Efter årets første snevejr faldt, er det tydeligt at vinteren er på.
Det betyder ikke, at der er is og frost på vejene endnu, men det er et godt tidspunkt at få taget hånd om dækkene under bilen.
For siden sidste vinter har reglerne været anderledes.
Hvis vejret giver is, sne eller sjap på vejene, kan du ikke længere lovligt køre videre på sommerdæk.
Det er vejret – ikke kalenderen – der bestemmer
Der findes stadig ikke en fast dato, hvor alle danske bilister skal have vinterdæk på.
Til gengæld blev færdselsloven præciseret den 1. juli 2025.
Her blev det gjort tydeligt, at bilister har ansvar for ikke at køre med dæk, der er “åbenbart uegnede” til det aktuelle og forventede føre.
Det betyder i praksis, at sommerdæk ikke må bruges, hvis der er is, sjap eller sne på vejene.
En mild og tør decemberdag kan sommerdækkene altså stadig være lovlige.
Omvendt kan en kold morgen betyde, at bilen må blive stående.
Bliver man overrasket af vinterføre undervejs på sin kørsel, og dækkene ikke længere er egnede, må man ikke fortsætte kørslen.
Færdselsstyrelsen anbefaler derfor, at man skifter til vinterdæk i god tid, hvis man ikke har mulighed for at undvære bilen, når der er risiko for sne, is og sjap.
Årets første frost falder ifølge DMI i gennemsnit omkring 5. oktober.
Vil du være på forkant, kan 1. oktober derfor være en god huskeregel for dækskiftet.
Men hvis du ikke har været tidligt ude i år, kan du altså stadig nå at skifte.

Helårsdæk? Kig efter de små bogstaver
Har du helårsdæk, betyder det ikke nødvendigvis, at du skal en tur på værkstedet.
Men du bør tjekke mærkningen på siden af dækket.
Dæk mærket M+S, MS eller M&S er typegodkendt som vinterdæk og kan bruges i vinterføre.
Skal bilen kunne klare hårdere vinterføre, anbefales dæk med 3PMSF-mærket.
Det er symbolet med et bjerg med tre tinder og et snefnug indeni.
Det mærke viser, at dækket er testet til kørsel i hårdt vinterføre.
Har du sommerdæk på, er beskeden mere enkel: Kommer der vinterføre, skal bilen blive stående.
Vent ikke på den første glatte morgen
Derfor kan det være værd at bestille tid til dækskifte, allerede før de første frostnætter begynder at dukke op i vejrudsigten.
Det gælder især, hvis du er afhængig af bilen til arbejde, aflevering eller andre daglige ture.
Så selv om det første sneflad ikke nødvendigvis betyder snekaos og isskrabning på bilruden, er den et ganske godt vink med en vognstang: Vinteren er på vej, og denne gang er det ikke kun et spørgsmål om vejgreb og gode råd.
Det kan også være et spørgsmål om, hvorvidt bilen overhovedet må komme ud på vejen.