Skovene i Norden har i generationer været både levebrød og landskab. De dækker næsten 70 procent af Finland og Sverige, leverer træ til alt fra aviser og emballage til klimavenligt byggeri og fungerer samtidig som nogle af Europas største kulstoflagre.
Nu er de også blevet centrum for en voksende konflikt. Sverige og Finland kræver, at EU lemper sine klimamål for skovene. De mener, at kravene til at optage mere CO₂ er urealistiske og truer med at ramme både arbejdspladser og eksportindtægter.
“Det handler om alvorlige økonomiske konsekvenser,” lød advarslen fra de to landes regeringer i et fælles brev til EU-kommisionens formand i september (Reuters).
EU’s krav: flere millioner ton ekstra
EU’s klimaregler for arealanvendelse og skovbrug, kaldet LULUCF, er en central brik i unionens vej mod klimaneutralitet i 2050. Skovene spiller en nøglerolle, fordi de fungerer som kulstoflagre: De optager CO₂ og holder den ude af atmosfæren.
Ifølge de nuværende mål skal Sverige øge sit årlige optag med omkring 4 millioner ton CO₂ frem mod 2030, mens Finland skal levere en stigning på 3 millioner ton. Det svarer til udledninger fra flere millioner biler om året.
De to lande påpeger at problemet er, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre, fordi skovenes vækst allerede er hæmmet af klimaforandringer, skovskader og høj efterspørgsel på træ.
Fra papirmasse til klimabyggeri
For at forstå striden må man se tilbage. Skovene har i årtier været motor i de nordiske økonomier. Finland blev kaldt “Europas papirmølle” i 1900-tallet, hvor skovene fodrede en enorm papir- og tryksagsindustri. I Sverige har savværker og cellulosefabrikker skabt velstand i afsides liggende egne, hvor alternative jobmuligheder var få.
I dag har industrien skiftet kurs. Papirforbruget er faldet, mens nye markeder er vokset frem: træ til klimavenlige byggerier, biobaserede materialer som erstatning for plastik og energi fra biomasse. Branchen fremstilles ofte som en del af løsningen på klimakrisen – men netop derfor rammer EU’s krav ekstra hårdt.
Når skove mister pusten
Samtidig er billedet ikke så grønt, som det engang var. Finske forskere har dokumenteret, at landets skove i 2021 for første gang i nyere tid udledte mere CO₂, end de optog. Forklaringen er en kombination af intensiv fældning og naturens egne udfordringer: storme, tørke og sygdomme har svækket træernes vækst.
I stedet for at være en klimavenlig “støvsuger”, blev skovene en kilde til udledning.
Faktaboks: Hvordan kan skove udlede CO₂?
- Når der fældes mere, end der vokser op, falder det samlede kulstoflager.
- Jorden under skoven indeholder store mængder kulstof. Ved intensiv fældning eller forstyrrelse frigives det som CO₂.
- Skader fra tørke, storme eller skadedyr kan dræbe træer, som derefter nedbrydes og afgiver kulstof.
- Monokulturer vokser hurtigt, men er sårbare, og kan miste evnen til at lagre kulstof over tid.
Resultatet kan være, at en skov midlertidigt går fra at være en CO₂-sluger til at være en CO₂-kilde.
Økonomi mod klima
Fra nordisk side lyder det, at kravene kommer oven i et pres fra markedet. Krigen i Ukraine har øget efterspørgslen på træ og biomasse, og industrien argumenterer for, at EU’s måltal kan hæmme både vækst og energiforsyning. Sverige og Finlands regering ser derfor en intensiv træproduktion, som værende nødvendig, og uholdbar at skrue ned for.
Miljøorganisationer ser anderledes på sagen. De advarer om, at skovene allerede er pressede til bristepunktet. Ifølge WWF Finland er den eneste holdbare vej frem at skrue ned for den intensive træindustri og i stedet sikre beskyttelse og genopretning af naturnære skove med fokus på CO₂-lagring og biodiversitet. Når store arealer består af ensartede granplantager, falder biodiversiteten – og træernes evne til at lagre kulstof svækkes.
Nu skal EU tage stilling
Brevet fra Sverige og Finland lander midt i en periode, hvor EU’s klimapolitik i forvejen er til debat. Kommissionen skal nu tage stilling til, om reglerne kan justeres, eller om landene må finde andre veje til at nå målene.
Det er langt fra sikkert, at EU giver efter. Flere medlemslande frygter, at hvis undtagelser først gives, risikerer det at undergrave hele systemet. Til gengæld kan Kommissionen vælge at åbne for en dialog om mere fleksible modeller, hvor naturkatastrofer og klimaskader indregnes.
Hvis de nordiske skove ikke leverer, som EU håber, skal andre sektorer tage over – og det kan betyde skrappere krav til industri, transport og landbrug i resten af EU.
En balance på vippen
Kampen om skovene handler derfor ikke kun om træer i nord. Den handler om balancen mellem natur og økonomi, mellem kulstofoptag og kortsigtede indtægter.
EU står nu over for en vanskelig beslutning: Skal reglerne justeres for at imødekomme de nordiske lande, eller skal man fastholde målene og risikere konflikt?
Svaret vil ikke kun forme fremtidens skove i Sverige og Finland. Det vil også afgøre, om EU kan fastholde sin grønne kurs – og om skovene fortsat kan være vores vigtigste allierede i kampen mod klimaforandringer.
