over Parisaftalens mål.
Så hvad har de seneste ti år egentlig ført til?
En fælles aftale om verdens klima
Da Parisaftalen trådte i kraft den 4. november 2016, forpligtede verdens lande sig til at arbejde for at begrænse den globale opvarmning til et godt stykke under 2 grader og helst 1,5 grader sammenlignet med tiden før industrialiseringen.
Aftalen har ikke én fælles slutdato.
I stedet skal landene hvert femte år fremlægge nye klimaplaner med stadig større ambitioner.
Den seneste runde af klimaplaner skulle indsendes i 2025 og indeholde mål frem mod 2035.
På længere sigt er ambitionen, at verdens udledninger af drivhusgasser skal bringes i balance med det, der optages af blandt andet skove og teknologiske løsninger, i anden halvdel af dette århundrede.
Parisaftalen er dermed ikke en plan med én fast deadline, men en løbende international indsats, hvor landene gradvist skal skærpe deres klimamål og omsætte dem til handling.
Verden nærmer sig grænsen på 1,5 grader
Det famøse mål, som Parisaftalen er baseret på, er at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 grader sammenlignet med tiden før industrialiseringen og samtidig bestræbe sig på at begrænse den til 1,5 grader.
Men allerede i dag er verden faretruende tæt på grænsen.
Ifølge Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) var den globale gennemsnitstemperatur i 2025 omkring 1,43 grader højere end i perioden 1850-1900.
Det betyder ikke, at Parisaftalens 1,5-gradersmål formelt er overskredet.
Målet handler om den langsigtede opvarmning og ikke temperaturen i et enkelt år.
Men udviklingen er bekymrende.
I FN’s seneste Emissions Gap Report fra oktober 2026 vurderes det, at en midlertidig overskridelse af 1,5 grader nu er uundgåelig.
Det afgørende spørgsmål er derfor ikke længere kun, om verden kan undgå at passere grænsen, men hvor meget temperaturen vil stige, hvor længe den vil ligge over 1,5 grader, og om den senere kan bringes ned igen.
FN vurderer, at verden med den nuværende klimapolitik er på vej mod cirka 2,8 graders opvarmning i dette århundrede.
Selv hvis landene opfylder deres nuværende klimaløfter, peger beregningerne mod omkring 2,6 grader.
Der er langt fra klimaløfterne til de nødvendige reduktioner
Parisaftalen indeholder ikke et fælles procentmål for, hvor meget alle lande skal reducere deres udledninger inden fx 2030 eller 2035.
I stedet skal hvert land fremlægge og løbende skærpe sine egne klimamål.
Men forskere har beregnet, hvor store reduktioner der samlet set er nødvendige for at begrænse opvarmningen.
Og her er forskellen mellem ambitioner og virkelighed betydelig.
Ifølge FN’s miljøprogram, UNEP, skal verdens samlede udledning af drivhusgasser reduceres med omkring 45 procent inden 2035 sammenlignet med 2025 for at følge en klimasti, hvor temperaturen efter en midlertidig overskridelse kan bringes tilbage til 1,5 grader inden år 2100.
Men hvis alle landenes nuværende klimaløfter bliver opfyldt, forventes udledningerne kun at falde med 11-15 procent.
Det betyder, at selv fuld opfyldelse af de eksisterende løfter vil efterlade et stort hul mellem den forventede udvikling og det, der er nødvendigt.
Det er samtidig en væsentlig svaghed ved Parisaftalen.
Den forpligter landene til at udarbejde og opdatere nationale klimaplaner, men den garanterer ikke, at planerne samlet er tilstrækkelige eller at alle de lovede reduktioner bliver gennemført.
Verdens fattigste lande skulle hjælpes med klimatilpasning
Parisaftalen handler ikke kun om at reducere udledningerne.
Den skal også styrke landenes evne til at håndtere de klimaforandringer, som allerede finder sted.
Det gælder blandt andet beskyttelse mod oversvømmelser, tørke, ekstrem varme og stigende vandstande.
Samtidig anerkender aftalen, at de rigere lande har et særligt ansvar for at støtte udviklingslandene økonomisk.
Men også her er afstanden mellem behov og handling stor.
Ifølge UNEP’s Adaptation Gap Report 2026 forventes udviklingslandene at få brug for omkring 305 milliarder dollar om året til klimatilpasning i 2035.
Til sammenligning modtog de i 2024 mellem 28,2 og 31,7 milliarder dollar i international offentlig finansiering til klimatilpasning.
Ved COP30 i 2025 blev landene enige om at arbejde for mindst en tredobling af finansieringen til klimatilpasning frem mod 2035.
Selv hvis den ambition bliver indfriet, vurderer UNEP, at støtten fortsat vil være langt fra tilstrækkelig.
Det rejser et grundlæggende spørgsmål om retfærdighed.
Mange af de lande, der har bidraget mindst til den historiske opvarmning, står over for store klimaskader og har samtidig færrest økonomiske muligheder for at beskytte sig.
Ti år med fremskridt, men ikke nok
Selvom tallene tegner et alvorligt billede, er det ikke hele historien om Parisaftalen.
Da aftalen blev vedtaget i 2015, pegede verdens klimapolitik mod en væsentligt højere temperaturstigning end i dag.
Siden har udbygningen af sol- og vindenergi, nye teknologier og politiske beslutninger været med til at ændre udviklingen.
Det betyder, at Parisaftalen ikke uden videre kan betegnes som en fiasko.
Men der er forskel på at have bremset en negativ udvikling og at have løst problemet.
Ti år efter ikrafttrædelsen stiger verdens fossile CO₂-udledninger fortsat, og landenes samlede klimaløfter er langt fra tilstrækkelige til at begrænse opvarmningen til 1,5 grader.
Samtidig er det vigtigt at huske, at Parisaftalen ikke i sig selv reducerer udledninger.
Den skaber rammerne for samarbejde, mens de konkrete beslutninger skal træffes og gennemføres af de enkelte lande.
Nu begynder en ny evaluering af Parisaftalen
På COP31 indleder landene den anden såkaldte Global Stocktake, som er Parisaftalens fælles evaluering af verdens klimaindsats.
Den første blev afsluttet på COP28 i Dubai i 2023 og førte blandt andet til en international opfordring om at bevæge sig væk fra fossile brændsler i energisystemerne.
Den nye evaluering begynder i 2026 og skal afsluttes i 2028.
Her skal landene blandt andet gøre status over deres samlede indsats for at begrænse opvarmningen, tilpasse sig klimaforandringerne og sikre den nødvendige støtte til omstillingen.
Evalueringen kan danne grundlag for nye og mere ambitiøse nationale klimamål.
Men den vil ikke automatisk tvinge landene til at gennemføre større reduktioner.
Verden ved dog mere end nogensinde, hvad der skal til for at begrænse klimaforandringerne.
Teknologierne findes i stigende grad, og mange lande har vist, at det er muligt at reducere udledningerne.
Alligevel går udviklingen samlet set for langsomt.
Spørgsmålet er derfor ikke længere kun, om verdens lande kan blive enige om klimamålene.
Det er, om de også er villige til at gennemføre den politik, der skal til for at nå dem.
