Der er ingen mangel på grønne ambitioner, når verdens ledere i disse dage er samlet til COP31 i den tyrkiske ferieby Antalya.
Som vært vil Tyrkiet blandt andet have verden til at bruge mere elektricitet, producere mindre affald og investere i grønne teknologier.
Det er alt sammen initiativer, der skal hjælpe med at bremse klimaforandringerne.
Men der er et lille problem.
For mens Tyrkiet har travlt med at fortælle resten af verden, hvordan den grønne omstilling skal gribes an, er landets egen energiforsyning fortsat stærkt afhængig af fossile brændsler.
Og selv om regeringen har lovet at gøre landet klimaneutralt i 2053, giver de nuværende klimamål faktisk plads til, at udledningerne kan fortsætte med at stige.
Mere strøm til verden. Men hvor skal den komme fra?
Et af Tyrkiets store udspil på COP31 handler om elektrificering.
Ifølge Reuters vil Tyrkiet arbejde for, at elektricitet skal udgøre 35 procent af verdens samlede energiforbrug i 2035.
I dag ligger andelen på omkring 20 procent.
Det betyder i praksis flere elbiler, flere varmepumper og flere elektriske løsninger i industrien.
Umiddelbart lyder det som en god idé. Og det kan det bestemt også være.
Men der er en detalje, som ikke er helt uvæsentlig: Strømmen skal jo komme et sted fra.
Hvis verden udskifter benzinbiler og gasfyr med elektriske alternativer, men fortsætter med at producere store mængder strøm på kulkraftværker, bliver klimaeffekten mindre end hvis strømmen kommer fra vedvarende energi.
Og netop kul er noget, Tyrkiet har ganske svært ved at slippe.
Tyrkiet vil væk fra fossile brændsler. Bare ikke helt endnu
Tyrkiet er blandt Europas største producenter af elektricitet fra kul.
Ifølge Climate Action Tracker blev omkring en tredjedel af landets elektricitet produceret med kul i 2025, mens naturgas også stod for en betydelig del.
Samlet kom mere end halvdelen af elektriciteten fra fossile brændsler.
Det er altså ikke ligefrem et land, der har lagt kulalderen bag sig.
Og selv om Tyrkiet investerer massivt i sol- og vindenergi, har regeringen endnu ikke fremlagt en konkret plan for, hvornår kulkraften skal udfases.
Tværtimod har landet indført støtteordninger, der skal holde eksisterende kulkraftværker økonomisk kørende.
Det er svært at få til at passe med ambitionen om at sætte verden på en grønnere kurs.
Der er dog en forklaring på, hvorfor Tyrkiet holder fast i kullet.
Landets energiforbrug vokser, og regeringen ønsker at mindske afhængigheden af importeret energi.
Her spiller indenlandsk kul en rolle, selv om det samtidig fastholder en energiproduktion med store CO2-udledninger.
Det er med andre ord en klassisk klimakonflikt: Det, der på kort sigt kan give energisikkerhed og økonomiske fordele, kan på længere sigt gøre den grønne omstilling vanskeligere.
Et klimamål, hvor udledningerne gerne må stige
Hvis man kun ser på Tyrkiets officielle klimamål, kan det umiddelbart lyde ganske ambitiøst.
Landet har nemlig lovet at nå netto-nuludledning i 2053.
Men når man kigger nærmere på tallene, bliver historien en anden.
Tyrkiets klimamål for 2035 tillader udledninger på 643 millioner ton CO2-ækvivalenter, når skove og arealanvendelse tælles med.
Og det er her, regnestykket bliver interessant.
For regeringen måler sine ambitioner i forhold til et scenarie, hvor udledningerne ellers ville være steget endnu mere.
Det betyder, at Tyrkiet kan præsentere en stor klimaforbedring på papiret, selv om landet ikke nødvendigvis reducerer udledningerne i forhold til tidligere år.
Når skove og arealanvendelse holdes uden for, svarer landets 2035-mål til et udledningsniveau omkring 30 procent over niveauet i 2018.
Tyrkiet kan altså leve op til sit klimamål og samtidig udlede betydeligt flere drivhusgasser end tidligere.
Climate Action Tracker vurderer da også landets samlede klimaindsats som kritisk utilstrækkelig i forhold til Parisaftalens temperaturmål.
Det er værd at have med i baghovedet, når værtslandet taler om nødvendigheden af at hæve verdens klimaambitioner.
Det er dog ikke kun varm luft
Selv om der er god grund til at kigge kritisk på Tyrkiets klimapolitik, ville det være forkert at påstå, at landet ikke gør noget.
For der sker faktisk en del inden for vedvarende energi.
Tyrkiet har gennem de seneste år udbygget sin sol- og vindenergi markant, og regeringen har en ambition om at nå en samlet kapacitet på 120 gigawatt i 2035.
Sol- og vindenergiens andel af elproduktionen er næsten fordoblet på fem år.
Det er en udvikling, der kan få stor betydning for landets fremtidige energiforsyning.
Problemet er bare, at mere grøn energi ikke automatisk betyder mindre fossil energi.
Hvis efterspørgslen efter strøm samtidig vokser, kan nye solceller og vindmøller ende med at dække en del af det ekstra energibehov, mens kulkraftværkerne fortsætter med at producere.
Og det er netop en af Tyrkiets, såvel som resten af verdens, store udfordringer.
Den grønne omstilling handler ikke kun om at bygge nyt.
Den handler også om at få det gamle udfaset.
Tyrkiet er langt fra det første værtsland med et klimadilemma
Og Tyrkiet er bestemt ikke det første COP-værtsland, hvor de grønne ambitioner på verdensscenen står i kontrast til virkeligheden derhjemme.
I 2023 blev klimatopmødet afholdt i De Forenede Arabiske Emirater, hvor formanden for COP28 samtidig var direktør for landets statslige olieselskab, ADNOC.
Året efter var det Aserbajdsjans tur.
Her forsvarede præsident Ilham Aliyev landets fortsatte investeringer i olie og gas, samtidig med at regeringen skulle samle verden om en grønnere fremtid.
Det er efterhånden en velkendt modsætning ved klimatopmøderne.
På den ene side skal værtslandene drive den internationale klimaindsats fremad.
På den anden side har de ofte selv økonomiske og politiske interesser, der gør det vanskeligt at slippe de fossile brændsler.
Tilhængere af den nuværende model vil pege på, at netop de fossilt afhængige lande er nødt til at være en del af løsningen. Og at et klimatopmøde ikke kun skal være for dem, der allerede er længst fremme.
Men det ændrer ikke ved den tilbagevendende udfordring: At det er betydeligt lettere at samle verden om grønne ambitioner end at gennemføre dem derhjemme.
Tyrkiet er altså ikke nogen enlig svale.
Landet er blot det seneste eksempel på et dilemma, som verdens klimatopmøder endnu ikke har fundet en løsning på.
