I årtier har de tropiske regnskove i det nordlige Australien været en stille allieret i klimakampen – et grønt værn, der sugede mere kulstof ud af atmosfæren, end de selv udledte. Men nu viser ny forskning, at denne balance er brudt. Træernes stammer og grene, den såkaldte ovenjordiske biomasse, frigiver i dag mere kulstof, end de optager.
Opdagelsen vækker bekymring blandt forskere verden over, fordi det er første gang, et tropisk skovsystem så tydeligt er registreret som kulstofkilde frem for kulstofdræn. “Vi troede, at skoven ville kunne lagre mere kulstof, fordi CO₂-niveauet stiger. Men når vi ser på de langsigtede, faktiske målinger, viser det sig, at det ikke er tilfældet.” siger forsker Hannah Carle fra Australian National University til The Guardian.
Studiet, der er offentliggjort i Nature, bygger på næsten 50 års feltarbejde i de fugtige skove i Queensland. Her har forskere overvåget omkring 11.000 træer fordelt på 20 steder og registreret alt fra væksthastighed til dødelighed. Resultatet er entydigt: Fra 1970’erne og frem til årtusindskiftet optog skovene i gennemsnit 0,6 megagram kulstof pr hektar om året. I det seneste årti er tallene vendt til et nettotab på knap ét megagram kulstof pr hektar.
Det lyder som små tal, men set i sammenhæng er konsekvensen enorm. De australske regnskove rummer hundredtusinder af hektar, og for hver hektar, der nu udleder, skrumper den naturlige kulstofbuffer, som kloden ellers har regnet med i sine klimamodeller.
Et økosystem under pres
Forklaringen skal findes i en kombination af klimatiske og økologiske forandringer. Forskernes analyser viser, at dødeligheden blandt træerne er steget markant. Flere træer dør tidligere, og når de gør, frigives det kulstof, som har været bundet i stammerne, tilbage til atmosfæren.
Samtidig har den vækst, der skulle kompensere for tabet, ikke fulgt med. Den forventede “CO₂-gødningseffekt”, hvor højere koncentrationer af kuldioxid stimulerer planters vækst, ikke ser ud til at virke i disse skove. I stedet har varmere temperaturer, tørre perioder og hyppigere storme skabt stress i økosystemet.
Australiens nordlige kystregioner rammes jævnligt af tropiske cykloner, og forskerne vurderer, at de kraftigste storme alene har ændret skovens struktur. De høje, gamle træer, som fungerer som skovens kulstoflager, er mest udsatte. Når de vælter eller knækkes, tager det årtier, før nye træer vokser sig lige så store, og i mellemtiden slipper den lagrede kulstof fri.
Forskerne understreger, at resultaterne kun dækker den ovenjordiske del af skoven – altså træernes stammer og grene – og ikke kulstoflagring i rødder eller jord. Men netop denne del har hidtil været betragtet som den mest stabile. At netop den nu mister sin evne til at lagre kulstof, får mange til at kalde studiet for et varsel.
Naturen holder ikke længere regnskabet for os
Forskningen peger på en ubehagelig erkendelse: Den del af klodens kulstofbudget, som naturen hidtil har håndteret for os, kan ikke længere tages for givet.
I mange klimamodeller antager man, at regnskovene fortsætter med at optage en betydelig del af verdens CO₂-udledninger. Det har givet en form for sikkerhedsmargin i regnskabet – en buffer, der tillod, at menneskelig udledning kunne være højere, fordi naturen trods alt holdt udledningen lidt nede. Hvis flere tropiske skove følger Australiens eksempel, kan den margin dog hurtigt forsvinde.
Det vil få betydning, ikke kun for de globale klimamål, men også for vores forståelse af, hvor hurtigt opvarmningen kan accelerere. Den naturlige kulstofoptagelse har i årevis dæmpet tempoet i klimaforandringerne. Mister vi den effekt, vil udviklingen kunne gå hurtigere, selv hvis udledningerne ikke stiger.
Et globalt varsel
Det australske studie føjer sig til en række bekymrende observationer fra andre tropiske områder. I Amazonas har forskere allerede set, at visse dele af skoven udleder mere CO₂, end de optager, særligt i tørre år. Lignende tendenser er registreret i dele af Congo og Sydøstasien.
Der er dog én afgørende forskel: De fleste af disse målinger er baseret på satellitdata og modeller, mens det australske studie bygger på næsten et halvt århundredes feltdata. Det gør det til et sjældent og overbevisende bevis på, hvordan klimaforandringer gradvist ændrer naturens funktion.
Ifølge forskerne kan resultaterne derfor bruges som et “early warning signal” for resten af verden. De australske regnskove ligger i et område, der allerede oplever ekstreme temperaturudsving og kraftige vejrfænomener. Det kan betyde, at de viser, hvad der potentielt kan ske andre steder.
Hvad det siger om vores tid
For danskerne, der måske oplever klimakrisen som noget fjernt, fortæller historien fra Queensland noget fundamentalt om forholdet mellem menneske og natur. Vi har længe set skovene som en stabil del af løsningen – noget, der automatisk arbejder for os, mens vi langsomt får skåret ned på de fossile brændsler. Men naturen viser nu, at den ikke er en konstant.
Når skovene svækkes af hedebølger og storme, mister de deres rolle som klimapartner. Den regnskov, der i årtier har bremset CO₂-stigningen, er i færd med at give slip. Det betyder, at de politiske løfter om at nå “netto nul” ikke længere kan bygge på troen på, at naturen kompenserer. Vi må i stedet handle på kilden til udledningerne, og reducere dem, før naturen vender sig mod os i større skala.
Det kræver samtidig, at forskningen i naturens kulstofcyklus får højere prioritet. Studiet fra Australien blev kun muligt, fordi forskere i årtier har målt de samme træer på de samme lokaliteter. Langsigtede observationer som disse er sjældne, men afgørende for at forstå, hvordan økosystemerne reagerer.
For første gang påvises det nu, at et helt tropisk skovsystem har ændret karakter. Ikke fordi mennesker direkte har ryddet det, men fordi klimaforandringerne har presset det til et punkt, hvor naturens kredsløb begynder at arbejde baglæns.
De australske træer står stadig ranke i tågen og regnen i Queensland, men under barken er balancen tippet. Den kulstofmotor, som i årtier har hjulpet os, kører nu i modsat retning.
