Da EU-Kommissionen i går, den 16. oktober 2025, præsenterede sin nye globale klima- og energivision, var det mere end endnu et strategipapir. Det var et forsøg på at gentegne Europas rolle i verden – som klimaambitiøs stormagt, industriel aktør og diplomatisk kraft i en tid, hvor både klima og geopolitiske magtbalancer er under forandring.
Under den knap så beskedne titel “EU global climate and energy vision: securing Europe’s competitive role in world markets and accelerating the clean transition” beskriver Kommissionen en fremtid, hvor klimapolitik, handel og sikkerhedspolitik smelter sammen. Visionen handler ikke kun om at reducere udledninger, men om at sikre Europas økonomiske og politiske plads i en ny global orden, hvor den grønne omstilling bliver kampplads for både magt og markeder.
Fra klimapolitik til geopolitik
EU’s nye strategi er formuleret med en bemærkelsesværdig selvtillid. Den bygger videre på Clean Industrial Deal – Kommissionens plan for at gøre grøn industri til motor for vækst og beskæftigelse – og kobler den direkte til udenrigspolitikken.
Hvor den grønne omstilling tidligere blev betragtet som et indenrigsanliggende, skal den nu være drivkraft i EU’s globale diplomati.
I udspillet beskrives, hvordan EU vil bruge handelsaftaler, partnerskaber og investeringer som redskaber til at udbrede klimavenlige teknologier og skabe nye markeder for europæisk industri. Visionen bygger på princippet om “mutually beneficial partnerships”, hvor samarbejde med udviklingslande både skal fremme grøn energi og åbne døre for europæiske virksomheder.
Det sker i en verden, hvor investeringer i grøn energi for første gang overgår fossile investeringer. Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) blev der i 2024 investeret omkring to billioner euro i ren energi mod én billion i fossil energi.
Kina sidder i dag tungt på produktionen: 70 procent af verdens elbiler, 80 procent af vindmøllerne og 90 procent af solpanelerne fremstilles dér. EU forsøger nu at positionere sig som den demokratiske konkurrent – med fokus på retfærdige værdikæder og åben handel.
Den grønne konkurrence
Netop ‘konkurrence’ er et nøgleord i EU’s nye klimadiplomati. Selvom EU har reduceret sine udledninger med 37 procent siden 1990 og nu kun står for omkring seks procent af de globale drivhusgasser, har andre stormagter overtaget førertrøjen på teknologi og råstoffer.
Kommissionen advarer om, at Europa risikerer at miste sin industrielle førerposition, hvis ikke produktion, innovation og investeringer i grøn teknologi styrkes hurtigt. Derfor indeholder visionen et mål om, at 15 procent af verdens grønne teknologiproduktion i 2035 skal ske i Europa.
Det er ikke kun et klimamål, men også et sikkerhedspolitisk projekt. Europas afhængighed af fossile importvarer, særligt fra Rusland, har gjort energipolitikken til et spørgsmål om suverænitet. Efter invasionen af Ukraine blev EU’s afhængighed af russisk gas kraftigt reduceret gennem planen REPowerEU.
Danmarks plads i visionen
For Danmark, der længe har profileret sig som grøn frontløber, åbner EU’s strategi både døre og dilemmaer. På den ene side er det danske erhvervsliv blandt dem, der kan få mest ud af en global udbygning af vindenergi, grøn brint og elnet. På den anden side risikerer Danmark at blive presset af konkurrenter fra større europæiske lande, når EU nu målrettet støtter egne industrier gennem nye støtteordninger og fonde.
Regeringen har bakket op om Kommissionens linje, men danske embedsmænd har også udtrykt bekymring for, at den stærkt industripolitiske retning kan skabe skævvridning mellem store og små medlemslande. For en lille eksportnation som Danmark kan adgang til markeder og ensartede standarder være vigtigere end støtteordninger.
Visionens løfte om “åbne og retfærdige værdikæder” kan derfor få konkret betydning for danske virksomheder. Hvis EU formår at skabe stabile rammer for grøn teknologi i udviklingslande – fra Afrika til Asien – kan danske producenter af vindmøller, vandteknologi og energisoftware få nye muligheder.
Men der er også risici. EU’s plan om at bruge den såkaldte Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM) til at lægge klimatariffer på import fra lande med lavere miljøstandarder kan udløse handelskonflikter. Det kan gøre det dyrere at handle grønne komponenter, som stadig hentes uden for Europa.
Det store spørgsmål: Tempo og troværdighed
EU’s erklærede mål er at tredoble den globale vedvarende energikapacitet og fordoble energieffektiviteten inden 2030 – som aftalt på COP28. Men ifølge IEA’s prognoser vil verden kun nå omkring 2,6 gange stigning i grøn kapacitet med nuværende politikker. Derfor bliver tempoet afgørende.
EU vil etablere et Clean Transition Business Council til at forbinde virksomheder og investorer og forbereder en Industrial Accelerator Act for at skabe markeder for grønne produkter. Flere analytikere, herunder den europæiske tænketank Bruegel, har dog peget på, at Europas grønne ambitioner kun kan realiseres, hvis der følger investeringer i infrastruktur, råstoffer og uddannelse med.
Der er en voksende erkendelse af, at grøn omstilling ikke længere kun handler om klima – men om, hvem der kontrollerer fremtidens økonomi.
Et valg for fremtiden
EU’s nye klima- og energivision er i sin essens en erklæring om, at Europa ikke vil stå på sidelinjen, mens andre definerer den grønne økonomi. Den forsøger at samle klimapolitik, handel, industri og diplomati i ét greb.
Men visioner forpligter. Hvis EU’s løfte om en “retfærdig og global grøn omstilling” skal tages alvorligt, kræver det, at unionen også leverer de investeringer og partnerskaber, der gør en reel forskel uden for Europas grænser.
For Danmark og resten af Europa bliver spørgsmålet nu, om strategien bliver begyndelsen på en ny fortælling om europæisk handlekraft – eller endnu et kapitel i rækken af store erklæringer, der ikke helt nåede ud over papiret.
