Hvert år mødes verdens ledere for at forhandle om klimaets fremtid.
Og hvert år bliver klimatopmøderne kritiseret for store løfter og for få resultater.
Men selvom vejen fra politiske aftaler til reel handling ofte er lang, har flere klimatopmøder faktisk ændret verdens klimapolitik.
Siden det første klimatopmøde i 1995 har verdens lande blandt andet indført bindende klimamål, vedtaget Parisaftalen og sat fossile brændsler direkte på dagsordenen.
Her er fem klimatopmøder, der satte deres præg på historien.
1. Kyoto 1997: Verdens første bindende klimamål
COP3, Japan
I 1997 skete der noget, som aldrig var sket før: En række af verdens industrilande forpligtede sig juridisk til at reducere deres udledning af drivhusgasser.
Med Kyoto-protokollen blev de deltagende industrilande enige om samlet at reducere deres udledninger med omkring fem procent i perioden 2008-2012 sammenlignet med 1990.
Indtil da havde den internationale klimaindsats i høj grad bygget på frivillige løfter.
Nu fik landene konkrete mål, som kunne måles og kontrolleres.
Men aftalen havde sine begrænsninger.
USA ratificerede aldrig Kyoto-protokollen, mens store vækstøkonomier som Kina og Indien ikke var underlagt de samme reduktionskrav.
Alligevel blev aftalen et vigtigt fundament for fremtidens klimapolitik.
Den introducerede blandt andet internationale regler for handel med udledningsrettigheder og kontrol af landenes udledninger.
2. Paris 2015: Verden blev enige om at begrænse opvarmningen
COP21, Frankrig
I december 2015 vedtog verdens lande Parisaftalen, som stadig er grundlaget for den internationale klimaindsats.
For første gang blev både rige og fattige lande samlet under en fælles aftale om at begrænse den globale opvarmning.
Landene blev enige om at holde temperaturstigningen et godt stykke under 2 grader og samtidig stræbe efter at begrænse den til 1,5 grader.
Men aftalen handlede ikke kun om temperaturer.
Landene skulle også udarbejde nationale klimaplaner og opdatere dem hvert femte år med stigende ambitioner.
På den måde skulle klimaindsatsen løbende styrkes.
Parisaftalens svaghed er dog, at landene ikke er juridisk forpligtede til at nå deres egne reduktionsmål.
Aftalen skabte dermed et fælles internationalt mål og en ramme for klimaindsatsen, men ingen garanti for, at landene ville levere de nødvendige reduktioner.
Læs også: 10 år efter Paris-aftalen: Hvor langt er vi?
3. Glasgow 2021: Kul kom for første gang direkte i skudlinjen
COP26, Storbritannien
Kul er en af de mest klimabelastende energikilder.
Alligevel havde verdens lande i årtier undgået at nævne en direkte nedtrapning af kulkraft i klimatopmødernes centrale slutaftaler.
Det ændrede sig i 2021.
Ved COP26 i Glasgow blev landene for første gang enige om at opfordre til en nedtrapning af kulkraft uden CO₂-fangst og udfasning af ineffektive fossile subsidier.
Det var et vigtigt politisk signal, fordi en konkret fossil energikilde nu blev udpeget som noget, verden skulle bevæge sig væk fra.
Men formuleringen blev svækket i sidste øjeblik.
Efter pres fra blandt andet Indien og Kina blev ordet udfasning ændret til nedtrapning.
Aftalen indeholder derfor hverken et bindende forbud mod kul eller en fælles slutdato.
Alligevel brød den et mangeårigt tabu i de internationale klimaforhandlinger.
4. Egypten 2022: Fattigere lande fik en historisk sejr
COP27, Sharm el-Sheikh
Nogle af de lande, der har bidraget mindst til klimaforandringerne, er samtidig blandt dem, der rammes hårdest.
I mange år havde udviklingslandene derfor krævet økonomisk hjælp til de ødelæggelser, som klimaforandringerne allerede forårsager.
Ved COP27 i Egypten lykkedes det endelig at nå til enighed om at oprette en særlig fond til klimarelaterede tab og skader.
Det betød, at klimaforhandlingerne ikke længere kun handlede om at reducere udledninger og tilpasse sig fremtidens klima, men også om at hjælpe lande, der allerede oplever alvorlige konsekvenser.
Og denne gang blev beslutningen fulgt op af konkrete økonomiske tilsagn.
Ifølge fondens egne oplysninger var der i marts 2026 givet tilsagn om omkring 822 millioner dollars.
Det er dog vigtigt at skelne mellem penge, der er lovet, og penge, der faktisk er udbetalt.
Fonden er derfor et konkret fremskridt, men det er fortsat en udfordring at sikre tilstrækkelig finansiering til de lande, der har størst behov.
5. Dubai 2023: Olie, kul og gas blev nævnt direkte
COP28, De Forenede Arabiske Emirater
Selvom fossile brændsler er den største årsag til den globale opvarmning, havde verdens lande aldrig tidligere vedtaget en samlet COP-opfordring til at bevæge sig væk fra både olie, kul og gas.
Det ændrede sig i 2023.
Ved COP28 i Dubai blev landene enige om en aftale, der opfordrede til en omstilling væk fra fossile brændsler i energisystemerne.
Samtidig blev der sat globale mål om at tredoble kapaciteten af vedvarende energi og fordoble den årlige forbedring af energieffektiviteten frem mod 2030.
Det var et historisk skridt, fordi alle fossile brændsler for første gang blev nævnt direkte i en samlet COP-beslutning.
Men aftalen satte ingen bindende slutdato for olie, kul og gas.
Den indeholdt heller ikke det klare krav om udfasning, som flere lande havde ønsket.
Alligevel markerede beslutningen et skifte i den internationale klimapolitik: Diskussionen handlede nu ikke kun om at begrænse udledningerne, men også om at bevæge sig væk fra de energikilder, der skaber dem.
Fra historiske aftaler til reel handling
De fem klimatopmøder viser, at internationale forhandlinger faktisk kan flytte noget.
Kyoto indførte bindende reduktionsmål for industrilande. Paris samlede verden om fælles temperaturmål. Glasgow satte kul direkte på dagsordenen. Egypten skabte en fond til klimaskader, og Dubai satte alle fossile brændsler i centrum for en global beslutning.
Men historiske aftaler er ikke det samme som løste problemer.
Ifølge FN’s miljøprogram er verdens nuværende klimaindsats stadig utilstrækkelig til at opfylde Parisaftalens temperaturmål.
Det er derfor ikke nok, at verdens lande bliver enige om, hvad der skal ske.
Det afgørende er, om de efterfølgende gennemfører den politik, der skal til.
Og netop den udfordring følger med, når verdens ledere igen samles til COP31.
