I dag, mandag den 9. november, begynder FN’s klimatopmøde COP31 i Antalya i Tyrkiet.
Her samles repræsentanter fra verdens lande for at forhandle om, hvordan den globale opvarmning skal begrænses, og hvordan verden skal håndtere de klimaforandringer, der allerede er i gang.
Frem til den 20. november skal landene forsøge at finde fælles løsninger på nogle af klimapolitikkens mest omstridte spørgsmål.
Det gælder blandt andet udfasningen af fossile brændsler, økonomisk hjælp til fattigere lande og behovet for at beskytte samfund mod et stadig varmere klima.
Men årets topmøde handler ikke kun om nye løfter. Det handler i høj grad også om at få de eksisterende aftaler omsat til handling.
COP står for Conference of the Parties og er det årlige møde mellem de lande, der har tilsluttet sig FN’s klimakonvention. COP31 er det 31. møde i rækken.
Her er fem af de vigtigste spørgsmål, der kommer til at præge årets klimatopmøde.
1. Skal verden lægge en plan for at droppe olie, kul og gas?
Et af de store spørgsmål på COP31 bliver, hvordan verden skal bevæge sig væk fra de fossile brændsler, der er den vigtigste årsag til den globale opvarmning.
Allerede på COP28 i Dubai i 2023 blev verdens lande enige om, at der skulle ske en omstilling væk fra fossile brændsler i energisystemerne.
Men enigheden om retningen har ikke fjernet uenigheden om, hvor hurtigt det skal ske, og hvordan landene skal nå dertil.
For selvom vindmøller, solceller og andre grønne teknologier bliver stadig mere udbredte, er verdens energiforsyning fortsat stærkt afhængig af olie, kul og naturgas.
På COP31 bliver det derfor vigtigt at holde øje med, om landene kan komme nærmere en fælles plan for at mindske afhængigheden af fossile brændsler.
Det er dog ikke sikkert, at forhandlingerne ender med en konkret aftale om udfasning.
Landene er fortsat uenige om, hvordan de eksisterende klimaforpligtelser skal omsættes til større reduktioner.
Ifølge FN’s gennemgang af COP31 er spørgsmålet om at reducere udledningerne fortsat et af de områder, hvor regeringerne står langt fra hinanden.
2. Hvem skal betale for klimaforandringerne?
Et andet stort stridspunkt handler om penge.
Mange af verdens fattigste lande er blandt dem, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne, selvom de historisk har bidraget langt mindre til den globale opvarmning end de rige industrilande.
Samtidig mangler mange udviklingslande økonomiske ressourcer til at investere i vedvarende energi, beskytte deres befolkninger mod ekstremt vejr og genopbygge områder efter klimakatastrofer.
Derfor er klimafinansiering igen et centralt emne på dagsordenen.
På COP29 i 2024 blev landene enige om et mål om at mobilisere mindst 300 milliarder dollar årligt til udviklingslandene senest i 2035.
Men der er fortsat uenighed om, hvor pengene skal komme fra, hvordan de skal fordeles, og hvor let de fattigste lande skal kunne få adgang til dem.
For udviklingslandene handler det blandt andet om, at økonomisk støtte ikke blot skal bestå af lån, der kan øge deres gæld.
For de rigere lande handler diskussionen også om, hvem der skal bidrage, og hvordan private investeringer kan spille en større rolle.
Ifølge FN er netop ansvaret for finansieringen og adgangen til pengene blandt de uløste spørgsmål, som landene tager med til Antalya.
3. Hvordan beskytter vi os mod et varmere klima?
Selvom verden skulle lykkes med at reducere udledningerne markant i de kommende år, vil klimaforandringerne fortsat kunne mærkes.
Derfor handler en stadig større del af de internationale klimaforhandlinger om at tilpasse samfundene til en varmere verden.
Det kan eksempelvis være at bygge diger mod oversvømmelser, sikre adgang til drikkevand under tørke eller indrette byer, så de bedre kan håndtere ekstrem varme.
Behovet er særligt stort i lande, hvor klimaforandringerne allerede truer fødevareproduktionen, infrastrukturen og menneskers levevilkår.
På COP31 skal landene blandt andet fortsætte arbejdet med at måle, hvor langt verden er kommet med klimatilpasningen.
Det kan lyde teknisk, men spørgsmålet er ganske konkret: Hvordan ved vi, om landene faktisk bliver bedre til at beskytte deres befolkninger mod klimaforandringerne?
Samtidig bliver finansieringen endnu en gang afgørende.
For det kræver store investeringer at beskytte samfund mod oversvømmelser, tørke og ekstremt vejr.
Klimatilpasning er derfor både et selvstændigt punkt på den officielle dagsorden og tæt forbundet med forhandlingerne om økonomisk støtte.
4. Er landenes klimaplaner gode nok?
Da verdens lande vedtog Parisaftalen i 2015, blev de enige om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under to grader og bestræbe sig på at begrænse den til 1,5 grader sammenlignet med før industrialiseringen.
Men der er stadig et betydeligt gab mellem målene og den udvikling, verden bevæger sig imod.
Hvert land skal udarbejde nationale klimaplaner, der beskriver, hvordan det vil reducere sine udledninger.
Planerne bliver løbende opdateret og skal samlet set bringe verden tættere på Parisaftalens mål.
På COP31 begynder den anden globale statusopgørelse under Parisaftalen.
Det er en proces, hvor landene samlet vurderer, hvor langt de er kommet med at begrænse den globale opvarmning, tilpasse sig klimaforandringerne og sikre den nødvendige finansiering.
Den første statusopgørelse blev afsluttet på COP28 i 2023.
Den nye gennemgang skal ikke afsluttes under årets topmøde, men arbejdet bliver sat i gang i Antalya.
Resultaterne skal senere bruges til at vurdere, om landenes indsats er tilstrækkelig.
Ifølge FN bliver den globale statusopgørelse en af de centrale processer på COP31.
5. Kan landene omsætte løfterne til handling?
Hvis der er ét budskab, der går igen i optakten til COP31, er det, at verden ikke kun mangler ambitioner.
Den mangler også at føre dem ud i livet.
Det er netop den udfordring, som værtslandet Tyrkiet ønsker at sætte i centrum.
På COP31’s officielle hjemmeside fremhæver formandskabet, at årets topmøde skal være med til at omsætte tidligere beslutninger til konkrete og målbare resultater.
Derfor er programmet også bredere end de traditionelle klimaforhandlinger.
Allerede på åbningsdagen er der fokus på fødevarer, landbrug og sundhed.
Tirsdag den 10. november står energi og transport på programmet, mens de følgende dage blandt andet byder på diskussioner om affald, klimatilpassede byer, finansiering, industri og natur.
Den 11. og 12. november er der desuden planlagt et topmøde for verdens stats- og regeringsledere.
De forskellige temadage skal bringe politikere, virksomheder, forskere og organisationer sammen om løsninger, der kan gennemføres i praksis.
Det betyder dog ikke, at alle emnerne er en del af de formelle forhandlinger.
En stor del af programmet består af debatter, samarbejder og initiativer, som ikke nødvendigvis fører til bindende internationale aftaler.
To uger med svære forhandlinger
Årets klimatopmøde har desuden en usædvanlig organisering.
Tyrkiet er vært og har formandskabet, mens Australien har ansvaret for at lede de internationale forhandlinger.
De to lande skal derfor samarbejde om at få topmødet frem mod et fælles resultat.
Men det bliver ikke nødvendigvis let.
Verdens lande har vidt forskellige økonomiske interesser, energisystemer og muligheder for at reducere deres udledninger.
Samtidig er der stor uenighed om, hvem der skal betale for omstillingen, og hvor hurtigt den skal gennemføres.
COP31 bliver derfor endnu en prøve på, hvor langt det internationale klimasamarbejde kan række.
Når topmødet efter planen slutter den 20. november, bliver det afgørende ikke blot, hvilke nye erklæringer landene har underskrevet, men også om de er blevet enige om konkrete skridt, der kan bringe verden tættere på klimamålene.
For klimaet afhænger ikke af, hvor mange løfter der bliver afgivet i Antalya, men af hvad der faktisk bliver gjort bagefter.
